lørdag den 13. august 2011

Italienske kødboller...

♪♫♪ Nuuuuuu er det naaaaaaat, en bedårende naaaaaaaaaat, som de kalder Bella Notte ♪♫♪.

Oh yes, den her ret er ren nostalgi og udløser tegnede billeder på nethinden af de dejlige hunde ved en rødternet dug og vasketøj på tørresnore i fuldmånens skær. Det gik pludselig op for mig her den anden dag at jeg aldrig havde lavet 'spaghetti og kødboller' i noget der bare nærmede sig en autentisk version. Det måtte der laves om på. For jeg stod med 300 g italian sausage som fint kunne bruges til at lave kødboller af. Der manglede bare lige en sauce.

Efter de sidste dages Bacon Explotion trængte jeg virkelig til en masse grøntsager - så jeg hev alt det frem jeg havde. Løg, squash, aubergine, snackpeber, ½ fennikel og tomater.

Grøntsagerne blev snittet fint. Jeg pillede også 5 fed hvidløg som blev skåret i tynde skiver.

Jeg havde ingen friske krydderurter i huset - så det blev lutter tørrede. Rosmarin. timian og basilikum + friskkværnet sort peber.

Løg og hvidløg blev sauterede til de var klare i lidt olivenolie. De øvrige grøntsager (dog ikke tomaterne) fik samme tur. Ovnen blev tændt på 150°C og alle ingredienserne blev blandet sammen i en stor stegegryde med låg. Jeg tilsatte også et stort glas økologiske flåede tomater.

Det var ikke meningen at det skulle blive til en sauce i sig selv, men smelte sammen til en grov puré som kunne bruges som base til forskellige ting. Det fik i alt 3 timer (jeg rørte i gryden et par gange undervejs) i ovnen. Gryden blev taget ud og der blev smagt til med hvidvinseddike og salt.

Det smagte skønt som det var og jeg kom ¾ i en bøtte og stillede på køl.

Den sidste ¼ skulle der laves en sauce af med det samme.

Jeg blendede endnu et glas flåede tomater og tilsatte. Det fik lige lov til at koge op inden bollerne kom i.

De 300 g italian sausage var jo helt uden bindemiddel - så jeg valgte at ælte farsen med ¾ dl spelt-rasp.

Jeg tog latexhandsker på og lavede 8 kuglerunde boller af farsen.

Bollerne blev forsigtigt lagt ned i den varme sauce og dækket helt. Der blev lagt låg på gryden og den blev stillet tilbage i ovnen ved 150°C i 40 minutter.

Jeg var noget spændt på om de ville holde formen. Men det gik super fint og bollerne blev faste, men saftige. De havde både taget smag af og afgivet lidt af deres krydderi til saucen.

Mens kødbollerne stadig var i ovnen havde jeg kogt lidt spaghetti.

Jeg vendte lidt af saucen i den kogte pasta og anrettede med mere sauce og kødbollerne ovenpå.

Er godt drys nyrevet parmesan og så kunne jeg høre en glad italiener hive i sin lille trækharmonika (sms). Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den slags - og det med at koge bollerne i saucen er et hit! Godte gav mig det tip at man også kan gøre det til boller i karry - og det er da noget nemmere end at skulle stå og bakse med at koge bollerne først.

I går aftes var Max og jeg på Frederikshøj til en 6 retters Champagne Dinner. Det var SÅ godt - men jeg er helt kvæstet i dag. Det er hårdt at sidde ret op og ned på en stol en hel aften. Det er muligt at jeg skriver noget om det senere, men mine billeder er desværre ikke blevet så gode den her gang. Men jeg kan da lige flashe menuen:


Max drikker ikke - så han fik en saftmenu til i stedet for champagne. Og da jeg ikke længere kan tåle kammuslinger, blev den 2. ret lavet om til mig så det var pighvar i stedet for. Igen nød vi den dejlige mad, den fremragende betjening og den afslappede atmosfære. Jeg fik ladet de mentale batterier helt op - og så gør det ikke så meget at de fysiske er helt flade.

Resten af weekenden skal gå med at slappe så meget af som muligt. Jeg får et interessant besøg mandag aften - der er nemlig en ret så spændende aftale i støbeskeen. Det er for tidligt at røbe noget, men jeg kan godt afsløre at det har noget med mad at gøre - masser af mad.

God weekend til alle der kommer her forbi.



14 kommentarer:

  1. Tak :-) Det er virkelig et godt tip - bollerne bliver SÅ gode af det. Mumsimumsi :-D

    SvarSlet
  2. Det smager så englene synger. Tænk at jeg aldrig selv har lavet der før - jeg har simpelthen glemt at det eksisterede. Jeg skal helt sikkert lave det igen - og så bliver det også i en simplere udgave som din ;-)

    SvarSlet
  3. Ja, skal nok skrive om det - på et tidspunkt. Åh, det var simpelthen så godt med sådan en omgang. Trøstesushi er den bedste sushi ;-)

    SvarSlet
  4. Manner, Mathias, din sure prut - du får simpelthen for lidt god mad til daglig.

    SvarSlet
  5. Mmmmm, hvor seer det lækkert ud, super tip med at koge diverse boller i saucen, kunne forestille mig det giver en maget bedre smag. mums :O)

    Hilsen Jannie http://a-life-in-color.blogspot.com/

    SvarSlet
  6. Hmm, ja - der var sørme en stavefejl. Spaghetti er nu rettet og har fået et H. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det.

    Og så er jeg færdig med at være høflig. For som blogansvarlig er en af de værste ting at skulle forholde sig til uforskammede kommentarer som din.

    Hvis du havde fattet det her indlæg ville du ha' set at det drejer sig om den autentiske ret der blev serveret i Lady og Vagabonden. Og efter som jeg har set den tegnefilm hvert år til jul det meste af mit liv vil jeg mene at det er research nok.

    Men når det så er sagt, så pisser din bedrevidende og nedladende skråsikkerhed mig af. Du har tydeligvis nogle issues med amerikaniserede ting - find et andet sted at brokke dig over det end på min blog.

    'Spaghetti and meatballs' er noget de italienske immigranter begyndte at lave efter ankomsten til USA. Og det var altså ikke noget de greb ud af den blå luft. Tilbage i 'det gamle land' var det en populær ret før i tiden - nu er den dog kun at finde visse steder i det sydlige Italien HVOR JEG SELV HAR FÅET DET PÅ FERIE!!!

    Wikipedia skriver her: "Spaghetti with meatballs - a combination that was present in 19th century southern Italy and extinct in early 21st century Italy, but is iconic in the USA".

    Og her har du en ægte italiensk opskrift - som du kan se stammer den fra Italien. Er den god nok til dig?

    Skal jeg koge dig en autentisk sugo du kan smøre din gamle hat ind i før du æder den?

    Og for fremtiden: det er ikke forbudt at 'tale' pænt selv om man ikke er enig i det der står.

    SvarSlet
  7. Det er helt fantastisk at spise spaghetti med kødboller. Jeg æææælsker den ret. No shit. Det smager langt bedre end navnet. Jeg bruger dog frisk pasta og blot tomater, løg og hvidløg i sovsen (plus det løse) - men derfor er det alligevel en guderet! :-D

    SvarSlet
  8. Uh teaser, spændende :)
    Kunne virkeligt spise en stor portion Lady & Vagabonden lige nu! Men må trøste mig med sushi i stedet (er et dovent madøre i dag).

    SvarSlet
  9. Tak :-) Åh, jeg er så glad for det tip. Mon ikke det skal afprøves inde længe ;-)

    SvarSlet
  10. Tusind tak skal du ha' :-) Ja, det er lidt sjovere end at bladre i en kogebog og kun kunne se det færdige resultat. Det er også det jeg selv elsker ved andre madblogs :-)

    SvarSlet
  11. Uh det ser altså rigtig lækkert ud. Elsker din blog og din billede beskrivelse. Det er altid lidt sjovere at følge en opskrift med billeder :)

    http://idawsblog.blogspot.com/

    SvarSlet
  12. "at jeg aldrig havde lavet 'spagetti og kødboller' i noget der bare nærmede sig en autentisk version" ... Spaghetti med H og kødboller i en autentisk version findes ikke! Ikke i Italien under alle omstændigheder(vis mig det hvis du kan, og jeg æder min hat, eller et eller andet), Jo, i Lady og Vagabonden, men de amerikanere har også ødelagt alt og opfundet Pizza(siger de selv). Ja, jeg er en sur gammel stodder og du siger "jamen det smager jo godt" og det kan godt være, men lav nu noget research førend at du, som blogansvarlig, sender alt mulig ugyldig info ud i cyber space..Ville det være så besværligt at finde en rigtig opskrift og finde ud af hvor rettens oprindelse ligger?? I stedet for "ja så tømmer vi lige køleskabet og lægger et blogindlæg ud"...!??? AAARGH!

    SvarSlet
  13. Åhh, jeg kan næsten dufte det! *Mums*

    Det ekstra smarte ved at komme kødboller direkte i sovsen er også, at man så ikke mister noget af smag eller kraft til kogevandet :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!