fredag den 19. august 2011

Hakkebøf med baconkant...

Til de knuste 'salt & vinegar' kartofler lavede jeg en god gammeldags hakkedreng med bacon omkring aka en 'falsk tournedos'.

Det var et kært gensyn - for vi ses ikke så tit efterhånden. Jeg syntes ikke en almindelig hakkebøf er så voldsomt spændende - men med bacon er det en anden sag.

Først formede jeg 2 hakkebøffer på hver 200 g. 1 til aftensmaden og 1 til frokost dagen efter. Jeg laver dem ret flade - for de trækker sig en del sammen under stegningen.

Til 2 bøffer bruges 4 skiver bacon. Skiverne trimmes i enderne så det er reelle stykker der vikles om. Sørg for at de overlapper hinanden lige meget i begge sider.

Det gør ikke noget at baconskiverne er bredere end bøffen er høj - fold dem bare ind over, de krymper også når de steger.

Bind et stykke husholdningssnor om hver bøf - lige midt på baconen. Stram godt til, for i takt med at bøffen trækker sig sammen vil snoren blive løs igen. Steg bøfferne i en blanding af olivenolie og SMØR - drys med salt og peber. Jeg brunede mine godt af, kom dem i et fad og stillede dem ind til kartoflerne i ca 7 minutter (200°C).

Når bøfferne har hvilet et par minutter klippes snoren af og fjernes forsigtigt.

Her serverede jeg de knuste kartofler og en salat af spidskål og radiser i mormordressing. Men kogte kartofler, en løgsauce og dampede grønne bønner ville nu heller ikke være skidt til.



6 kommentarer:

  1. Et hint... frikadeller med bacon er også et hit. Og i krebinetter. Og alt med kalv og flæsk. :-) Bare følg princippet i mine frikadeller i denne opskrift (findes i slutningen) http://mads-madglad.blogspot.com/2011/05/mors-frikadeller.html ;-)

    SvarSlet
  2. Jeg har her til aften tildelt dig en blog-award fra min blog og jeg håber selvfølgelig, du har lyst til at modtage den og måske endda lyst at "lege" med. Du kan se min begrundelse på indlægget fra i dag på min blog :)

    Mange hilsner
    Karina / egoshe.dk

    SvarSlet
  3. Den ser god ud - men SPISTE du rent faktisk bøffen - den dag? ;-)

    SvarSlet
  4. Yum, virkelig lækre frikadeller :-) #AEBMB

    SvarSlet
  5. Hej Karina

    Tusind tak skal du ha' :-) Jeg havde godt nok valgt at bloggen skulle være award fri zone - men jeg vil meget gerne være med alligevel. Der er dog en masse på tapetet lige nu, men jeg kigger på det når jeg får tid. Er det ok?

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet
  6. Tak :-) Nej, jeg spiste kun lidt under halvdelen - kartoflerne var SÅ gode at jeg valgte dem i stedet for :-D

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!