søndag den 10. juli 2011

Lun salat af sorte risnudler med pak choy, kylling, grillet blæksprutte og spicy thai-marinade...

I aftes lavede jeg simpelthen den mest dekorative lune thai surf 'n' turf salat i wokken (aka den store pande, thi wok ejer jeg ej). De fleste af grøntsagerne var allerede gjort klar fredag aften - men ak, der faldt jeg jo i tempurafælden og endte med at spise ½ hoved dybstegt broccoli + guderne må vide hvor mange blæksprutteringe og tentakler.

Typisk er surf 'n' turf en kombination af en BØF af oksekød og hummer - men nu bruges navnet i flæng så længe det blot er en kombination af et landdyr og et havdyr. Salaten er lavet med et stegt kyllingebryst - her det sidste fra min hyldeblomstkylling. Er man ikke til blæksprutte - så lav blot retten uden eller erstat med andet godt fra havet f.eks panderistede kammuslinger, kæmperejer eller stykker af fast hvid fisk.

Marinaden først. Morten Heiberg har lavet en her hos Bo Bedre som jeg lod mig kraftig inspirere af - har dog lavet lidt ændringer så den passede lige til min smag. Det var et rent lykketræf at der var koriander med i ugens Vegetarkasse - og nu da 'østens persille' og jeg har sluttet fred skulle det udnyttes.

¾ grøn chili (gem resten til salaten)
En middelstort stykke ingefær
8 fed hvidløg
½ bundt koriander (både blade og stængler)
½ citron (saft + skal)

Flæk chilien og skrab frøene ud. Skræl ingefæren og pil hvidløgsfeddene. Riv citronskallen og pres saften ud (gem den til senere). Skyl korianderen.


Kom det hele, undtagen citronsaft, i en blender eller minihakker og kør det *wroom wroom* til en grov krydderpasta.

Marinadens våde elementer er ½ dl æblecidereddike, ¼ dl fishsauce og ¼ dl soya.

Sådan laves marinaden: smelt 1 dl sukker i en gryde til en mørkegylden karamel - pas på det kan lynhurtigt branke og blive for mørkt (det gjorde min første portion). Kom krydderpastaen i karamellen og lad den få varmen - husk at nyd duften. Alt det våde tilsættes og marinaden koges igennem i et par minutter. Den hældes i en skål og køles helt ned før brug. Jeg brugte halvdelen fredag til tempuraen - og den anden halvdel til salaten.

Og så er der sprutten. Til en her salat er det brugt en stor renset tiarmet blæksprutte som er æltet mør i hænderne.

Blæksprutten åbnes med et snit på langs. Den skylles også på indersiden og duppes tør med køkkenrulle.

Derefter ridses den på indersiden med en skarp kniv - i tynde diagonale snit, som var det toppen på en culottesteg.

Sprutten skæres ud i firkanter og drysses med salt og peber inden de steges kort på en hvidglødende grillpande. Den ridsede side nedad først i 20 sekunder - så snart de vendes ruller de sammen til en 'cigar'.

Det vil være optimalt først at grille sprutten lige inden den skal i salaten. Min var grillet dagen før og blev varmet op igen - heldigvis blev den ikke sej af det, men det var vist mere held end forstand.

Til salaten valgte jeg disse sorte soba nudler.

De er lavet af sorte og brune ris - og der er ikke tilsat ekstra farve.

Jeg synes de er SÅ flotte. Det kan ikke undgås at de mister lidt farve i kogningen - men i forhold til andre sorte nudler jeg har prøvet er det minimalt.

Grøntsagerne var 'alt godt fra ugens kasse'. Der var en stor pose pak choy med - og det var dem der var inspirationen til at lave noget asiatisk.

Billedet her blev taget fredag aften hvor jeg havde gjort klar til at lave salaten. ½ pose pak choy, ½ rød peberfrugt i strimler, 2 gulerødder i tynde skiver, 2 spæde rødløg i lange strimler og resten af den grønne chili. Det var kun beregnet til 1 pers - og da Max var på besøg i går, skulle der flere grøntsager til.

Resten af pak choy'en, ½ squash, ½ hoved broccoli og en bakke nybælgede ærter. Jeg snittede også den sidste halve røde peber og samt 2 forårsløg (de fintsnittede toppe gemmes).

De yderste blade pak choy blev skåret i store grove stykker - de inderste fik lov at hænge sammen, men blev flækkede på langs. Jeg fandt også lige en rød chili som jeg nuppede ca halvdelen af.

Det blev også til lidt ristede peanuts og det sidste koriander. Og så var hele måltidet klart som samlesæt. Det stegte kyllingebryst blev skåret i mundrette bidder. Nudler koges i usaltet vand i ca 4 minutter og kommes straks i iskoldt vand for at stoppe kogningen.

Varm wokken eller panden op og steg alle grøntsagerne kort - der må godt være knas og bid i det hele. Tilsæt kylling og blæksprutte, de afkølede nudler og marinaden. Vend det hele godt sammen og server straks med grofthakkede peanuts og koriander på toppen.

Den marinade er jeg bare vild med - og den er med til at give salaten den helt rigtige balance mellem sødt, surt, salt, bittert og umami. Vi spiste rub og stub - dog måtte der afgives en del af kyllingen til en meget insisterende Trixi, så nu åbenbart også spiser chili, hvidløg og ingefær.

Jeg har besluttet mig for at der skal flyttes lidt rundt på møblerne, her i lejligheden - der skal en mærkbar forandring til. Ellers er det bare som før - men uden Max. Nu skal det være som jeg vil ha' det.

God søndag til alle!



7 kommentarer:

  1. Det er så smukke billeder - i særdeleshed selve retten, som jeg godt kunne sætte tænderne i LIGE NU! (hvis den altså ikke allerede var spist ;-))

    Mmm :-)

    SvarSlet
  2. Du har da lige reddet min dag... for et stykke tid siden spiste kæresten og jeg nemlig på thai restaurant hvor vi fik stegte nudler med seafood. Der var nemlig sådan et gummiagtigt rør som vi mente var blæksprutte men kunne simpelthen ikke afgøre hvilken del af sprutten den kom fra.

    Og det har du så lige løst for os... tak for det.

    Og så ser din mad super lækker ud - så lækker at selvom jeg lige har voldædt en masse melon så kunne jeg godt hapse løs af dine nudler også :)

    SvarSlet
  3. Det ser fantastisk ud, Malou - sikke dejlige billeder. Og sorte soba nudler får jeg meget lyst til at prøve!
    Varme klem

    SvarSlet
  4. Hold da op hvor ser det lækkert ud :o)

    SvarSlet
  5. Hej Malou.
    Tænkte på om ikke du lå inde med en anderledes, fræk og utraditionel opskrift på solbærsyltetøj? Jeg har nemlig en hel busk der efterhånden skriger på at blive plukket;-)

    SvarSlet
  6. De sorte nudler ligner næsten røgelsespinde?! Men flot ser det ud og man bliver næsten helt lækkersulten - selvom man ikke er til sprutte overhovedet. Kunne godt blive lidt lun på de der nudler dog - og så lige lidt nudelsalat. God fornøjelse med omrokeringen - det er rigtig vigtigt at få "ryddet op" - også i boligen.

    SvarSlet
  7. ...jeg kan vist ikke formulere mig idag. Jeg ville have skrevet "man bliver helt lækkersulten". Ikke "næsten lækkersulten".

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!