Blogindlæggene hober sig op - det samme gør mails og kommentarene. Det er gået helt galt for mig IGEN. Så nu poster jeg en masse billeder fra de sidste par måneder - og så må opskrifterne komme hen af vejen.
Mange af retterne er stafet-retter hvor der er en del genbrug involveret. Stop Spild Af Mad er blevet en rigtig god 'hobby'. Jeg elsker når jeg får det hele brugt - og slipper for at smide penge i skraldespanden. Ja ja, jeg ville ha' været en herregod hippie.
Først en grillet flanksteak marineret i Hunt's Honey Hickory Barbecue Sauce (købt i Tallinn). Tilbehøret var tabouleh af blomkål, en melonsalat med 2 slags melon og feta, en fetacreme og oliven. Til taboulen gjorde jeg et helt blomkålshoved klart - men brugte ikke det hele. Det var ca 2 dl tilbage.
Det kom jeg dagen efter i en risotto lavet på røget fond. Men det blev først tilsat efter jeg havde taget halvdelen af de halvfærdige ris fra til dagen efter. Ud over blomkålen var der også løg, portobello og spinat i risottoen. Et godt drys parmesan øverst.
Dagen efter blev det til endnu en risotto på den røgede kyllingefond. Her fik risen selskab af lidt ristet pølse, squash i tynde skiver og tomat strimler (uden skind og kerner). Og gæt hvad der kom på toppen?
Jeg bestiller stadig Vegetarkassen - kan godt lide de specialvarer der er med. Men jeg spiser langt fra vegetarisk, sætter gerne lidt kød til. Her er det en omgang gnocchi med løvetand (oh yes, mælkebøtte), spicy parmak sucuk pølse og løg. Well, og kan vi ikke bare fastslå at parmesan er godt til mange ting?
Og her kommer så en asiatisk stafet over 3 dage:
Dag 1: Pad thai fra Veganerkassen.
På dag 2 lavede jeg en heftig og spicy peanutdip.
Resten af den kolde pad thai og lidt rejer blev rullet til vietnamesiske forårsruller og spist med den labre dip.
På dag 3 blev resten af peanutdippen brugt som dressing i en nudelsalat med udonnudler.
Vegetarkassen byder af og til på noget der udfordrer mine smagsløg og kræver en ja-hat.
"Ristet tofu med citrus, tangsalat med soja-sesam dressing og sprød salat" - for en gangs skyld fulgte jeg den medfølgende opskrift (som kan ses her). Det der røgede tofu kan jeg meget bedre lide end det almindelige. Kunne endda finde på at købe det selv.
Men de her tofu-pølser har jeg altså ikke meget fidus til. Bevares, smagen er god og krydret - men det er sgu tamt at bide i en pølse uden 'knæk'. Jeg lavede en hurtig og frisk sauerkraut til at spidskål og æblecidereddike - den gav heldigvis lidt knas. French's sennep hev den veganske hotter op på 'bestemt spiselig'.
Det var 2 tofu-pølser tilbage. Jeg magtede ikke at spise dem som hotdogs - så de røg i en tærte. Der var både færdig grovtærtedej og æg med i kassen, så det var ingen sag at smække den sammen.
Fyldet var den føromtalte tofu-pølse, forårsløg og squash. Den har en flot gylden overflade, ikke? Ta dah.....det er såmænd revet parmesan der har lavet den.
Og så skal vi et smut hjem til Indien.
Et stegt kyllingebryst fra fryseren fik et bad i kokosmælk og korma-karrypasta. Dampet quinoa, en linsesalat med spidskål, syltede løg og kokosflager til. Og ovenpå frisk korianderfrø som er aromatiske med noter af citrus.
Og fra frysernes dyb fiskede jeg den sidste rest af årets påskelam som også fik et karrybad. Og det fik selvskab af hele pivtøjet: råsyltede løg, bønnesalat, raita, syltede gule tomater, stikkelsbærchutney og gule basmatiris. Der var grove fladbrød fra kassen der passede godt til.
Det næste er en bastard uden lige. Indisk karrypandekager hevet op af fryseren og lavet som mexikansk fajitas. Toppet med guacamole og koriander.
Og så er der min seneste tex-mex kreation: cowboy chili. Den er lavet med 50/50 hakket hest og okse + 2 slags bønner: sorte og pinto. Den er til fryseren til de dage hvor jeg ikke orker at lave mad.
Men jeg spiste da af den i 2 dage før den røg på frost. I taco-tubs med ost og salat ovenpå. Ammenam.
Der er mindst lige så mange ting i mappen som ikke er blogget endnu - men jeg holder her.
Madbudgettet er blevet markant mindre nu hvor jeg bor alene - men jeg prioriterer stadig kosten allerhøjest. Det gør mig både SÅ glad og godt at lave lækker mad til mig selv hver dag. Selvfølgelig er der også nemme løsninger ind i mellem. Jeg er ved at bygge et stash op til fryserne af gryderetter som kan være klar på ingen tid. Nu har jeg chili og planlægger en bolognese i morgen.
Min tur til København i morgen er nemlig blevet aflyst. Det jeg skulle ha' deltaget i på tirsdag er blevet flyttet til fredag - og der kan jeg ikke. Og det er godt nok, for jeg er ved at stresse helt i stykker over alt og ingenting. Hver gang jeg åbner min indbakke går jeg helt i sort - der ligger SÅ mange ubesvarede mails. Invitationer, forespørgsler, hyggemails, søde mails og vigtige mails der SKAL svares på. Tror mig, det er ikke fordi jeg ikke gerne vil svare - men der er et eller andet der blokerer. Det er det sammen med kommentarene - jeg er helt druknet i dem. Der er en der skrev et sted at det jo nærmest er et fuldtidsjob at passe en blog - og ja, det føles nogen gange sådan. Og jeg trænger sgu til ferie. Jeg håber på jeres forståelse - for jeg er jo vildt glad for alle de mails og kommentarer jeg får. Der er i det hele taget rod i alt lige nu - så jeg tror jeg holder en lille pause fra det hele og ser om jeg kan nå at få indhentet noget af det forsømte.
Det er dejligt at se, hvordan du formår at skabe lækre kreationer ud fra et stramt budget. Selv er jeg på SU + deltidsjob og nægter også at spise kedelige/dårlig mad - derfor er det dejligt at se, hvordan andre gør. Bolognese er fantastisk til fryseren! Kød i strimler samt grøntsager i mundrette stykker + hakket ingefær, hvidløg og chili frosset i portionsstørrelse (hver for sig) kan meget hurtigt blive til wok hvis det er :) God vind med at få overskuddet tilbage og økonomien til at hænge sammen, og tak for at stå bag min yndlings madblog :)
SvarSletKram herfra - og tillykke med den gode madstil. Synes som sagt det er skønt, at du laver så god og varieret mad, selvom det 'kun' er til én person ... nåja og kattene, når de kan snige sig til en bid ;-)
SvarSletTak skal du ha' - jeg øver mig virkelig også i det. Jeg sprænger godt nok mit madbudget - men jeg nægter altså at spise dårlig/kedelig mad.
SvarSletUh, spændende - tak for tippet.
Wow, det er jeg glad for at du siger. Tusind tak :-)
Også *kram* til dig. Tak, jeg gør virkelig også en indsats for at spise godt. Det er jo også min hobby.
SvarSletÅh, de katte tigger som aldrig før. Trixie kan nu både spise fisk, kylling og svinekød. De æder mig ud af huset :-)