søndag den 5. juni 2011

Sandwich med grillede grøntsager...

Veganerkassen: dag 2. Jeg kom først hjem kl 22 i aftes. Det havde været en lang dag og jeg var ved at være godt sulten. Det blev til en sen, men hurtig, aftensmad.

Der var fuldkornsboller tilbage fra seitan-burgerene - sådan en skulle nu bruges til en lun sandwich med bagte grøntsager.

I stedet for at følge opskriften og bage grøntsagerne i ovnen, fyrede jeg op i grillen. Vejret var jo fantastisk. Solen var først lige ved at forsvinde i horisonten og temperaturen til at holde ud.

1 aubergine, 1 squash og 1 rød peberfrugt blev gjort klar til grillen.

Inden grøntsagerne skulle på grillen blev de vendt i en marinade af olivenolie, presset hvidløg, salt, peber og røget paprika.

Den nemmeste måde at fordele marinade jævnt er at komme grøntsagerne i en pose.

Hæld marinaden ved og ryst posen blidt til marinaden er jævnt fordelt.

Og så er de lige klar til at grille.

Grøntsagerne fik først en hurtig tur på grillen. De kom op i fad efterhånden som de var klar og fik til sidst 8 minutter i ovnen på 200°C.

De færdige grøntsager.

Jeg valgte at smøre bollen med sandwich spread fra Urtekram. Det er lavet af solsikkekerner og tilsat basilikum. Jeg skar lidt løgringe og tomatskiver til sandwichen og pelsede min lille forkølede basilikum.

Lidt skyllet salat på bunden og så ellers et bjerg af grillede grøntsager.

Lidt knasende løg, tomat og basilikum.

Det var noget af en moppedreng. Men meget lækker og ikke alt for tung mad så sent på dagen.

Den sidste bolle og resten af grøntsagerne har jeg spist til morgenmad i dag. Det her nye 'intuitiv spisning' virker rigtig godt. Jeg spiser det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Og i morges da jeg vågnede var det altså det her jeg havde lyst til at spise.


For at give lidt mere substans i sandwichen kom jeg skiver af kogt kartoffel nederst (bollen var først smurt med sandwich spread).

En noget anden morgenmad end jeg er vant til.

Men den smagte forrygende og mættede længe.

Jeg har lavet en af salaterne fra Veganerkassen til aftensmad i dag. Men jeg var lidt uartig og smed at par hjemmelavede pølser på grillen til. Uhm, det var godt med lidt kød også.

For for mig handler det ikke om at vælge noget fra - men om at vælge noget til. Jeg vil vende hver en øre så jeg kan komme til at spise godt. Jeg gider ikke spise dårligt mishandlet kød fra supermarkederne. Nu hvor pengene er små spiser jeg kun kød når jeg har råd til at købe noget ordentligt økologisk - ellers vil jeg hellere undvære. Og jeg glæder mig til at vise noget helt fantastisk kød frem som jeg har købt. Well, 'kød' er for meget sagt endnu - for det er en lille gris på blot 14 dage.

De næste par dage bliver lidt hektiske. Jeg er blevet inviteret til et meget spændende arrangement, men kender ikke så meget til programmet endnu. Men jeg kan røbe så meget at det har noget med mad at gøre. Meget mad.

1 kommentar:

  1. Hvis du vil prøve en god vegge-sandwich med grillede grøntsager lidt i den stil du har kreeret her, kan jeg anbefale den fra Søstrene Grenes café, som ligger oven på butikken på strøget (i Århus:))

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...