søndag den 26. juni 2011

Kirsebæris på græsk yoghurt...

Vejrudsigten varsler nogle meget varme dage i ugen der kommer - så jeg har lavet 3 slags is til indre nedkøling: jordbær, avocado og kirsebær. Hvis jeg kan få lavet plads i fryseren til køleelementet til ismaskinen bliver det også til 2 sorbeter: lakrids og hyldeblomst.

Den færdige sød/syrlige kirsebær-is, dryppet med lidt kirsebærsirup og drysset med frysetørrede hindbær.

I sidste uge købte jeg 2 kg kirsebær hos Aarstiderne. Det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed at jeg ELSKER kirsebær mere end noget andet bær.

En del blev spist au naturel med det samme - resten blev udstenet (med oliven-udsteneren, som også er eminent til kirsebær) og frosset, i poser a' 250 g, med luften suget ud af.

I dag hev jeg så en pose op og besluttede at lave en hurtig og simpel is ud af den. Det er en super let is at lave - og den ligger også i den lettere ende at kalorieskalaen. Desuden er den også velegnet til diabetikere og andre der gerne vil begrænse sit sukkerindtag - for jeg har valgt at søde med agavesirup (indeholder ca 96% fruktose frugtsukker) som ikke påvirker blodsukkeret på sammen måde som sukker (sakkarose).

250 g frosne kirsebær (eller de bær du ønsker)
1 dl agavesirup
2½ dl græsk yoghurt
½ dl fløde


Blend først de frosne bær med agavesirup *wroom wroom*

Tilsæt den græske yoghurt og fløden (kan undlades, jeg havde bare lige en rest der skulle bruges) - blend til massen er ensartet.

Kom straks ismassen i fryseren og lad den stå et par timer.

Forsøg at spis isen uforstyrret - det lod sig ikke gøre her. Det er i det hele taget svært at ha' sin mad i fred her i huset.

Se lige den her frækkert. Hun stjal mine ærter, gnaskede dem i småstykker og spredte dem i et jævnt lag i hele gangen. Så kunne jeg så rende rundt og tørre op efter det. Jeg har truet med at hun snart ryger i Römertopfen!

Isen kan også trylles om til en læskende dessert-smoothie. Her bliver den blendet med en passende mængde letmælk.

Ahhhhh, flydende sommer.


7 kommentarer:

  1. Åh altså, så var det jeg ville ønske at min mund ikke begynder at klø af friske kirsebær (pga. pollenallergi). Men måske det var et forsøg værd at prøve om frysningen kan mildne det lidt...
    Er spændt på at se din avocadois hvis du blogger om den - jeg har prøvet at lave en, og den blev mildest talt noget speciel i smagen, selvom konsistensen var super lækker.

    SvarSlet
  2. du kan lave hende til en grill-killing? mwa-ha-ha.

    Sorry. plat. men så uimodståelig :-)

    SvarSlet
  3. du frister - som altid. Jeg må afsted efter rigelige mængder kirsebær

    SvarSlet
  4. Det ser bare vanvitig godt ud - is er indbegrebet af sommer :)
    Og flydende sommer er også et element man skal have med ..

    Tak for inspirationen

    SvarSlet
  5. Num num num! Måske kan man lave sådan noget med sojaprodukter, når nu man ikke kan tåle mælk...? :-D

    SvarSlet
  6. Neeeeeeej, NU gør jeg det altså, køber en ISMASKINE.
    Lone

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!