Morgenmaden bestod af havregrød kogt på 1½ dl gryn, 3 dl vand og en knsp salt. Den varme grød fik en lille klat SMØR, lidt agavesirup og ristede kokosflager for knas. 
Frokosten var rester fra mandagens aftensmad. Max havde været på besøg, så jeg havde lavet grillet flanksteak, melonsalat med feta, en blomkåls-tabouleh (med blendet dambet blomkål i stedet for bulgur) og en fetacreme. Det var bare at varme et pitabrød og så var der frokost.Resten af eftermiddagen lå jeg og hvilede mig. Først ved 21 tiden begyndte jeg at tænke på mad igen. Jeg fandt fond i fryseren, svampe og spinat + resten af blomkålen i køleskabet og risottoris på hylden.
Det tog mig næsten en hele time at lave det, men det var bestemt umagen værd. Da risottoen var næsten færdig og inden der kom grøntsager i - tog jeg halvdelen fra. Så i aften kan jeg lave endnu en risotto ret hurtigt. Den blive muligvis med ristet pølse, feta, squash og tomat.Jeg ved godt hvorfor jeg har det sådan her. Der er brugt alt for mange kræfter som jeg reelt ikke havde til rådighed - så nu er det kontant afregning ved kasse 1. Influenzasymptomer, ondt i hovedet, dobbeltsyn, forværret tinnitus og problemer med balancen. Men jeg fortryder ikke en eneste ting at det jeg har lavet - for det var været godt oplevelser og dejligt ting det hele. Sådan er det jo med fibro - man skal ha' det bedst mulige liv ud af det der er tilbage. Så nu tager jeg min 'straf' på sofaen - og hygger med kattene og ser film. Det gælder nemlig om virkelig at få samlet nogle kræfter til det næste eventyr: Foo Fighters koncerten på tirsdag. Jeg glæder mig SÅ meget.
Det er altså ikke noget personligt - men jeg holder en pause fra min gmail. Jeg bliver stresset over alle de mails jeg ikke har fået svaret på og har lige brug for en pause fra det også.
Og nu kalder sofaen lokkende på mig med løftet om en blød dyne og en varm Myre.
Pas godt på jer selv og hinanden.
Jeg beundrer dig for din holdning - leve livet, opleve, få det bedste ud af det. Selv om du så må ta' en hel del fysiske tæsk bagefter. Godt at se, du sørger for at spise rigtig sundt og dejligt, selv om du er træt og har ondt. Jeg føler med dig - måske ekstra meget i de her dage, fordi jeg selv desværre er stresssygemeldt, og bla. er utrolig svimmel, og det er bare så ubehageligt ... jeg føler mig sårbar og sprød, og er i tvivl om jeg kunne klare livet med dine holdninger, hvis jeg virkeligt var sådan kronisk syg .... mange tanker til dig og god bedring
SvarSletTusind tak Marianne, jeg bliver utrolig rørt over at netop du skriver sådan til mig. Stress er simpelthen det mest ødelæggende for krop og sjæl. Jeg håber at du får hvilet lidt ud og kommer ovenpå igen. Hvor længe er du sygemeldt?
SvarSletLivet med en kronisk sygdom er en kæmpe udfordring og der skal pilles mange lag af inden man når ind til kernen af sig selv. Jeg er på vej - men der er stadig meget at kæmpe med. Jeg er bare sådan indrettet at jeg har fokus på livskvalitet og gode oplevelser - også selv om der er en høj pris at betale for det. Det er hele tiden gyngerne og karrusellen. Men livet er altså ikke værd at leve hvis man hele tiden skal nægte sig selv ting man har lyst til. Sådan en dag som i dag hvor jeg sidder og græder fordi det gør knusende ondt kan jeg da godt fortryde dem hårde tur i skoven efter ramsløgsknopper - men i morgen hvor det forhåbentligt er bedre vil jeg glæde mig over at jeg fik dem plukket. Jeg har mødt ufattelig mange fibroer og andre kronikere som er SÅ bitre på livet at de bare sidder i et hjørne og surmuler. Det er så synd at lade live gå til spilde på den måde - for det gør lige ondt om man laver noget sjovt eller ej.
Og maden: ha ha, jeg kan jo ikke lade være. Hovedet får en ide som kroppen ikke kan holde til - men så bliver det bare til noget andet i stedet for. God mad gør så glad :-)
Også mange tanker og god bedring til dig.
Kh Malou
Kære Malou - mange tak for dit lange svar. Ja, pludselig er jeg havnet i en ubehagelig situation med dårligt psykisk arbejdsklima, og det går åbenbart mere ind i sjælen end jeg lige havde regnet med. Jeg troede jeg ville være sygemeldt en uges tid, men lige nu udvikler tingene sig desværre dårligt dag for dag, og jeg er pt slet ikke sikker på, om jeg skal/vil tilbage. Det er en lang historie selvfølgelig. Men trist og øv fordi jeg har verdens bedste kolleger, kan lide mit job og synes jeg er god til det. Men at være i frygtbaseret ledelse ogenevældig autoritær ledelse, det er jeg vist blevet for gammel til. Jeg er squ ikke bange for at blive fyret, hvis det kommer dertil. Det var bare slet ikke det, jeg så komme eller det, jeg ønskede mig. Men det har sat sig - min læge siger at den her svimmelhed, som er det værste lige nu kan vare helt op til 1-2 mdr, og at jeg skal tage det alvorligt. Så alt står åbent og jeg tager en dag af gangen og er meget i proces.
SvarSletMen jeg er ok - ikke helt nede heldigvis!
Men ja, jeg kan nemt se op til dig med dit livssyn, fordi jeg kan jo mærke hvor svært det er bare at have lidt fysisk modgang. Og mit går over. Du har ikke udsigt til at dit forsvinder. Og har skullet leve med dine begrænsninger helt fra en ung alder. Det må virkelig kræve sin kvinde. Og jeg ved hvordan systemet også kan tage modet fra folk. Jeg har selv arbejdet med fleksjobbere fx. Det er hårdt udover at være syg at skulle have dårlig økonomi måske, og blive mistænkeliggjort og kontrolleret. Selv om jeg også har en del skavanker, og ofte er så træt jeg ikke kan hænge sammen, så er jeg stadig glad for at være i stand til at kunne gå på arbejde - altså lige bortset fra nu.
At du skriver du sidder og græder af smerte og bare tager det med, fordi du er i stand til at glæde dig over dine oplevelser - det er da livskraft der vil noget! Du er sej og får det bedste ud af livet lyder det til.
Tak for åbenhed - nå, jå og så den lækre mad! LOL