onsdag den 18. maj 2011

Hjemmelavede trøfler...

Det eneste alle vist er enige om er at de her små kugler er lavet af kagerester. Navnet er der stor uenighed om - det lader til at være egnsbestemt som med karbonader/krebinetter. Jeg er stødt på: romkugler, romboller, trøfler, trøffler, trøffelkugler og glimmerbolde. Der er også stor uenighed om hvilken 'mørtel' der skal i. Jeg er selv tilhænger af marmelade - men har set varianter med både frosting, IMBC, smør eller smørcreme og sågar margarine (fy!).

De færdige trøfler. Små og fristende - lige til at gemme i sine kindposer.

Nå men, det hele begyndte da jeg bagte den famøse Devil's Food pulverkage fra Betty Crocker. Jeg bagte halvdelen af dejen i den her Tupperware muffinform. Bad idea! Men i stedet for at kyle formen hen af gulvet, besindede jeg mig, tog jeg en ske og skrabede det hele over i en bøtte som røg i køleskabet. For man smider jo ikke kage ud i de her Stop spild af mad tider.

I aftes hev jeg så bøtten ud og ville lave en omgang trøfler. Men ak, der var ingen marmelade. Det glas hindbærmarmelade jeg troede stod i skabet, viste sig at være blommechutney. Godt nok går jeg ind for at prøve nye ting - men der er alligevel grænser for hvor outreret det skal være.

Jeg kiggede rundt efter noget andet at komme i og spottede det STORE glas med amerikansk peanutbutter. Det skulle prøves! Rom havde jeg heller ikke, så det blev lidt Vana Tallin i stedet for. Kaffe er uundværligt - så jeg rørte 2 tsk pulverkaffe op i 3 spsk kogende vand.

Kageresterne blev most med en gaffel. Det kan selvfølgelig gøres i en foodprocessor eller med en håndmikser. Det er ikke lige til at sige hvor meget jordnøddesmør, sprut og kaffe der kom i - men nok. Blandingen skal være fugtig, men ikke drivvåd.

Jeg smagte på 'farsen' og syntes dem manglede lidt syrlighed (som marmeladen ellers ville ha' bidraget med). I skabet fandt jeg så denne balsamico glaze med chokolade, købt på Chokolademessen.

Det var lige det der skulle til. Jeg mosede det hele godt sammen og lod det trække på køl i et par timer.

Og så skulle der trilles trøfler: på med et par latexhandsker og så i gang. Først trilles 'farsen' til stænger og skæres i passende stykker. Jo mindre trøfler - jo flere kan man spise......eller noget.

De små trillede trøffelkugler klar til pynt. Farvestrålende krymmel fyldt med E-numre er ikke noget jeg har - eller kan tåle for den sags skyld. Jeg gik derfor på jagt efter noget at trille i - og jeg fandt noget der nærmest skreg 'trøfler a'la Klidmoster':

Økologiske ublegede sesamfrø.

Kakaocrumble til overs fra den fancy cheesecake.

Økologisk kokosmel.

Og en blanding af kokosmel og frysetørrede hindbær.

Økologiske ristede kokosflager fra Biogan.

Jeg fandt også nogle hvide chokoladestjerner fra jul som lige gav det sidste pift. De trillede og pyntede trøfler kom i små forme. Ja, det er dem man kunne få ketchup i på Burger King før i tiden. En veninde nappede dem til mig i en brandert på vej hjem fra byen i den tro at de kunne bruges til at lave jello-shots i. Det vil tiden vise om de kan, men de fungerede i hvert fald fint til trøfler.

Og det gjorde dem også nemmere at spise. Bare kast nakken tilbage og hæld en indenbords. *haps*

Dem jeg ikke straks fortærede kom i en bøtte op på køl. Dem kan jeg så gå og nippe af de næste dage.

Nu har 'mådehold' jo ikke ligefrem været det jeg har beskæftiget mig mest med på det sidste - så med dem her blev det til 9 stk i alt. Aftensmaden har derfor været 2 stykker rugbrød. Der var ikke lige plads til andet. Moving on.....

I dag har jeg været inde i byen. Først mødtes jeg med Sif. Det blev til hygge og italiensk is på Underground. Derefter var der møde i banken med Max. Nu er vores økonomi på plads og kontoerne splittet op. Bagefter gik vi i op Salling for at handle lidt ind - og der var jeg svineheldig (pun intended).

KÆMPE økologiske koteletter (på dato i morgen) til bare 30 kr stykket. Der er til 4 middage + 4 frokoster. I morgen vil jeg lave den ene med fyld af gedeost og pesto. Og så er der jo trøfler til dessert. Det her 'bo alene' har vist alligevel en del potentiale.

20 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Mmmmmmmmmmmmmmmmm!!!!
    Knus Hanne

    SvarSlet
  2. *lister lige en usynlig hånd ind i køleskabet og 'låner' en håndfuld romkugler*

    SvarSlet
  3. Eeeeeej, så kom den! Hvor ser de MEGA lækre ud :-D Tak!
    Hilsen fra en frådende ung dame

    SvarSlet
  4. Det her er ikke det bedste indlæg at læse, når man sådan er graviditets-lækkersulten (hele tiden). *savle savle*.
    Er vist nødt til at bage lidt kage og så håbe på der bliver noget til rest, så jeg kan lave trøfler/romkugler af resten... *suk*

    SvarSlet
  5. Jeg magter ikke at du laver noget så lækkert som hjemmelavede romkugler op i hovedet på mig, når jeg har travlt-på-studiet ondt af mig selv. Slet ikke! ;)

    SvarSlet
  6. Jeg begynder at ane et vist potentiale for den kedelige chokoladekage jeg har liggende i fryseren... Måske man skulle tø en lille smule op og prøve?

    SvarSlet
  7. Hvor ser de festlige ud! Spændende opskrift, jeg tror jeg vil 'tænke uden for boksen' ligesom dig, næste gang jeg laver kagerestekugler :)

    SvarSlet
  8. Jo mindre vana-tallinn-kugler - jo mere dejlig krymmel kan man få med! :-D

    SvarSlet
  9. Berit Jørgensen19. maj 2011 kl. 11.24

    Jeg tror godt, at jeg gad være din nabo eller måske endda bo til leje på et lille kammer hos dig ;)

    SvarSlet
  10. Mums de ser gode ud..
    Næste gang putter du bare en pind i og du har popcakes.. Ss..

    SvarSlet
  11. Hold op hvor er du kreativ med krymmel :-) de ser bare så fine ud. Jeg kalder dem Cake balls, bare for at liste endnu et navn ind på listen. Og så kalder jeg dem cake pops når de er stukket på en slikkepind ;-)
    Desuden kunne man jo godt lige spise sådan en fætter her kl 7 fredag morgen til sin kaffe !!

    SvarSlet
  12. Det lyder bare så lækkert - nøj, jeg kan næsten smage dine romkugler :-)
    Varme klem!

    SvarSlet
  13. Uha, jeg kan næsten smage dem, men også kun næsten.
    Den er spændende den balsamic glaze chocolate, den er ny for mig, jeg kan sagtens se muligheder med den.

    SvarSlet
  14. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at savle. Jeg tror de skal hedde PMS-kugler, for det er lige sådan noget chokolade-kageklisterværk man har lyst til, når hormonstormen raser og man har CRAAAAAVINGS!!!! (JA! Jeg er ramt... og har craaaaavings!)

    SvarSlet
  15. Hanne - Lige mine ord ;-) Knus

    Piskehaps - Hov, pil snitterne fra mine TRØFLER :-D

    Eva - Tusind tak :-) De er *bøvs* ikke så tossede.

    Ecoelder - Hæ hæ, det sagde min svangre søster også. Du får lige en *åndetrøfel* med på vejen ;-)

    Laura - Undskyld, det var ikke med vanilje. Eller var det? ;-)

    SvarSlet
  16. Heidi - Jeg kan kun anbefale det! Da jeg stod i lære, frøs vi alle kageresterne + de kedelige og mislykkede kaget til trøfler ;-)

    Tusinde Tanker - Tusind tak :-) Umh, træstammer og også guffenuf.

    Didde - Tusind tak :-) Ja, jeg kan godt se på din blog at du er en der ikke går af vejen for at eksperimentere - det er jeg vild med :-)

    Ibber - Det er jo det ;-)

    Berit - Jeg har et lille kontor til leje! Det bor godt nok 3 katte, men det er med forplejning ;-)

    SvarSlet
  17. xxEnoLxx - Tusind tak. Uh, det var da en god ide :-)

    Vibeke - Tusind tak, krymmelløs pige lære at lede i skabe og skuffer......eller noget :-) Uh, det er ala Bakearella med cakepops og balls ikke?

    Madame - Tusind tak, de var super dejlige :-) Varme klem

    Eva - Åh, de var bestemt gode at smage :-) Det er ne skøn glaze - den er også rigtig god i chili con carne.

    Hottie von Dottie - YES! Det er da det de skal hedde :-)

    SvarSlet
  18. Ejh, og så kan du også lide katte...:) Jeg har selv to katte, og de vil nok ikke være så vilde med at jeg pludselig bor sammen med tre andre. Kan du evt. smide et par billeder af dinne katte på bloggen en dag? Ved godt de ikke kan spises... ;)

    SvarSlet
  19. Hejsa. Jeg så lige din blog i søgen efter noget andet på Google..

    Du skal huske at skylle silikoneforme med koldt vand og ryste dem af inden dej kommes heri. Så aktiverer man slip-let funktionen. Bare lige så du ikke kaster flere ud ;) De er jo halv-dyre de silikoneforme fra Tupperware pga kvaliteten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet - det er dog ikke noget jeg kommer til at prøve af. Det her indlæg blev skrevet i 2011 og formen er forlængst røget ud.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...