lørdag den 21. maj 2011

1 lørdag = 3 måltider...

Det her 'bo alene' kræver godt nok tilvænning. For det meste føles det bare som om jeg er alene hjemme - men måltiderne bringer mig tilbage til virkeligheden. Jeg plejer jo at diske op og gøre måltidet til noget særligt. Det er vigtigt at jeg forsøger at holde fast i det og gøre som jeg plejer - for det gør mig jo godt at få noget ordentlig mad.

Min plan er at dyrke 'intuitiv spisning', forstået på den måde at jeg vil spise det jeg har lyst til - når jeg har lyst til det. Bum! En del af det nye spisekoncept er også at jeg må/kan bytte om på måltiderne som det passer mig - og har jeg lyst til 5 varme måltider på en dag, så er det sådan det er. Det at jeg ikke skal 'varte op' og levere faste måltider på nogenlunde faste tidspunkter skal udnyttes. I dag blev det dog til en del tid i køkkenet og hele 3 måltider.

Først lavede jeg en sen varm indisk morgenmad. Hold nu fast: det var en vegansk tofu scramble.

Jeg har aldrig lavet det før og var meget skeptisk. Men der var silken tofu i Vegetarkassen for et par uger siden, så det skulle prøves. Visuelt er det ikke en særlig pæn ret - men det gør bestemt ikke noget, for smagen var fjong. Uden pjat - jeg kunne ikke smage det var tofu, det kunne lige så godt ha' været bløde røræg. Opskriften kommer på en af dagene.

Da jeg begyndte at føle sult igen gik jeg i køkkenet og lavede lidt frokost:

Grillede grøntsager (fra aftenen før) med små quenelles af gedeost rørt med ramsløgspesto. Let og lækkert, men ikke noget jeg kunne gå resten af dagen på.

Så jeg fandt noget hakket oksekød i fryseren som jeg tøede op i koldt vand og kogte nogle kartofler.

Det blev til 2 slags kartoffelsalat og oksefrikadeller med ramsløg og parmesan. Og der er rester til i morgen. Max kommer nemlig og hjælper med at gøre rent. Vi har stadig en del der skal på plads her før det kan bliver rigtig 'hjem' for mig - men det skal gøres langsomt og ustresset, ellers kan jeg risikere at gå helt død i det.

Jeg vil godt løfte sløret for hvad det er vi skal på mandag, eller rettere - jeg kan ikke holde mund med det længere. Vi skal til Winemakers Dinner på Frederikshøj - 7 retter med vinmenu fra det spanske vinhus Numanthia. Jeg glæder mig som et lille barn til at se hvad Wassim Hallal kan præstere. Menuen lyder bla på stenbiderrogn, østers, hummer, foie gras og Kobe-kød. Åh, jeg er spændt.

Har du spist på Frederikshøj?

3 kommentarer:

  1. Det bedste ved at bo alene er, at man virkelig kan give den én på sinkadusen med madlavningen... ÅHhh jeg elskede at bo alene, da jeg flyttede for mig selv. Skidt med at pengene var små, men jeg proppede mig med livretter og lækre ting. *bliver helt nostalgisk* Jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse - og god appetit!!! (og så er det rigtig dejligt at man ikke skal "levere" hele tiden - at man bare kan være sig selv, også rent madmæssigt. Nyd det!) :-)

    SvarSlet
  2. Silken tofu og alm. tofu - ved du hvad forskellen er ?

    Wassim - en spændende kok - barsler med tanken om at prøve ....vi snakker om alle de steder vi gerne vil besøge - men problmet er altid afstand, alkohol/bil, penge :-) Ikke lysten

    /Erland

    SvarSlet
  3. er de hvide blomster ramsløgblomster? De ser super fine ud

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...