fredag den 22. april 2011

Ramsløgsolie...

Ok, jeg kunne så ikke lade ramsløgene ligge helt i dag. I aften har jeg nemlig indviet min nylavede ramsløgsolie - og den var en fryd for både øje og gane. Det er ganske simpelt at lave olien - det kræver kun ganske få ingredienser: olie, ramsløg og salt. Og med det læs ramsløg jeg havde været i skoven og hente var det jo ingen sag.

Olien bliver simpelthen så smuk grøn. Bagerst ses Olivado avocadoolie til sammenligning.

Skyl ramsløgene godt og dup dem tørre for vand. Jo mindre vandaktivitet (som det så fancy hedder) - jo længere holdbarhed har den færdige olie. Ramsløgene afgiver godt nok en del saft til olien, men den indeholder nogle antiseptiske stoffer der ikke er så ødelæggende for holdbarheden som vand.

Jeg lavede olien af:

75 g ramsløg
3 dl olivenolie
1 dl avocadoolie
1 tsk salt


De 4 ting køres i en blender til ramsløgene er findelt. Jeg lod blandingen trække på køl i 5 timer inden den blev siet.

Jeg siede massen gennem en mellemfin si. Først fik den selv lov til at løbe igennem.

Til sidst kan man lige hjælpe lidt til med en ske. Den frasiede 'pulp' røg i pestoen - så der gik ikke noget til spilde.

Olien indeholdt stadig en del plantedele. I går blev den så siet igennem min allermest fintmaskede si. Resultatet blev den knaldgrønne olie på det øverste billede.

Dagens aftensmad: dampede asparges & pocheret æg, let sennepscreme med røget stenbiderrogn, ramsløg og så et par dråber af det grønne guld.

Det var ellers lige ved der ingen aftensmad var blevet i dag. Dagens kræfter blev nemlig brugt på et lidt vanvittigt projekt - en cykeltur på 13,2 km. Det er en lang tur at lægge ud med, men jeg havde både brug for at brugt benene lidt og der var noget jeg skulle hente:

En KÆMPE lammekølle på 4 kg. Det var noget af et puslespil af få den lagt til optøning i et i forvejen pakket køleskab, skulle jeg hilse og sige.

Det var ellers ikke meningen at der skulle lam på bordet til påske her i huset i år. Vi flygtede nemlig fra indkøbshelvedet onsdag eftermiddag uden hverken lam eller fløde. Og allerede senere sammen aften havde jeg bitterligt fortrudt. For at føje spot til spe tonende Claus Meyer frem på skærmen og lavede den mest fantastiske langtidsstegte gotlandske lammekølle - det var ren madporno. Jeg klagede min nød på Twitter og der gik kun ganske få minutter inden jeg fik verdens bedste tilbud: Sif havde nemlig en lammekølle i fryseren jeg kunne komme forbi og hente. Og som ekstra service blev den taget op med det samme og lagt på køl. Den skal bruge nogle dage på at tø helt op - men på søndag, så slår jeg til. Den bliver udbenet og får 10 timer i Römertopfen - smurt godt ind i ramsløgspuré, til en slags 'pulled lamb'. Tak Sif, påsken er reddet!

13 kommentarer:

  1. Nej virkelig. Gift dig med mig! Jeg kan leve med, at du har Sif ved siden af!

    SvarSlet
  2. Og vi skulle komme hvornår på søndag? :)

    Kæmpeknus til dig, skønne mø <3

    SvarSlet
  3. Hvor er den smuk, din ramsløgolie! God lammepåske :-)

    SvarSlet
  4. Fantastisk inspiration, tusinde tak og glaedelig Paaske; pas nu paa ske'erne (efter den cykeltur!-Flot!)
    Maria, www.mariasdaisies.com for mere Paaske nostalgi, hvis du endnu ikke har laest mit Paaske indslag.

    SvarSlet
  5. Sikke en guddommelig smuk grøn farve den olie fik. Det er dejligt med gode venner der kan træde til og hjælpe med alverdens ting.... også en lammekølle :-) Rigtig god påske til dig.

    SvarSlet
  6. Smuk smuk olie - og jeg kan se jeg ikke er den eneste der er nød til at stable glas og deslige for at få plads til det hele i køleskabet :-)

    SvarSlet
  7. Hov, jeg må lige fortælle forældrene, at jeg har andre planer på søndag... så kigger jeg lige forbi Jylland... :-P

    Meget smuk olie - jeg ville ønske, jeg vidste, hvor jeg kunne finde det i den nærliggende skov, men det kan være, jeg vil forsøge at gå på jagt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Køb noget ved din grønthandler og plant det under en hæk eller i en stor potte. Det breder sig ganske godt, hvis du lader nogle frø sidde på planten. Her er det flygtet fra under busken til ud i græsplænen.

      Slet
  8. Nej hvor ser det godt ud - godt man skal i sommerhus der ligger klods op ad skov i weekenden! Glæder mig også til opskriften på det lam, da jeg er den lykkelige ejer af både frossen lammekølle og Römer! God påske.

    SvarSlet
  9. sikke smukt og lækker det ser ud.

    det må give en masse god energi, at du gøre din mad så lækker og æstetisk.
    det er en god måde, at god ved sig selv på!
    og den lammekølle, den gad jeg godt at æde...
    -charlotte

    SvarSlet
  10. Det lyder så lækkert, Malou - både din ramsløgsolie og planerne om lam i ramsløgspuré lavet i Römertopf. Super idé at bruge den frasiede 'pulp' i pestoen.
    Dine billeder er gudeskønne :-)
    Varme påskeklem!

    SvarSlet
  11. Har du prøvet at varme olien op og så blende ramsløg i?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!