torsdag den 28. april 2011

Libanesisk inspireret lammegryde med okra, babaganoush og fladbrød...

Allerede inden mit påskelam kom i ovnen var der lagt planer for resterne. Der røg lidt i fryseren til en gang indisk lam senere, men ellers blev det hele spist de følgende dage. I fredags spottede jeg denne libanesiske vegetariske gryderet hos Ea's Køkken. Den fik jeg straks lyst til at lave noget i retningen af, bare med lam. Så da vi var i Metro i lørdags købte jeg okra, desværre havde de kun en lille pakke tilbage - så den måtte jeg nøjes med.

Som sagt lod jeg mig inspirere af Ea's ret og tilpassede den til hvad jeg havde i huset. Grøntsagerne fra påskelammets bradepande og noget af den affedtede sky, en dåse blandede bønner (soya, azuki og black eye), frisk hvidløg, et enkelt lille løg og en citron.

Kender du okra? Det er en særpræget grøntsag. Planten tilhører Hibiscusfamilien og det er de umodne frøkapsler man spiser. De kaldes også 'Lady's Fingers' som endelig ikke skal forveksles med biscuit-versionen som bla. bruges til tiramisu. (Dem har jeg nu også leget med i denne uge og det er der kommet en spøjs dessert ud af, den kommer på en af dagene).

Okra indeholder en klar slimet substans. Så snart den skæres over begynder væsken at flyde. Jo lavere pH-værdi den tilberedes i, jo mindre slimet bliver den. I den her ret bruges både tomat og citron til at holde de grønne basser i skak - og så bliver de meget behagelige at bide i. Læs mere om okra og dens mange anvendelsesmuligheder her.

Okra er nemme og gøre klar, de skal bare skylles og ha' skåret toppen af. Løg og hvidløg blev hakket fint, citronen presset og bønnerne skyllet fri for lage.

Jeg fandt også et glas af de gode tomater i skabet.

Retten blev startet op med at sautere løg og hvidløg i lidt olivenolie. Derefter blev der drysset 1 tsk gurkemeje på og tilsat ca 3 dl lammefond, 1 spsk citronsaft og glasset med tomater. De rensede okra kom i og retten fik nu lov til at simre under låg i ca 20 minutter. I mellemtiden lavede jeg auberginepuréen babaganoush til.

Man kan vælge at prikke sin aubergine med en gaffel og bage den i ovnen ved 200°C i ca. 40 minutter. Det er MEGET vigtigt at prikke den først - se lige her ved Sushistegen hvorfor. Jeg valgte dog at gøre det på den hurtige måde - flækket, i en bøtte og 10 minutter i mikroovnen.

Auberginen bliver mør og meget nem at skrabe kødet ud af. Jeg bruger altid et parisiennejern til den slags.

Det møre auberginekød blendes med passende mængder olivenolie, citronsaft, tahina (sesampasta) og presset hvidløg + salt/peber. De fleste opskrifter indeholder også chili, men jeg nuppede Sushistegens tip med at bruge røget paprika.

Stavblenderen i *wroom wroom* til den ønskede konsistens er opnået. Jeg kan godt lide min meget cremet og fin. Puréen smages evt til med mere citron. Lidt olivenolie dryppes over og der pyntes med et nip røget paprika eller chili.

Og så tilbage til gryderetten:


Efter 20 minutter tilsatte jeg grøntsagerne, bønnerne og 250 g påskelam i tern. Det hele simrede yderligere 5 minutter. Det var ikke nødvendigt at tilsættes salt, da lammefonden var salt nok i sig selv. Men som alle tomatbaserede retter, fik den lige et nip sukker med på vejen til at afrunde syren med. Hmm, jeg syntes retten var lidt tynd - men jeg havde jo også tilsat en del fond.

Det kunne der dog nemt og hurtigt gøres noget ved - der var nemlig lidt blond roux tilbage fra den røgede frikassé. Det kan holde sig rigtig lang tid på køl.

På 2 minutter var retten jævnet og klar til at spise.

De sidste 2 wraps blev varmede og serveret som fladbrød til.

Det var virkelig en lækker måde at bruge rester af lammet på. Jeg har aldrig brugt gurkemeje som smagsgiver før, men kun som 'farvestof' - har altid syntes det smagte lidt 'støvet'. Her gik smagen dog op i en højere enhed med resten.

Retten kan både laves vegetarisk og med andre kødrester. Jeg forestiller mig også at det vil være labert med store stykker dampet hvid fisk, tilsat i sidste sekund. Det skal prøves på et tidspunkt.

Nu skal jeg hvile mig og samle kræfter til aftenens Lakridsmiddag by Johan Bülow. Uh, jeg er spændt.


Menuen er kommet på mail og den ser meget interessant ud - specielt når man ved det hele er udtænkt og kreeret at Torsten Schmidt. Der følger også en nøje udvalgt vinmenu med.

Men hold da op hvor er det grænseoverskridende at skulle til sådan et arrangement helt alene. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde ondt i maven over det. Men jeg prøver at tage det i stiv arm og få det bedste ud af det - kærligheden til lakrids og den skønne mad skal nok vise sig at være en god social lim. Men det er jo også sundt at komme udenfor sin comfort zone af og til - og i dag er det så altså helt ude på Grenåvej hvor Malling & Schmidt har til huse. En ting er dog sikkert - det bliver en ordentlig en på opleveren!

8 kommentarer:

  1. Rigtig god fornøjelse i aften! Du kunne evt. medbringe en lakridspibe at pege med, for hvis man peger med pibe, har man i følge FB-gruppen altid ret, og så er du jo allerede foran på point.

    SvarSlet
  2. Sindssygt lækkert da. Pøj med middagen - der er sikkert andre, der synes, det er nervepirrende :)

    SvarSlet
  3. Hej Malou :)

    Sikke en omgang - hvor ser det bare lækkert ud :)

    De bedste hilsner fra
    Anita
    PS. Giveaway på min blog - Klik her

    SvarSlet
  4. Det ser godt ud! Hvor fik du fat i okra fra?

    SvarSlet
  5. Lækker mad! Jeg har mange gange ønsket at lege med okra, men har endnu ikke fundet det her i byen. Måske det tyrkiske supermarked får det?

    Og den der lakridsmiddag... *grrr' ;-)

    SvarSlet
  6. Så ligger jeg og læser en af mine ynglingsblogs og opdager du har linket til mig :-D
    Jeg blev så glad, og fik vild lyst til babaganoush. Min favoritvariant er stadig, når den bliver brændt over gasblusset. Det giver en fantastisk smag.
    Okra har jeg set masser af gange hos Nørrebros grønthandlerne, men nu har jeg fået mod på at købe dem og afprøve Eas ret.
    kh SS

    SvarSlet
  7. Kære Malou,

    Som altid en udsøgt fornøjelse at læse om dine eksperimenter, der ALTID udvikler sig til de vildeste lækkerier :-)

    Jeg synes Anne LO's idé med at medbringe en lakridspibe til aftenens arrangement (som forøvrigt lyder FREMRAGENDE) er helt eminent. Er sikker på, at du vil være ferm til at pege med den ;-)

    Kh. Eva

    SvarSlet
  8. PS:
    Ser først nu, at min kommentar er rimelig meget for sent på den mht. piben! Håber det gik godt :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!