lørdag den 23. april 2011

Green eggs and ham...

Well, det er så løgn - men 'green eggs and bacon' gav bare ikke så god en klang eller fik ledt tankerne hen på fortællingen af Dr. Seuss. I virkeligheden gik det bare ud på at få brugt en rest broccoli så der blev plads til den nye kasse i køleskabet. Stop spild af mad er blevet en en meget vigtig del af mit liv - der er simpelthen gået sport i ikke at smide noget spiseligt ud.

Broccolien viste sig så slet ikke at være nok for en grøntsagskværner som mig. Fra ugens Vegetarkasse nuppede jeg lidt friske ærter og en enkelt stængel selleri. Næææ, ramsløg var der sørme også.

Broccolien blev snittet i småstykker med en dolk. Det er muligvis også løgn, men i små stykker kom den. Jeg skræller også stænglen og bruger den. Men for slet ikke at smide noget ud koger jeg så en grøntsagsfond på de skræller. Hæ, tro selv på det hvis du vil. [Brug aldrig kål i fond - det smager og lugter af prut. Og det er SANDT!]

Sellerien blev også snittet ret småt og ærterne blev befriet fra deres bælge.

Ramsløgene blev snittet i en grov chiffonade. Til dem der ikke ved hvad der er, så er det.....tah da....strimler. Man ruller det ønskede emne sammen til en cigar og snitter på tværs. Det kan så gøres så groft eller fint som man ønsker det.

Broccoli, selleri og ærter blev sauteret let i lidt olivenolie. Det skal endelig ikke ha' for lang tid - for der skal være godt med knas i de færdige æg.

Når grøntsagerne er sprødmøre tilsættes sammenpisket æggemasse af:

5 æg
½ dl mælk
salt/peber


Når æggemassen er hældt på panden tilsættes også ¾ af ramsløgene.

Jeg bruger en dejskraber til at røre rundt i æggene med. Stop i god tid mens æggene stadig er lidt mævrede. Sæt panden til side og lad eftervarmen stivne æggene helt. Ja ja - det er naturligvis øko-bacon *løj hun*

Drys de sidste ramsløg over ved servering. Og sådan får man broccoli til morgenmad efter devisen A.E.B.M.B. (alt er bedre med bacon). De grønne æg vil dog også passe fint på påskebordet til enten røget laks eller ål.

I dag hopper jeg på jernhesten og sætter kursen mod Metro. Jeg mangler latexhandsker, ahornsirup og en spand flagesalt. Max tager med for at sikre at jeg KUN køber det og har tilbudt at daske mig over nallerne hvis jeg rækker ud efter andet. Sikke en service.

God påskelørdag til alle!

7 kommentarer:

  1. Synes nu altså at det ser ret så flot ud !!!

    Rigtig god Påske !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  2. Det ser ud til at smage bare lidt mere end almindelig godt :)

    SvarSlet
  3. Ååååh - Nu er jeg sulten...

    SvarSlet
  4. Nemlig - mad smider man ikke ud, men bruger til at sætte fantasien igang. Det ser bare så dejligt ud med de grønne æg. Ramsløg må jeg se at finde, jeg har en ide om, hvor jeg skal lede. Fortsat god påske!

    SvarSlet
  5. Kiggede efter ramsløg i skoven i dag. Der var ikke nogen :-(
    Jeg har aldrig smagt dem - hvad smager de af?
    De ser så lækre, sprøde og sunde ud..

    Og jep - bacon er et grundstof! Det står i det periodiske system - lige ved siden af fløden :-D

    SvarSlet
  6. det ser eddermugme godt ud det der! A.E.B.M.B. er klart mit nye mundrette udtryk

    SvarSlet
  7. "Stop spild af mad er blevet en en meget vigtig del af mit liv - der er simpelthen gået sport i ikke at smide noget spiseligt ud."

    Ahhh det varmer mit hjerte SÅ meget! Hvor ER det bare dejligt at se! Og sikke noget konge-restemad du har lavet - det skal straks prøves herhjemme i morgen.

    Fortsat en dejlig Påske og tak for alle dine dejlige opskrifter - det bliver man så glad for.


    Kærlig hilsen,
    Selina fra Stop Spild Af Mad

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!