tirsdag den 8. marts 2011

Pandekagedag - lige som hjemme i Indien...

Årets pandekagedag skulle naturligvis byde på pandekager af en eller anden slags. Jeg havde en rest kokosmælk som skulle bruges og den var med til at sætte dagsordenen. I mit hoved blev kokos hurtigt til karry og så rullede rouladen.

Heldigvis havde jeg alt hvad jeg skulle bruge i huset. Den lille pandekagepande fra Tefal er simpelthen verdens bedste. For med lidt olie i dejen kan pandekagerne steges uden at tilføre noget som helst andet fedtstof.

Kokos/karrypandekager: (grundopskriften lånt her)

2 æg
2 dl tyk kokosmælk
3 dl letmælk
100 g grahamsmel
300 g hvedemel
2 spsk neutral olie
2 spsk karry (her fra Urtekram)
2 spsk gurkemeje
1 tsk salt

Pisk alle ingredienserne sammen til en lind dej og lad den hvile lidt. Min dej blev MEGET tyk og jeg endte med at komme ca 2 dl ekstra mælk i for at kunne stege dem tynde nok.

Men se lige hvor smuk gul dejen blev.

Der blev 28 stk - og det tog mig laaaaaang tid at stege dem. Kom først til at spise kl 21.50.

Dem der skulle spises i dag skulle fyldes med lidt smovs.

Det blev til lidt fra Vegetarkassen og lidt fra Super Best: ½ hoved broccoli, 1 gulerod, ½ gul og ½ rød peberfrugt, 1 lille rødløg og en rest ingefær.

Grøntsagerne blev snittet fint og broccolien fik lige 1 minut i mikroovnen. Ingefæren blev skrællet og snittet småt, sammen med 3 store fed hvidløg. 150 g rejer fra lage, blev udvandet i 30 sekunder og tørret i lidt køkkenrulle. Ville hellere ha' haft store frosne grønlandske rejer - men dem de havde var frysebrændte og trælse at se på. OG se så lige der: koriander igen!

Løg, hvidløg og ingefær sauteres i lidt olie og resten af grøntsagerne tilsættes.

I ugens Vegetarkasse var der den her krydderblanding med til d(h)al. Jeg lavede godt nok en omgang dhal i weekenden, men valgte at lave min egen krydderblanding med mere spark i. Men her ville den passe helt perfekt, så jeg kom ca halvdelen i + en hel dåse kokosmælk. Retten simrede lidt og blev derefter jævnet med lidt majsstivelse. Til sidst blev den smagt til med lidt citronsaft og agavesirup. Rejerne kom først i da gryden var taget af varmen, de tåler ikke ret meget varme før de bliver gummiagtige og kedelige.

Og så var det bare at fylde pandekagerne. Der kom lidt koriander med i hver.

2 pandekager + lidt ekstra fyld på toppen udgjorde min sene aftensmad. Resten af fyldet og 2 pandekager er taget fra til frokost i morgen.

De øvrige pandekager er gjort klar til fryseren med madpapir i mellem (Tak for tippet på Twitter Signe). Jeg forestiller mig at nogen skal bruges som en slags lasagneplader i en fiske lasagne, andre som kolde wraps med kylling/bacon fyld og resten som 'poser' med en vegetarret i. Men det kan nå at ændre sig mange gange undervejs. Den første udfordring bliver at finde plads til dem i fryseren.

Wuhu, så nåede jeg de magiske 300 faste læsere. Det er helt vildt at så mange har lyst til at læse med her. Som lovet udløser det en give-away - denne gang med 'my favorit things'. Jeg har dog valgt at udskyde den til efter Olivadokonkurrencen er slut. Det skal nemlig handle om at glæde en læser med noget jeg holder af - ikke forveksles med at tækkes nogen og fiske stemmer. Og det bliver så det sidste ord jeg skriver om den konkurrence så længe den kører. Nu må den gå sin skæve gang.

Nu skal jeg sove i 100 år og hvile mine arme. Det var dælme hårdt at stege alle de pandekager. Fik du pandekager i dag?

13 kommentarer:

  1. Nammenam! Elsker madpandekager - de kan fyldes med uendelig mange gode ting, og det er en rigtig lækker blanding, du har lavet!

    Tillykke med de 300 læsere :-)

    SvarSlet
  2. Jeg anede da ikke, det var pandekagedag! Hvem har nu fundet på det? Og så oven i kvindernes kampdag?
    Du laver altså den pæneste mad, moster. Det ser så smukt ud.

    SvarSlet
  3. Tak for viderebringelse af tippet med at fryse pandekager med madpapir imellem! Den husker jeg lige til en kommende børnefødselsdag.
    Jeg får helt lyst til pandekager - dine pandekager ser bare så lækre og indbydende ud :-) Smagsmæssigt tror jeg nu også de ville være et hit hos både børn og voksne herhjemme.

    Mvh Anna

    SvarSlet
  4. Pandekager er skønt! Hvad enten de er søde eller krydrede.

    Vi fik ikke pandekager i går - jeg var til demonstration.

    Fie - Pandekagedagen er en gammel tradition som oprindeligt stammer fra den katolske kirke, og som Tefal har bragt til Danmark.

    Den falder forskelligt fra år til år (som fastelavn gør) og i år faldt den så sammen med Kvindernes Dag.
    Du kan evt. læse mere her:
    http://www.pandekagedagen.dk/

    /Godte - som har arbejdet hos Tefal og lavede Pandekagedag i 3 år ;-)

    SvarSlet
  5. Jeg lavede madpandekager med grahamsspeltmel og fyldte dem med mexiinspireret oksefyld. Gratineret med en røvfuld mozarella og serveret med en heftig guacamole til, blev de modtaget med åbne arme (og munde).
    Må absolut prøve dine karrypandekager ved lejlighed - men i morgen står den på helt almindelige fødseldagspandekager til kærestens fødesldagsmorgenbord :-)

    SvarSlet
  6. NØJ!! Det ser virkelig godt ud - min mund løber helt i vand ved synet af den pandekage og det fyld!!

    Tillykke med det 300 læsere:)

    SvarSlet
  7. Hej Malou :)

    Øv, jeg havde glemt pandekage-dagen :( Jeg plejer ellers at holde den hvert år!

    Hvor er det både nogle lækre pandekage, og noget lækkert fyld, du har fået lavet.

    Og god idé med at fryse pandekagerne ned :)

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

    SvarSlet
  8. Vi skulle have haft pandekager med is i går.... Men tiden løb fra mig, med en kage jeg havde gang i... Så, det må blive en anden dag.

    Vildt så flot en farve dine fik - æv jeg ikke kan lide curry !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  9. iiih hvor ser pandekagerne lækre ud !

    jeg elsker din måde at have blog på, den måde hvor du blander den personlige del og opskrifterne på (:

    Jeg er en pige på 18 år og er selv også rigtig meget syg. Derfor bruger jeg også næsten urimeligt mange penge på kvalitetsmad. Jeg spiser også sjældent slik og bruger aldrig penge på makeup og tøj.

    Jeg elsker forholdet mellem grønt og kød i din madlavning, da det er meget tæt på min egen, og du er en kæmpe inspiration for mig!

    KEEP UP THE GOOD WORK!

    SvarSlet
  10. iiih hvor ser pandekagerne lækre ud !

    jeg elsker din måde at have blog på, den måde hvor du blander den personlige del og opskrifterne på (:

    Jeg er en pige på 18 år og er selv også rigtig meget syg. Derfor bruger jeg også næsten urimeligt mange penge på kvalitetsmad. Jeg spiser også sjældent slik og bruger aldrig penge på makeup og tøj.

    Jeg elsker forholdet mellem grønt og kød i din madlavning, da det er meget tæt på min egen, og du er en kæmpe inspiration for mig!

    KEEP UP THE GOOD WORK!

    SvarSlet
  11. Velbekomme, søde!
    De ser dælme lækre ud, de der karry-pandekager.
    Vi udskød pandekagedagen en enkelt dag, og har i dag spist hhv. pandekager med skinke og ost, samt pandekager med is :-)
    Tillykke med alle læserne!

    SvarSlet
  12. Ej, hvor ser de lækre ud. Skønne farver. Og jeg må skam melde, at selvom jeg er en inkarneret kage-dåse, så vidste jeg slet ikke at der var noget der hed pandekage-dagen :-/ Jeg fik ikke nogen pandekager :-( Tillykke med de mange læsere.

    SvarSlet
  13. Tusind tak for alle de søde kommentarer :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!