Indisk vegansk kokoskarry med tofu og koriander...

Tofu, take two! Nå, jeg døde jo hverken af at lave eller spise det soyahalløj - tværtimod fik jeg en rigtig god oplevelse med den veganske kinamad. Det gav mig straks lyst til at kaste mig ud i endnu et vegansk måltid, denne gang i form af den altid sikre 'ligesom hjemme i Indien'.

Efter at ha' erfaret at tofu er vild med at suge smag til sig gik jeg ombord i krydderikassen. Man kan naturligvis bruge en færdig karryblanding, karrypasta eller hvad man nu føler for - det er bare lidt sjovt at lave sin egen og sætte lidt fut i fejemøget. Jeg bruger hele krydderier som ristes på en tør varm pande og stødte der først tilsættes bagefter. Og hvad blev det så til denne gang?

1 tsk hel spidskommen
1 tsk bukkehornsfrø
1 tsk anisfrø
1 tsk korianderfrø
1 tsk sorte peberkorn
1 tsk frø fra grønne kardemommekapsler
½ tsk chiliflager
10 stk nelliker
2 stk stjerneanis - kun de blanke frø
Lidt muskatblomme
½ kanelstang

De ristede, afkølede krydderier males i en kaffemølle eller stødes i en morter.

En stor knold ingefær blev skrællet og snittet fint. Det tog så mange af mine kræfter at jeg måtte presse hvidløget i stedet for at snitte det som planlagt. 5 store fed endte det med at blive til.

Jeg lavede en marinade af ½ dl rapsolie, hvidløg/ingefær og 2 spsk af den hjemmelavede karryblanding. 2oo g tofu i tern blev vendt i og det fik lov at hygge sig på køl i ca 4 timer.

Og så blev det tid til endnu engang at iføre sig den STORE ja-hat med HØJ puld og BRED skygge - for nu skulle der endnu en ærkefjende på bordet: koriander. At sige at jeg har haft et anstrengt forhold til koriander er århundedets underdrivelse - jeg hadede det som pesten. Flere gange har jeg måtte lade en ret stå urørt på en restaurant fordi der har været koriander i. En gang var jeg endda lige ved at tude ned i suppen fordi jeg først opdagede den grønne sæbesmagende fjende da den ramte mine smagsløg. Øv, med øv på. Min gamle chef påstod dog hårdnakket at man kunne vænne sig til smagen, men at det krævede 20 forsøg eller mere.

Og så skete der følgende: jeg mødte Anarkisten. Magen til luskefis skal man lede længe efter - det er nemlig lykkedes hende at snige ting i mig jeg ville ha' forsvoret ALDRIG at spise. Heldigvis var hun helt klar i sin måde at gøre det på: "Denne risotto indeholder en speciel fransk råmælksost. Spis op - så er der kage bagefter!". Nu er jeg jo ikke en der siger nej til en udfordring (eller kan undvære kage), så jeg spiste - og endte såmænd med at kunne lide det. Da jeg så var vænnet til de lidt farlige oste (og endda var gået så vidt som til at smage varm gedeost *gys*) fik hun den fikse ide at jeg da skulle lære at spise koriander. Det blev først i form af en salat og siden som drys på en ret - og jeg opdagede at smagen generede mig mindre og mindre. Og nu er jeg så endelig nået dertil hvor koriander får lov til at komme ind i mit køkken. Øko kunne ikke opstøves, så det blev denne israelske fra Føtex. Den duftede ikke af en pind da jeg pakkede den ud - men det så jeg her som et godt tegn, så smagte den forhåbentligt ikke alt for kraftigt.

Der var ved at være lavvande i 'Vegetarkassen', men der kunne lige skrabes nok sammen. En snackpeber, lidt træt blomkål, den allersidste gulerod og et par løg. Der var også et halvt rødt spidskål som jeg snittede til en salat med appelsinfileter, æbletern og drys af nigellafrø.

Grøntsagerne blev snittet ret småt, for det skulle være hurtigt færdigt. Et glas flåede tomater og en dåse kokosmælk blev hentet frem fra skabet. Tofuen + marinaden blev først stegt i en pæn sjat rapsolie og derefter drænet i en si. Olien ville jeg ikke ha' med, men krydderblandingen var yderst velkommen.

Væden blev hældt fra tomaterne, som blev skåret i grove tern. Alle grøntsagerne undtagen peberfrugten blev sauteret i lidt olie. 1 spsk gurkemeje og resten af krydderblandingen blev drysset over inden tomaterne og kokosmælken blev tilsat.

Retten simrede i ca 5 minutter inden tofuen kom i. Efter yderlige 5 minutter tilsatte jeg peberfrugterne og smagte til med salt, peber, agavesirup og et squeeze citronsaft.

Planen var at der skulle ha' været kridhvide ris til - men i disse 'Stop spild af mad' tider blev det til en rest sobanudler fra dagen før i stedet for. Salaten passede perfekt til, for det er godt med noget knas når hovedretten er så 'blød'. Når der nu ikke var ris til virkede det lidt mærkeligt at servere chutney til, men så kom jeg i tanke om de søde syltede perleløg. Hallo, det var det pureste guf.

Korianderen passede rigtig godt til. This could be the beginning af a beautiful friendship!

Der blev endda lidt rester til frokost dagen efter. Det ender med at jeg bliver helt begejstret for tofu. Som Fie skrev i en kommentar til der sidste indlæg: det handler om forventningerne til produktet. Man skal sgu ikke lege at det er kød eller en erstatning for kød, med forholde sig til at det er en masse lavet på soyabønner.

I næste uge er der endnu et, for mig, nyt proteinholdigt produkt i Vegetarkassen - seitan. Det er jeg godt nok spændt på, for det har jeg aldrig smagt. Kender du det?

Ps. Til den anonyme der kom med "et surt opstød" om Olivado-konkurrencen i en kommentar til det sidste indlæg: jeg forstår udemærket hvad du mener - men konkurrencen går altså ud på at skaffe stemmer. Og da jeg gerne vil vinde må jeg gøre hvad jeg kan for at gøre opmærksom på konkurrencen.