mandag den 21. marts 2011

Hjemmerøget stenbiderrogn...

Fersk stenbiderrogn er en skøn dansk lækkerbidsken. Tilsæt lidt røg og du får et produkt som får smagsløgene til at gå i ekstase. Første gang jeg smagte den mundvandsfremkaldende delikatesse var i min læretid - og jeg har tit tænkt på at gøre min læremester kunsten efter. Det er bare aldrig rigtig blevet til noget, men med så meget rogn i huset måtte jeg altså prøve om det nu var så godt som jeg huskede. Og det var det!

Den røgede stenbiderrogn er her serveret på en gærhævet grov blini med blød gedeost fra Tebstrup og lidt cremefraiche 18%.

Det er supernemt at ryge noget selv. Man behøver slet ikke noget fancy udstyr - en gryde med låg, en lille rist og lidt røgsmuld kan man komme langt med. Man kan også anskaffe sig en lille smart røgpistol til at gøre det med (oh yes, den står på ønskesedlen).

Jeg er dog i den situation at jeg rent faktisk har en lille rygeovn fra Abu stående. Den kan fås i jagt og fiskeributikker for ca 400 kr eller bestilles lige her.

Den blev anskaffet i forbindelse med min svendeprøve hvor jeg trak 'røget kalkun' som et af mine kødstykker. For selv at ha' en indflydelse på rygningsgraden og kvaliteten af kødet valgte jeg at ryge det selv. Det blev et hit. Siden har det bette aggregat dog mest stået og samlet støv på en hylde.

Rygeovnen kan sættes i gang med en gasbrænder under og ryge hele fisk på ca 15 minutter. Men det giver samtidig en varmebehandling og det er slet ikke det vi er ude i her.

Rognen tåler ikke så meget varme, så jeg sætter røgovnen i gang på en kogeplade. Kom først lidt smuld (fint savsmuld) i bunden. Skru pladen op på fuld knald og vent til smulden antændes - pas på, det går STÆRKT!

Den medfølgende drypbakke fores med folie og den rensede saltede rogn lægges i et jævnt lag. Når smulden er antændt lægges bakken ned på risten, låget skydes tæt i og hele røgovnen sættes under emhætten eller udenfor i ca 5 minutter.

Min røg på altanen - bogstaveligt talt. Åbn forsigtigt låget og smag på rognen - skal den ha' lidt mere røg, så sæt ovnen tilbage på kogepladen i 20 sekunder til smulden atter antændes.

Rognen må endelig ikke få for meget varme, for så bliver den tør. De små perler skal stadig kunne springe i munden. Hellere for lidt røg end for meget. Rognen er billedet, røgen er kun rammen.

Så lidt smuld skulle der antændes til 135 g rogn. Resten af smulden brugte jeg til at ryge en dåse torskerogn til gårsdagens frokost.

Den røgede rogn har skiftet farve til en mere gullig tone. Rognen bør afkøles hurtigt og kan derefter bruges til alt muligt f.eks rørt op med lidt blød gedeost som fyld i en vandbakkelse. Det er det pureste guf!

Jeg legede med alle mulige forskellige kombinationer. Der blev forsøgt med mayonnaise, cremefraiche, avocadomayonnaisen og gedeost. Det skulle også ha' været noget med avocado - men den jeg havde var dårlig. Der blev dog serveringer på både blinis, lyst og mørkt brød, ristet rugbrød og i/med æg. Max så på så længe han magtede og guffede så det meste i sig bagefter.

Er du til røget rogn? I morgen kommer der et indlæg med opskrifter og flere ideer til anvendelse af rognen.

8 kommentarer:

  1. Jeg savler på din blog.

    Såkadulæredet!

    *glæder sig til rogn på fredag*

    SvarSlet
  2. Jeg plejer sku at sige man ikk ka ryge andet en torskerogn, men det der ligner da grangiveligt en succes. :) bravo

    SvarSlet
  3. Hvor ser det lækkert ud... Jeg får helt lyst til at prøve det af :D

    SvarSlet
  4. Total off topic, men hvor blev min morgen lige ekstra god, da jeg så, at du nu fører med næsten 50 stemmer :-))))) Jubii.

    Joan

    SvarSlet
  5. Det var spændende at læse, Malou! Og jeg går ud fra, at man kunne ryge meget andet end stenbiderrogn og kalkun - mørbrad måske?
    Dine billeder er fantastisk smukke!
    Ha' en dejlig solskinsdag, klem :-)

    SvarSlet
  6. lyder fantastisk det røgede rogn:-) Men hvor blev lige det der røget laks, med stenbiderrogn og avocado af? Så billedet og nu kan jeg ikke finde det... Og havde du blandet noget i avocadoen, eller var det bare straight mos?

    SvarSlet
  7. Hej Malou :)

    Skønne skønne billeder.

    Jeg elsker det sidste billede, hvor du viser, at du bare har prøvet at lave alt muligt forskelligt *smiler*

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

    SvarSlet
  8. Tusind tak for jeres søde kommentarer :-)

    Det er virkelig en succes at ryge rognen. Det er bare vigtigt at den får meget lidt varme.

    Prøv det, prøv det ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!