En god saftig frikadelle er ikke sådan at kimse af. Fredag formiddag stod jeg med en pakke hakket svinekød som jeg havde forsømt at lave karbonader af aftenen før. Den lavede jeg en omgang luksus frikadeller af - og fik samtidig mulighed for at lege med en af de ting jeg havde haft med hjem i kufferten fra Tallinn: en dåse confiteret elg.
Det er de røde prikker der er elg. Man kan naturligvis nemt lave frikadellerne uden, eller erstatte den med andet kød på dåse f.eks vildsvin.
Da jeg så dåsen med elg i et supermarked i Tallinn blev jeg meget nysgerrig og købte den. Senere på ugen røg der så endnu en i kurven, så der er stadig en tilbage at gøre godt med.
Til frikadellerne skulle der godt med løg i - de skulle dog ikke være rå, men karamelliserede. 2 løg blev snittet fint og langsomt stegt gyldne i lidt olivenolie og en klat SMØR.
Jeg hakkede 20 hasselnødder groft og smed dem på panden til løgene da de var ved at være gyldne. En god dusk frisk timian blev ligeledes hakket og tilsat.
Og så åbnede jeg for elgen. Hmm, det var meget rødt og smagte lidt hen af neutralt pulled pork. Men duften - den mindede mest af alt om indholdet af en helt anden dåse. Og det varede bestemt ikke længe før det blev bemærket.
Iske veg ikke fra min side til han havde smagt på elgen. Billedet er lidt uskarpt, for det er meget svært at få en lækkersulten kat til at sidde stille.
Elgen blev moset groft med en gaffel og var så klar til at blande i farsen sammen med den afkølede løgblanding.
Selve farsen blev rørt af:
400 g hakket svinekød
2 æg
1 dl fløde
¾ dl spelt-rasp
salt/peber
Kødet røres sejt med lidt salt og de øvrige ingredienser røres i.
Man kan med fordel forme alle frikadellerne inden de skal steges. Det giver mindre stress ved komfuret og alle dellerne er klar til at vende på næsten samme tid.
Jeg giver dem kun lige en lækker stegeskorpe på panden og bager dem så færdig i ovnen (15 minutter ved 180°C). Så skal man ikke holde øje med dem hele tiden og de bliver med garanti ikke brankede. Og ja - de bliver også stegt i en blanding af olivenolie og SMØR.
Der blev 16 frikadeller ud af den portion. Så nu er der også hurtig mad i fryseren til en anden dag. Uh, og se lige hvad man kan skimte i baggrunden.
De bedste kirsebærprodukter jeg nogensinde har smagt! Jeg ved det er store ord - men folk der læser med her ved at jeg virkelig ELSKER kirsebær. For en lille måned siden traf jeg Søren Hvenegaard Lassen til et arrangement - og der fik jeg for første gang mulighed for at smage på hans skønne produkter. Hold da op, jeg blev helt blæst omkuld. Sjældent har jeg smagt noget lignende. Vi fik en god snak om hvad produkterne kan bruges til, både i det søde og det salte køkken. Og i fredags bankede posten så på med lidt godter som jeg kan bruge til at udvikle nogle opskrifter med. Så det glæder jeg mig med at gå i gang med, har allerede en masse skøre ideer.
Søren dyrker sine kirsebær på den fynske herregård Selleberg, som har været i hans families eje siden 1826. Der har de dyrket sødkirsebær til salg de sidste mange generationer, men Søren har taget skridtet videre og sælger nu også hjemmelavede kirsebærprodukter. De kan købes i udvalgte delikatesseforretninger landet over og i Sellebergs netbutik.
Godt nok har jeg valgt reklamer fra her på bloggen, men der er altså nogle ting der er SÅ lækre at jeg ikke kan holde min mund med det. Det der gør forskellen her er at jeg har mødt Søren og har hørt ham fortælle om sine kirsebær med stoltheden lysende ud af øjnene. Og med rette - for det er virkelig nogle kirsebær man kan være stolte af. De kan desværre ikke produceres 100 % økologisk pga en meget irriterende kirsebærflue som ikke kan bekæmpe biologisk på nuværende tidspunkt. Men det er et håndlavet produkt med et minimum af sukker og helt uden E-numre. Der er lidt risstivelse i til at give lidt konsistens og lidt citronsyre som konservering. Jeg bliver glad når jeg støder på et produkt hvor kærligheden til råvaren får det endelige produkt til at blive noget ganske særligt.
Er du til kirsebær?
Hvor fedt at du fik de produkter; skønt at entusiasten kunne kende en ligemand :-)
SvarSletsikke en vild ide. De ser super gode ud,
SvarSletRet funky dunser - meget smukke indeni :-)
SvarSletOg ja, jeg elsker kirsebær! Vi plantede faktisk et kirsebærtræ sidste år, meeen der går nok nogle år, før det viser resultater... hvis solsortene kan holde næbbene væk ;-)
Kære Malou
SvarSletDumt tidspunkt at læse din blog ... jeg SULTEN!!! Og de frikadeller er lige efter mit hjerte.
Haha .... og en sand elgelsker du dér har i huset :)
Knus Hanne
Jeg er helt klart til kirsebær, men pga. birkepollen-allergi, og en krydsreaktion med visse fødevarer, så harmonerer rå kirsebær ikke så godt med mit svælg.
SvarSletMen mon ikke de lækre produkter du viser kan glide ned uden allergiske reaktioner - jeg har læst lidt om dem på nettet, og de ser rigtig gode ud. Alene emballagen er ret fantastisk!
Nåå den lille Iske vil også have elg. Måske skulle vi have haft ham med til Tallinn?
SvarSletLækre, lækre deller.. jeg er altså frikadelle-freak.. og jeg skreg af grin, da jeg så din kat sidde nærmest helt "mezmerized" af fryd.. det var som at se vores egen Xena, når der er tun i farvandet..
SvarSletDe dejlige kirsebær er jo lige her fra, udenfor O'nse..
Kære Malou
SvarSletLækre frikadeller.
Og lækker reklame - for anstændige kirsebær, det er der da plads til på markedet.
Men (og det er her du får mit pis lidt i kog) E-numre er altså ikke pr definition noget skidt. Der findes masser af gode E-numre: guld fx og en lang række ganske harmløse og inerte træstivelser. Og Citronsyre har et E-nummer: E330. At man ikke deklarerer det er ikke det samme som at det ikke er et E-nummer. Og min erfaring at langt de fleste småproducenter og økoproducenter lider af den vildfarelse at hvis man blot skriver råvarens navn, så omgår man at skulle skrive det tilsvarende E-nummer.
Jeg har dengang jeg arbejdede på apotek stået med et utal af kunder som fortalte mig at de er allergiske overfor E-numre og det er simpelthen for dumt - det er der ingen mennesker som er. Det kan ikke lade sig gøre. E-numre dækker over forskellige stoffer med forskellige egenskaber. Og de fleste E-numre er komplet harmløse og inaktive i forhold til mennesker.
Men jeg vil gerne give dig ret så langt, at man bør unødige og unødvendige tilsætningsstoffer.
Men E-numre er altså ikke pr definition onde.
Knus til dig
Signe
Tusind tak for jeres søde kommentarer :-)
SvarSletTak for inspirationen. Det er der kommet nogle elgfrikadeller ud af. Det kan læses her http://mad.bjerggrenjuel.dk/#post30
SvarSlet