tirsdag den 1. marts 2011

Brændt hvid chokolade, kakaocrumble og chokolade/nougatcreme...

Wow, sikke en overvældende respons der er kommet på den fancy cheesecake. Der blev stillet et par spørgsmål til nogle af elementerne, så dem vil jeg besvare i ord og billeder med det samme.

Først den brændte hvide chokolade. Jeg lavede kun en lille portion af 50 g hvid Divine.

Chokoladen hakkes og smeltes på en middelvarm pande. Det er vigtigt at der bliver rørt i den hele tiden.


Efter et stykke tid bliver massen meget tæt og begynder at danne klumper.


Langsomt begynder der at ske en karamellisering. Massen begynder også at smelte lidt igen. Pas på for pludselig går det stærkt. Jeg brugte en en hård dejskraber til at mose rundt i chokoladen med. Bliv ved til massen har en jævn karamelbrun farve.

Mos massen ud på et stykke bagepapir i et tyndt lag og lad den køle af. Når den er helt kold kan den hakkes fint eller groft - alt efter hvad den skal bruges til. Smagen og konsistensen minder lidt om Daim. Jeg er allerede blevet ret så vild med det.

På det her billede ligner den brændte chokolade noget som Slartibartfast med glæde ville tage æren for at ha' designet. Har jeg tabt dig? Slartibartfast en karakter fra Douglas Adams fantastiske rum-epos 'The Hitchhiker's Guide to the Galaxy'. Ikke alene er det ifølge bogen Slartibartfast der har designet Norge med den lange kystlinje og alle de fine fjorde - han har skam også vundet en pris for det. Jow jow. (Ja, jeg er en nørd - og hvad så?)

Vi haster videre til det næste element: kakaocrumble. (også her lavede jeg kun en lille portion)

50 g mandler
35 g rørsukker
5 g kakao
½ kop ekspresso

Den originale opskrift dikterede mandelmel, men den slags bruger jeg ikke. Det meste af det man kan købe herhjemme når at blive trist og harskt inden det når ud i køkkenerne - så lav det hellere selv. Kom usmuttede mandler i en blender og *wroom wroom* til du har fint mandelmel.

En standart ekspresso er på ca 30 ml. Det halve af det er helt tilfældigt indholdet af en spiseske. Og kaffen? Ja, koffein er ikke ligefrem min ven - så jeg lavede lidt stærk koffeinfri pulverkaffe i stedet for. Kaffen røres i de øvrige ingredienser og massen smøres derefter ud på bagepapir. Bag massen i 1 time ved 140°C.

Lad den bagte 'småkage' køle helt af inden der gøres mere ved den. Når den er kold hakkes den groft og blendes.

Det kommer mest af alt til at ligne grovmalet kaffe. Jeg kom det i et lufttæt glas så det ikke trak fugt.

Sidste mand på banen er chokolade/nougatcremen. Den er SÅ nem at lave!

50 g nougat
25 g chokolade

Det kan selvfølgelig laves over vandbad - men jeg foretrækker mikrobølgeovnen. Zap skålen i 10-20 sekunder til chokoladen begynder at smelte lidt.


Rør det sammen til en blank masse og lad den stivne på køl.



Den kolde creme blev derefter 'snuldret' med en ske og en kniv til lidt tilfældige 'krøller'.


Da jeg skulle fylde hindbærene med cremen, tog jeg 2/3 af 'krøllerne' og kom dem i en ramakin sammen med 1 tsk fløde. 5 sekunder i mikroen og så kunne det røres sammen til en blød creme og kommes i en sprøjtepose. De sidste 'krøller' blev brækket i mindre stykker.

Cremen sætter sig hurtigt i de kolde bær. Jeg har også nogle andre forslag til hvad man kan fylde i hindbær, men det må vente til en anden gang.

Det skulle være det hele. De frysetørrede hindbær kan man få her hos Specialkøbmanden. Appelsinfileterne skæres med en meget skarp kniv. Og så er det bare om at få fordelt herlighederne ud over den lækre cheesecake.

Det ser lidt rodet ud på den fede måde. De forskellige elementer kan også bruges som tilbehør til andre kager, is og cremer. Der er et par ting på vej, men det er stadig på udviklingsplanet.

I dag har jeg for første gang lavet vegansk mad med tofu. Well, altså herhjemme - da jeg stod i lære brugte vi det af og til til dagens vegetarmenu. Jeg har bare aldrig kunne sætte mig ud over lugten, som efter min mening, minder om våde sure sokker. I sidste uges 'Vegetarkasse' var der en stor blok tofu med - og så var der pludselig en grænse der skulle overskrides. Jeg tog mod til mig og gik i køkkenet med den der 'dur det ikke, tager vi bare en pølsemad til aften'. Alt min tvivl blev dog gjort fuldstændig til skamme! Det blev overraskende godt. En wokret med soba-nudler og forårsruller - begge med tofu marineret i soya, ingefær, hvidløg og chili. Glæder mig til at blogge om det i morgen.

Spiser du tofu?

11 kommentarer:

  1. Ang tofu - nej, men eftersom jeg vandt et glas til dåsefrox i december (taaak Pernille) og glemte at "videre-donere" det ved efterfølgende julefrokoster, ja så falder næste indlæg vist på et tørt sted :-)

    You are very much back in the swing of blogging, and it's awesome!!

    SvarSlet
  2. Spændende gennemgang - jeg vidste for eksempel ikke, at man kan brænde hvid chokolade på den måde og stadig spise det bagefter :-D

    Jeg plejer ikke at bruge tofu i maden. Inddrog det i madlavningen for en række år siden, da jeg havde en ven, der var veganer i nogle år, men jeg må ærlig talt indrømme, at tofu er en af de mest overvurderede råvarer, jeg nogensinde har mødt, og gemalen afskyr det - men ved hans første møde med tofu troede han også, at det var feta, og så kan man kun blive skuffet :-D

    SvarSlet
  3. Brændt hvid chokolade - der smager som daim! Det må jeg helt bestemt prøve at lave en dag :-)

    Jeg glæder mig til at se dit næste indlæg om tofu. For første (og indtil videre sidste) gang jeg smagte sushi, blev jeg også slemt skuffet..

    Mvh Anna

    PS: The Hichhikers Guide er en super bog ;-)

    SvarSlet
  4. Jeg har smagt tofu nogle gange i misosuppe. Hverken suppen eller tofuen er blevet min ven. Men jeg ér jo også det sarte barn.


    Og hey, Slartibartfast! Yay. Og Bill Nighy spiller ham så FREMRAGENDE! Præcis, som jeg forestiller mig ham :)

    Nørd FTW!

    SvarSlet
  5. Fantastisk opskrift - det lyder enormt lækkert og temmeligt tidskrævende :-)

    Ang. tofu så er jeg helt enig med dig. Jeg arbejdede engang på en café og det fratog mig for altid lysten til tofu og gedeost...

    SvarSlet
  6. Hejsa :)

    Tak for en fantastisk gennemgang, og skønne skønne billeder..

    De bedste hilsner fra Anita
    http://livogmad.blogspot.com

    SvarSlet
  7. det ser ud og lyder fantastisk!

    det rodede billed er smukt! selvom det ligner en lille mørk hundepølle den ene cremeklat! ;-)

    fantastisk blog du har!

    SvarSlet
  8. Tofu i suppe er lige så kønsløst og ulækkert som stegt, marineret tofu er lækkert! Det er virkelig en råvare, som kun er så god som den behandling, den har fået. Glæder mig itl at læse opskriften - og tak for en god blog ;)

    SvarSlet
  9. i øvrigt er TOFU godt... men jeg foretrækker silketofu... marineret og derefter vendt i maizenamel og sprødstegt i olie! DET er simpelthen GUF!

    SvarSlet
  10. At kende sin Hitchhikers Guide gør ikke en til nørd. Det gør en übercool! Bare for den reference vil jeg nu brænde noget hvid chokolade!

    SvarSlet
  11. Hej Tine, Piskehaps, Anna, Ibber, Anne, Anita, Katrine, Anne og Søren.

    Tak for jeres søde kommentarer :-)

    Tofu er bare meget bedre end sit rygte. Men puha, tanken om at putte det i munden i den tro det er feta :-)

    Den brændte hvide chokolade er virkelig er hit! Har lige lavet en portion til bare at spise som det var.

    Hitchhiker FTW!

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...