tirsdag den 22. februar 2011

Fra 'Vegetarkassen': grøntsagssuppe med bønner...

I 'Vegetarkassen' for et par uger siden var der ingredienser til at lave en lækker grøntsagssuppe. Den originale opskrift kan du se her.

I det forrige indlæg skrev jeg bla om en dip lavet af rygeost og hvide bønner. Det var resterne af dem her:

Bønnerne kommer afvejet i en bøtte, lige klar til at fylde vand i og sætte på køl. Når bønnerne er kogte kan man fryse dem man ikke skal bruge med det samme.

Suppen er med 2 slags bønner: hvide kogte og gourmet bønner. Jeg havde allerede brugt kassens gourmet bønner til en anden ret, så jeg nuppede en halv pose edamame bønner i fryseren i stedet for. De fik et par minutter i mikroovnen inden de blev klemt ud af deres bælge. Der var en lækker suppemix med, den bestod af: abrikoser, havsalt, fennikelfrø, koriander, spidskommen, sort peber, laurbær, kardemomme, chiliflager og citronskal. Så det var virkelig nemt af gå til. Man kan jo også sagtens selv sammensætte sin krydderblanding som man vil.

Ud over ½ liter vand, bestod selve suppen af denne flaske grøntsagssaft: rødbede (59%), selleri (30%), citron (10%) og acerola puré (1%). Har man en saftpresser i huset kan man med fordel presse sin egen saft.

Grøntsagerne var bare lige til at hive op af kassen og gøre klar. Jeg valgte at smide et løg med i gryden også.

Min variant:

300 g gulerod
250 g persillerod
1 løg
150 g kogte hvide bønner
150 g edamame bønner
3 stilke timian
1 bøtte suppemix eller en hjemmelavet blanding
1 spsk olivenolie
½ L vand
1 flaske grøntsagssaft (7,5 dl) eller samme mængde friskpresset.

De jeg åbnede bøtten med suppemix og tog den i nærmere øjesyn, var der et par ting der sprang i øjnene. Laurbærbladet var smuldret i mange stykker og der var hele kardemommekapsler i. Jeg bryder mig ikke om at bide i nogen af delene, så jeg valgte at sortere det fra og komme det i min spiceball. Jeg gav lige kardemommekapslerne et par slag først, så frøene kunne frigive lidt ekstra smag.

Løg, gulerod og persillerod blev sauteret i lidt olivenolie uden at tage farve. Så kom der vand, timian, grønsagssaft og suppemix på. Suppen simrede derefter i ca 10 minutter. Til sidst kom de 2 slags bønner i og suppen fik lige 3 minutter mere på varmen. En hurtig justering med lidt salt, peber og en smule citronsaft satte prikken over i'et.

Suppen blev serveret med ristet speltbrød og drysset med lidt parmesan. En god og kraftig vegetarisk bulderbasse til en kold dag. Den var både sød, sur, salt, bitter og umami - mine smagsløg var ret glade for den (maven ligeså).

Resten af suppen serverede jeg så dagen efter (både til frokost og til aften) med rygeoste/bønne-cremen til. Så det må siges at være value for money.

Jeg er SÅ ærgerlig i dag. Skulle ha' været til bestyrelsesmøde i Slow Food Århus i aften, men er for syg til at tage derind. Har lige scoret mig en gang astmatisk bronkitis oveni den influenza (med forkølelse og ondt i halsen) som nægter at slippe grebet i mig.

Og så er der lige den her: vaskemaskinen og tørretumbleren blev leveret og installeret i går - på nær tilslutningen til vand. For der er ikke nogen tilslutning. WTF? Der var afløb og udtag til strøm, men ingen vand? Dem der boede her før os havde en vaskesøjle - men brugte åbenbart en ulovlig vandinstallation på armaturet i bruseren. Jeg snakkede først med varmemesteren og siden med boligforeningens vvs-mand: der skal simpelthen laves en installation af kobberrør med afspændingshane - pris ca 3000 kr. Det er godt nok en streg i regningen, for det er mere end vaskemaskinen koster. ARGH!

6 kommentarer:

  1. Jeg er godt nok noget misundelig på den der vegetarkasse. Den der suppe, ser jo bare helt fantastisk ud..!

    Har snakket med min kæreste om, at når vi flytter sammen engang, så skal vi helt sikkert støtte Årstiderne, det er et fantastisk koncept!

    SvarSlet
  2. Uha det lyder godt med den suppe. Det lyder som om den er stoppet med smag! Sådan en kunne jeg godt hoppe på nu.
    Men christ hvor surt med vaskemaskineaffæren - meget dårlig overraskelse. Håber at du bliver helt fantastisk glad for den, når den er oppe at køre. Er sikker på at det bliver pengene værd i sidste ende, selvom det virker som et uoverskueligt beløb nu.

    Julie/www.ganeoggaffel.wordpress.com

    SvarSlet
  3. Næh hvor ser det lækkert ud :) Skal snart have brugt nogle bønner i maden igen (dog bliver jeg nok aldrig Dronningen af bælgfrugter, som dig) :) Sikke noget pis med den vaskemaskine! Øv altså. Dumme uforudsete udgifter! Håber du/I har lagt lidt til side til den slags - frygter selv den dag hvor jeg sådan en stor regning kommer på tværs, for det har jeg ikke.

    Sparetip, af en art: Der er økologiske kyllinger på tilbud i Netto denne uge (100 kr for en frossen på 1400 gr, 110 for en fersk på 1400-1600 gr). Just sayin' :)

    SvarSlet
  4. Lækre billeder - as usual :-)

    Og helt crazy med den pris - er du vimmer! Så er den vel også lavet af guld?

    SvarSlet
  5. Det er med at få lavet de kraftige supper nu, for foråret kommer hurtigt!!! (forhåbentligt) Sikke en flot rød farve, jeg kom til at tænke på granatæblejuice, men det er naturligvis rødbeden i din grønsagsaft. :)

    SvarSlet
  6. Hej Anita, Julie, Laura, Piskehaps og Nicolai.

    Tak for de positive tilbagemeldinger :-)

    Jeg er simpelthen SÅ glad for den vegetarkasse. Den er nem at få brugt og kan nemt supleres med lidt kød.

    Vaskemaskinen kan stadig ikke bruges, men der kommer en mand fra Zanussi og kigger på det hel i dag. Jeg krydser fingre for at det er det der skal til :-)

    Tak for tips!

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!