Stop spild af mad: 2 gryderetter af rester...

Tusind tak for den gode respons på gårsdagens rant om madspild. Jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs over om det ville blive opfattet som totalt hippiesnak. Det gælder om at tage stilling - og det var der mange af jer der gjorde. Fedt at vi kan få en debat i gang her i blogland.

Hvis du stadig ikke kender til 'Stop spild af mad' så er her en oplagt mulighed. Det er ganske gratis at blive medlem - og det viser at du har hjertet (og maven) på rette sted. Bliv medlem her.

Her er en restefrokost fra sidste uge. Jeg stak hovedet ind i køleskabet for at se om det var noget grønt jeg kunne lave en salat af, men spottede et glas med 2 marinerede sild fra mellem jul og nytår. Dem måtte jeg jo hellere få spist hvis der skal være handling bag mine gode intentioner og ord. Så det blev til 4 flade med sild. Ja, gu er det mayonnaise der ligger der under løg og kapers - det smager herregodt til.

Jeg elsker at lave noget brugbart ud af mine rester. Er der ikke nok til 2 portioner, så fryser jeg det til en dag hvor en af os er alene hjemme - så er der nem og hurtig aftensmad. Er der nok til to - så er det bare med at lave et eller andet spiseligt ud af det.

Resterne af mit 'pulled beef' og de grøntsager der havde været med i Römertopfen brugte jeg til en gryderet. Jeg pillede laurbærbladene og ingefæren op og varmede grøntsagerne i 3 dl af den hjemmekogte oksefond.

Kødet blev skåret i små mundrette tern. De kom i gryden og jeg tilsatte 1 dl fløde.

Gryderetten blev smagt til med chokoladebalsamico, salt og friskkværnet sort peber. Det var en rigtig lækkerbisken serveret til en luftig kartoffelmos.

I søndags stod jeg så med rester fra min ananaskylling. Jeg hev alle bøtterne ud af køleskabet og bestemte mig ret hurtigt for at lave kylling i karry.

I en helsekostforretning havde jeg fundet en æske med 4 x 50 g fast kokoscreme i poser - sådan en pose fandt jeg frem og lagde i varmt vand.

Resten af den jævnede sky, grøntsagerne fra Römertopfen og den nu flydende kokoscreme kom i en gryde. Hey, det er forresten en funklende ny rød Le Creuset som jeg scorede på QXL til halv pris her lige efter jul.

Jeg lod blandingen koge lidt og stak så *wroom wroom* stavblenderen i den. Saucen blev tyk, cremet og lækker af den behandling. Den blev smagt til med en god mængde karry, som lige havde fået et spark på en varm pande først for at frigive aromastofferne.

Jeg havde 1½ kyllingebryst at gøre godt med - det skar jeg i strimler. I bunden af grøntsagsskuffen fandt jeg lidt rester og snittede: 1 stængel bladselleri, 7 rosenkål og en stor gulerod. Der var også lidt træt ingefær som jeg hakkede fint sammen med 4 fed hvidløg. Der var også lidt ristet kokosmel tilbage som ville passe godt til.

Kødet kom i saucen og trak smag ved lav varme mens jeg sauterede grøntsagerne i lidt olie.

Det er efterhånden sjældent at vi får hvide ris - men nu skulle det være. Disse basmatiris er aromatiske og meget lækre til kylling og kokos.

Risen blev presset sammen i en tekop, vendt ud og drysset med ristet kokos. Grøntsagerne blev vendt sammen med sauce og kylling. Vi fik en god portion hver, sammen med lidt af den aromatiske indiske ferskenchutney. Hvad jeg skal lave af den sidste vinge og de 2 overlår der ligger i fryseren er endnu uvist.

Men jeg ved hvad jeg skal lave til aften i dag - der er nemlig en rest stifado fra fryseren der skal under kærlig behandling. Jeg vil forsøge at ændre dens nationalitet fra græsk til spansk/mexikansk med chorizo, chili, chokolade og røde bønner. Mon ikke nok det skal blive spiseligt?

I dag er en stor dag for mig. Min bortadopterede søn fylder 21 år. Måske bliver det her året hvor jeg forsøger at tage kontakt til hans adoptivforældre. Det har jeg jo godt nok også troet de sidste par år - og har alligevel mistet modet. Den rare dame hos familiestyrelsen, som jeg har talt med flere gange, råder mig til ikke at sende noget brev af sted før jeg er klar til at håndtere at: a) der aldrig kommer noget svar. b) der kommer et negativt svar. c) de og/eller han vil møde mig. Fakta er at for 21 år siden blev mit barn taget fra mig mod min vilje og det har jeg lidt under lige siden. Jeg brød det ultimative tabu sidste år da jeg skrev her om hans eksistens for første gang. Hvad dagen kommer til at bringe ved jeg ikke. Jeg er sgu lidt bange for at mærke efter hvordan det føles indeni. That which does not kill us makes us stronger, right?