søndag den 23. januar 2011

Römertopf: langtidsstegt kylling med honning, anis og sennepsfrø...

Om ganske få timer rejser jeg på ferie sammen med Anarkisten. Vi skal til Tallinn og gramse på middelalderen. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle på eventyr i Estland. Her til aften lavede jeg en stor farvelmiddag - dels for at få brugt det sidste i grøntsagsskufferne og dels for at efterlade noget spiseligt til Max. Det er meningen at han skal spise varm mad på arbejde og så bare spise rugbrødsmadder til aften - men i morgen skal han altså ha' det her igen:

Kylling med braiserede gulerødder, agurk/gulerodssalat, persillemos og skysauce. Salaten lavede jeg i går. En agurk og en mellemstor gulerod blev skåret i tynde skrå halve skiver. Marinaden lavede jeg i en bøtte i mikroovnen af eddike, sukker, salt, anisfrø, et laurbærblad og lidt sorte peberkorn. Den fik 2 minutter på fuld effekt og kølede derefter af inden grøntsagerne blev vendt i.

I går fik jeg disse fantastiske Sødams økologiske kyllinger leveret fra Aarstiderne. Det er første gang jeg har købt dem (2 x 1700 g for 295 kr) og det bliver bestemt ikke den sidste. Her er virkelig tale om et kvalitetsprodukt. Og jeg kan fortælle at Sødams er den eneste økologiske fjerkræopdrætter der er certificeret af Dyrenes Beskyttelse. Kødstrukturen er helt anderledes end andre øko-fugle jeg har haft fingre i. Den ene blev smidt i fryseren, den anden blev puttet til rette i min fugtmættede Römertopf.

Denne gang forsøgte jeg mig med krydderier som ville danne en sprød skorpe og kunne spises hele. Det blev til sorte sennepsfrø og anisfrø + en blanding af friskkværnet peber og flagesalt.

Jeg ville gerne ha' lavet en grøntsagsbund at lægge fuglen på - men der var kun et par gulerødder tilbage. Dem kom jeg i soen sammen med 2½ dl Herbamare og 1 laurbærblad.

Kyllingen blev skyllet, duppet tør og lagt på gulerødderne. Først blev den masseret ind i akaciehonning og derefter drysset med krydderierne. Låg på og i kold ovn. 3 timer på 130°C gav jeg den. Er du vimmer hvor duftede den godt efter den behandling, omend den så lidt bleg ud.

Jeg knaldede ovnen op på 225°C og gav den 15 minutter uden låg. Det blev den gylden og sprød af. Sådan!

Fuglen kom på et fad og gulerødderne fisket op. Stegeskyen blev sigtet over i en lille gryde, smagt til med salt, peber og lidt citronsaft - og til sidst jævnet med lidt økologisk majsstivelse. Jeg havde ret meget bladbladet persille som jeg gerne ville ha' brugt også.

Jeg 'pelsede' bundet og hakkede alle bladene. Halvdelen røg i fryseren i en bøtte. Stilkene frøs jeg i en pose til fond eller suppe.

Den anden halvdel af persillen blendede jeg med 1 dl letmælk. Jeg kogte ca 1 kg kartofler og moste dem igennem et sne-jern. Lidt for meget SMØR blev smeltet i mikroovnen og rørt i kartoflerne sammen med persillemælken, godt med friskkværnet peber og lidt salt.

Jeg er virkelig imponeret over den kylling. Det er ikke så nemt at se på billedet, men saften drev af det. Det er det lækreste kylling jeg har fået længe og jeg kom til at spise alt for meget. Anis- og sennepsfrøene var nærmest poppede og gav en skøn, skøn knasende skorpe.

Puha, jeg har godt nok sommerfugle i maven nu. Kufferten på 15,4 kg er pakket og klar. Det er første gang jeg skal flyve - men jeg elsker jo rutschebaner, så jeg håber det kan sammenlignes.

Jeg blogger nok 'on location' fra Tallinn. Håber jeg kan få nået at svare på alle de søde kommentarer. Og nu vil jeg prøve om jeg kan lukke øjnene bare lidt inden jeg skal af sted. Tjaw, vi ses!

10 kommentarer:

  1. Rigtig, rigtig god tur. Det må virkelig være en speciel oplevelse for dig, hvis du ikke har fløjet før. Nyd det!

    SvarSlet
  2. Han kunne da ellers benytte lejligheden til at kokkerere i køkkenet, nu hvor du er på ferie, hehe :-P

    Rigtig god tur - håber I får lige så god mad, som den du lige har præsenteret her - total kræs :-)

    SvarSlet
  3. Åhhr det er lang tid siden jeg har fået helstegt kylling og din version ser skøn ud! Håber du får en super tur til Estland :-) Kærligst Lea

    SvarSlet
  4. God tur til Estland. Glæder mig til at høre, hvad I har fået at spise.

    SvarSlet
  5. Mums hvor ser det lækkert ud, Malou! Og hvor er du bare en sød kæreste (frue?) aåsan at sørge for Max - han er heldig med dig :-) Men på det du ellers skriver på bloggen, tror jeg helt sikkert også, at du er heldig med ham. Og det er jo sådan det skal være. At man føler sig heldig over, at man har hinanden!
    Rigtig god tur til Estland - glæder mig til at læse om turen.
    Kh. Eva

    SvarSlet
  6. Waauw altså... Den skal jeg lave!
    Vi skal slagte haner på fredag, så nu ved jeg da hvad de skal bruges til! :-)
    Jeg har nu erfaring med at skindet også bliver sprødt uden "grillning"...
    Kh Maria

    SvarSlet
  7. Wow. Looks very delicious. Thanks for sharing.

    SvarSlet
  8. Hej Camilla, Piskehaps, Lea, Hverdagsmaden, Eva, Anne, Hyldemor og Log Home Plans.

    Tusind tak, det var en skøn kylling. Tallin var en fed oplevelse :-)

    Glad Hilsen
    Malou

    SvarSlet
  9. Weee! Tak for spændende opskrift - den skal prøves i ugens løb. Har nemlig en hanekylling af egen avl i fryseren, og har fået foræret en stegeso, så jeg var på udkig efter en opskrift til at kombinere de to.. Men jeg gider ikke rigtigt gammeldags dansk mad, men den her krydderiblanding lyder super :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...