tirsdag den 18. januar 2011

Madbloggermiddag...

I fredags var vi 4 madbloggere der mødtes for at spise og hygge sammen. Det var virkelig lige hvad jeg trængte til. Vi mødtes hos Lars (Grydeskeen) og hans kone kl 18 og så gik vi sammen i køkkenet. Jeg så dog mest på, for jeg havde lavet desserten hjemmefra og nøjedes med at gå til hånde.

Nadia (Foodfanatic) diskede op med 3 virkelig lækre kanapéer. Når madbloggere mødes, bliver der virkelig taget MANGE billeder af maden. Jeg tror aldrig at 3 kanapéer har fået taget så mange headshots.

Kyllingelevermoussekanapéer med portvinpocherede pærer samt portvin/balsamicogastrik & brøndkarse. En himmerigsmundfuld skulle jeg hilse og sige! Nadias på dem opskrift ligger her.

Rosastegt oksefilet med peberrodscreme på crostini. Cremen blev rørt af cremefraiche 38%, masser af friskrevet peberrod, salt, peber, lidt eddike og sukker - og til sidst vendt med lidt flødeskum. Laber smag af BØF og et blidt rap fra peberroden.

Den sidste lækkerbid var også en crostini. Den bød på flødeostecreme med krydderurter, koldrøget laks, dild og rødløg. Det var håndskåret laks nede fra Sallings fiskedelikatesse - og den smeltede i munden. Tough act to follow!

Men godt opfulgt, det blev det: værtsparret diskede nemlig op med en variation af Gambas Al Ajillo. Store tigerrejer, marinerede i ingefær, citrongræs og hvidløg - stegt i SMØR og olie. Tilbehøret var en skøn aïoli og hjemmebagt brød.

Hovedretten stod Philip (Faster Philip) for. Fra det rustikke franske bistrokøkken fremdrog han mælkepocheret svinemørbrad med dijonsauce på kartoffelpuré, garneret med tørsaltet baconsmuld, sauterede svampe og persille.

Mums, sådan er svinemørbrad allerbedst - saftig og smørmør. Vi blev helt sendt til tælling af den generøse portion. Vi valgte at vente en rum tid med desserten som var min Mocca panna cotta.

Den var heldigvis nem at anrette da der endelig blev plads i maven til lidt sødt. Jeg havde lavet den om formiddagen og haft den med i en termokasse. Sirupen var i en lille pose, lige klar til at trykke ud ovenpå.

Der kom en lille kaffebønne, overtrukket med chokolade, på hver. Og så kunne vi simpelthen ikke rumme mere den aften.

Turen gik derefter med taxa mod byen, drinks og musik på Salon Salon. Selv om der gik ild i mit hår, jeg faldt og smadrede 3 ramakiner og fik 7 blå mærker, var det alligevel en skøn aften. Min taxabon fortæller mig at jeg var hjemme kl 03.38. Jeg kan godt mærke at jeg hverken er 20 eller 30 år længere - men sådan en bytur har sgu sin charme, jeg følte mig nemlig så glad og levende for en stund. Jeg drak farvestrålende drinks, pjattede og grinede - en stor lettelse efter et par ret strenge måneder.

Men det er bestemt ikke godt for en krop med fibromyalgi at hælde indenbords på den måde - og det koster mig så noget andet nu. I morgen skulle jeg ha' været til Odense og deltaget om et seminar om rodfrugter - det kan jeg simpelthen ikke. Kroppen har brug for hvile og der skal jo bruges en del kræfter i næste uge når Sif og jeg skal på eventyr i Estland. Et liv med fibromyalgi er virkelig "gyngerne og karrusellen" hele tiden - men pyt med at jeg ikke kommer op og gynge i morgen - fredagens tur i karrusel var det hele værd!

6 kommentarer:

  1. Det ligner en million - og smagte sikkert lige så godt :-)

    Nøj, hvor jeg også trænger til at lave en lækker fireretters middag igen...

    SvarSlet
  2. Ganske enkelt fabelhaft :o) Og så er jeg helt enig - sådan en tur er bestemt værd at ligge brak for!!!

    SvarSlet
  3. Ser lækkert ud - alle 4 retter!

    Hvis jeg kun måtte vælge én ret, så tror jeg at rejerne trækker lidt i mig.

    Håber at i drak nogle gode vine til.

    Hyg dig
    Frederik

    SvarSlet
  4. Sikke en masse lækker mad og sikken en bytur :-)

    SvarSlet
  5. Det var da rart at høre du er kommet lidt til live igen, for efter dit styrt så du godtnok ikke ud til at du sådan lige ville komme ovenpå igen.

    Tak for en herlig aften med masser af god mad, vin og ikke mindst drinks.

    SvarSlet
  6. Hej Piskehaps, Bibbi, Frederik, Camilla og Lars.

    Det var en skøn aften på alle måder. God mad, skøn vin og det dejligste selskab. Det er sådan en aften der gav lidt overskud på kontoen :-)

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...