fredag den 17. december 2010

Stegte sild i balsamico og lakrids...

Åh, hvor er jeg spændt på de her sild. Hvis det ikke var fordi jeg kun kunne få 8, havde jeg prøvespist en i dag. Ideen til opskriften opstod i lørdags i Haderslev på en 'madmesse' hvor jeg smagte en sild marineret i balsamico. Næste år vil jeg helt sikkert prøve at lave marinerede sild selv -og så bliver det med balsamico. Men i år ville jeg nu også gerne lege med den labre mørke eddike. Jeg gik i tænkeboks og strikkede en ny opskrift sammen. Er det for outreret for dig, er der en opskrift på en skøn stegt sild med julekrydderier lige her.

Lage (til 8 sild):

1½ dl balsamico
4½ dl økologisk eddike
250 g mørk muscavado
1 dl ahornsirup
1 spsk balsamico-gastrik (kan sagtens udelades)
1 tsk fennikelfrø
3 stjerneanis
10 hel allehånde
10 nellliker
25 sorte peberkorn
1 muskatblomme
1 kanelstang
1 laurbærblad
[½ tsk Raw Liquorice Powder (Johan Bülow)]

Kog alle ingredienserne sammen.

Pil 3 mellemstore løg, skær dem i tynde ringe og kog dem møre i lagen, ca 45 minutter.

Sildene duppes tørre med køkkenrulle. Rygfinnen klippes af, uden at lave hul i silden. Læg sildene på skindsiden og smør dem med lidt dijonsennep.

Jeg plejer bare at drysse sildene med salt og peber. Da jeg kværnede peber og fandt flagesalt frem, besluttede jeg mig for at komme lidt Raw Liquorice Powder på også. Der var jo fennikel og stjerneanis i syltelagen - så lakrids ville sikkert lege godt sammen med dem. Så tilsatte jeg også lige ½ tsk til lagen.

Det duftede virkelig godt. Jeg ville dog ønske at jeg havde haft lidt tørret fennikeltop at komme i også.

Sildene blev nænsomt klappet sammen og vendt i usigtet grahamsmel.

Og så blev de stegt gyldne i ½ SMØR og ½ olivenolie. Sildene blev derefter lagt i et fad i et lag.

Løgene og krydderierne blev fordelt over sildene.

Lagen blev kølet lidt ned og hældt over til sidst. Fadet blev dækket med film og sat på køl. De bør trække i ca 3 døgn før der spises af dem. Jeg skal dog ikke smage før på lørdag. Men de 'sildekrummer' jeg nuppede fra panden og tilsmagningen af lagen, gør mig ret rolig - det skal nok blive spiseligt. Om ikke andet så får Kagedåserne en ordentlig en på opleveren!

Nu mangler jeg kun at lave en rævesauce til laksen og en peberrodscreme til den røgede dyrefilet - så har jeg gjort det jeg har lovet.

Endnu engang tak for alle de søde kommentarer og mails, jeg skriver tilbage så snart jeg får et øjebliks ro i hovedet.

4 kommentarer:

  1. Igen en spændende idé - jeg glæder mig til at høre om, hvordan det så smagte! :-)

    SvarSlet
  2. Hej Piskehaps

    Tusind tak :-)

    Jeg kan godt sige dig at de var en succes! Tøserne var vilde med dem. De smager kraftigt med har en rigtig god sur/sød balance og det helt rette snert af lakrids. Det bliver bestemt ikke sidste gang :-)

    SvarSlet
  3. Køber du bare saltede sild og afsalter dem eller hvordan?

    SvarSlet
    Svar
    1. De er lavet af ferske sild, købt på frost.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!