Julen blev i år holdt hos min søster i Herlev. Det var første gang nogensinde vi skulle holde jul sammen, så jeg havde været spændt på hvordan vi skulle klare samarbejdet i køkkenet. Det er jo ikke nogen hemmelighed at både min søster og jeg er et par temperamentsfulde damer. Heldigvis gik det glat og vi nød at forkæle alle gæsterne med hjemmelavet julemad.
For at være så ustressede som muligt stegte jeg ænderne d 23. Vi havde bestilt 2 store flotte økologiske af slagsen hos Aarstiderne. De blev langtidsstegt ved 130°C, 4 timer med brystet ned + ca 1½ time med brystet op. Mens ænderne hyggede sig i ovnen, spiste Søs og jeg sushi på YaYa som vi plejer når vi holder søsterboble. Der er nogle traditioner man bare ikke må pille ved!
Jeg havde venligt, men bestemt, fået påbud om at lave maden nogenlunde traditionel - men jeg slog mig nu alligevel lidt i tøjret. Jeg kom fyld af svesker, æbler, løg og timian i ænderne og sneg så hel kanel, kardemommekapsler, stjerneanis, sorte peberkorn og et par nelliker i hver.
Efter stegningen grovparterede jeg ænderne og satte dem på køl.
Jeg pillede alle krydderierne fra fyldet, da de er meget ubehageligt at tygge i. Skroget blev plukket helt rent for kød, som så kunne varmes i en snæver vending hvis der ikke var nok af det andet (men det var der nu).
Skrogene blev brækket i mindre stykker og kogt til fond sammen med vingespidser og andet afpuds. Jeg tilsatte også løg, gulerod, persillerødder, laurbærblade og sorte peberkorn. Fonden stod så og simrede hele natten.
Juleaftensdag siede jeg fonden og kogte den ind. Vi skulle være 10 voksne og 3 børn, så der skulle en del kartofler til. Vi kogte og pillede dem (til vi var ved at få spat af det) midt på dagen, så vi nemt kunne brune og varme dem når den tid kom.
Min svoger grillede en kæmpe kamsteg på grillen. Jeg gjorde den klar ved at skære alle sværene efter med en skarp kniv og smøre en blanding af smør og groft salt imellem hver svær. Der blev sat lidt laurbærblade og nelliker i for ekstra smag.
Stegen blev stegt til en kernetemperatur på 64°C og hvilede derefter med folie om kødet i ca 30 minutter. Den var intet mindre end perfekt!
Den falske and (vegetarisk), den langtidsstegte and og den grillede kamsteg. Saucen blev lavet på den hjemmekogte fond med lidt fløde og jævnet med en roux lavet på andefedt og mel. Den blev smagt til med lidt ribsgele og indkogt balsamico. Uha, hvor var gæsterne begejstrede for den.
Anden blev varmet i ovnen. Først blev den penslet med et generøst lag andefedt og så fik den 18 minutter på 200°C med folie over og så ca 4 minutter uden folie, på grill til skindet var sprødt.
Jeg havde lavet en lille portion af min krydrede rødkål, Max kunne ikke rigtig forestille sig jul uden, denne gang var den tilsmagt med gløgg-ekstrakt og ditto sirup. Søs lavede de brunede kartofler med rørsukker og smør. Hun lavede også en rå rødkålssalat med balsamico og appelsin, som gav knas og friskhed til den fede mad.
Min svogers søster havde medbragt en stor portion rødkål med løg og æbler. Den var lækker og med godt bid.
Og så var det bare med at få noget indenbords. Jeg var på det tidspunkt mere død end levende, det havde været en temmelig hård omgang at lave alt den mad. Men nu var mine forpligtelser også slut og jeg skulle bare slappe af for resten. Så jeg sparkede skoene af, fyldte mavsen med and og drak et par gode glas rødvin. Min søsters svigermor havde bidraget med en lækker risalamande, som der også lige blev plads til - hvilket var heldigt, for mandlen gemte sig i min portion. Mandelgaven var en Wulffmorgenthaler kalender for 2011, som jeg vil glæde mig til at grine over hver dag.
Det har været en dejlig juleferie hos min søster - men rejsen frem og tilbage har været et mareridt! Togturen derover d 22, var kaotisk, uden toiletter og ingen internet (ja ja, luksusproblem). Jeg sad ved siden af en savlende religiøs tosse det meste af vejen, der så sit snit til at fortælle hele kupeen mange detaljer om ALLE de kirker vi kørte forbi. Med Foo Fighters i høretelefonerne skabte jeg dog mit eget lille rum jeg kunne være i. Max kom først d 24, så kattene ikke skulle være alene mere end 2 døgn.
Turen hjem i går gik med 888'erne - thi vi havde ikke kunne få plads på toget. Så smadret som jeg var fysisk, passede det mig ganske fremragende at skulle med bussen. 1½ times kørsel og så resten af tiden på færgen. Men ak, sådan kom det ikke til at gå: færgen var nemlig gået i stykker så bussen blev nødt til at køre hele vejen til Århus over land og broer. Så det blev lige til 5 timers kørsel + pauser til toilet og kiosk. Vi havde ikke madpakker med, så det var godt lige at få lidt frugt og chokolade på vejen. Men jeg måtte nærmest kravle ud af bussen da vi nåede Århus, der var bare slet ikke flere kræfter at give af. Vi tog en taxa hjem og blev modtaget af 3 meget kælne katte.
Nu skal vi bare slappe af de næste dage. Der er INGEN planer resten af ferien. Det eneste jeg skal er at holde nytårsaften sammen med Sif og det glæder jeg mig helt vildt til. Bare os to, god mad og hyggesnak ad libitum. Jeg har en masse lækre planer og overraskelser i ærmet - så jeg laver lidt hver dag så jeg ikke bliver alt for smadret.
Der er SÅ mange indlæg jeg gerne vil blogge: rødbedemænd, rocky road, ande-rilette (og falsk confit), hjemmelavet marcipan + kransekage og mit bud på en nytårsmiddag. Nu får vi se hvor meget jeg når.
Glædelig jul Malou, og tak for lækre billeder og hyggelig forklaring af jeres smukke julemiddag. Jeg er sikker på alle gæsterne har sat stor pris på alle dine anstrengelser, selv om du er godt slidt nu. Sjovt at du vandt den samme mandelgave, som jeg selv havde købt til mandelgave, der hvor jeg holdt jul:-)
SvarSletGlæder mig til at læse mere om alt det andet lækre, du skriver om. Særligt hjemmelavet marcipan .. den håber jeg at høre om.
Bag-jule hilsner
Tante Sød (Marianne)
Glædelig bag-jul, søde. Godt at du kom hjem i nogenlunde hel stand :-)
SvarSlet*åndeske* og et fromt ønske om den falske confit som første blogpost :)
SvarSletMUMS, den and ser vel nok lækker ud! Ja, og alt det andet også! Heldige deltagere ved den julemiddag :-)
SvarSletKære Malou,
SvarSletDet lyder som en FANTASTISK julemiddag. Intet mindre! Jeg stegte også vores and d. 23. - men den 24. ville det dumme skind bare slet slet ikke blive sprødt. Den smagte nu temmelig godt alligevel, men jeg ved dog næsten ikke, om jeg tør stege den i forvejen næste år. Medmindre et ødselt lag andefedt er garanti for sprødt skind... hmm hmm! Håber du får tid til at koble af og komme ned i gear - og at du kommer godt ind i det nye år :-)
Glæder mig til at følge dine skriblerier!
Kærlige hilsner
Eva
Well done you!
SvarSletOg når du kommer til kræfter igen, så er det helt klart indlægget om rødbedemænd, der skal prioriteres!! :-)
Kære Malou
SvarSletTak for dejlige julebilleder.. Det er nogle skønne ænder. Hvordan oplevede du det med at stege anden dagen i forvejen og så varme den op på selve dagen ? Blev den ikke tør og kedelig af det ?
Glæder mig til at læse, hvad du har i ærmet til nytårsaften. Her står den på torsk a la min mand, altså, at han laver den, ikke at han er torsken :)))) og så står jeg for desserten ...
Hyg dig.. og find lidt hvile :)
Glædelig bagjul! Jeg kan anbefale at samle de "brugte! Wulff-Morgenthaler-kalendersider i en stak og bruge som notatpapir i løbet af året, så får man grinet to gange. :-)
SvarSlet@Marianne - Tusind tak og i lige måde. Bedre sent end aldrig håber jeg. Sjovt at det var samme mandelgave, jeg er allerede rigtig glad for min. Tak, det hele er blogget nu :-)
SvarSlet@Signe - Tusind tak Søde og i lige måde. Åh, det var godt at komme hjem og få ro på :-)
@Pia - Tusind tak, jeg lagde et link til dig på FB ;-)
@Kamma og Ko - Tusind tak skal du ha' :-)
@Eva - Tusind tak, kære Eva :-D Hmm, det lyder altså mærkeligt at skindet ikke ville blive sprødt - det problem har jeg aldrig haft. Gav de det grill til sidst? Tak, i lige måde. Glæder mig meget til at se hvad du finder på i år :-) Kram
@Tine - *bukker* Tak søde. Mændene er blogget som ønsket!
@Madam Kjeldsen - Tusind tak kære du :-) Anden blev perfekt. Så længe den er langtidsstegt, smurt godt ind i fedt, varmet langsomt og og med grill til sidst - så kan den faktisk ikke blive bedre end nystegt efter min mening. Uhm, nytårstorsk er nu også godt. Tak, i lige måde!
@Anne - Tusind tak for tippet, jeg gemmer dem til nu til noter og indkøbssedler :-)