fredag den 5. november 2010

Sort gryde med Liquorice Stout...

Nu er det virkelig blevet årstiden for simremad. Og i dag fik jeg lyst til at lave en kraftkarl af en gryderet. I sidste uges kødkasse var der 400 g oksekød i tern med. Det var en glædelig overraskelse for der stod 'hakket oksekød' på bestillingen. God kød-karma der.

Jeg har længe gået og ventet på at få fingre i den nye Liquorice Stout fra Johan Bülow - og nu var det endelig lykkedes (Ren Kost, 2 stk 69,95,-). Så oksen skulle ha' et ølbad der sagde spar to.

Jeg valgte at starte gryderetten op på 2 middelstore løg (i tynde både), 2 kæmpe fed hvidløg (i skiver), 2 laurbærblade, 1 kanelstang, 1 tørret chili og 1 tsk sorte peberkorn.

Oksekødet blev duppet helt tørt med køkkenrulle og brunet i en blanding af olie og SMØR. Løg og hvidløg fik lige et knald i det fedtstof der var tilbage i panden. I en gryde med resten og så 4 dl Liquorice Stout på. Gryden fik lov til at simre i 2 timer ved meget svag varme til kødet var smørmørt. Jeg fiskede dog den tørrede chili op efter 1 time - et godt træk hvis jeg selv skal sige det, for den bed virkelig fra sig den lille djævel. Da jeg nu alligevel havde låget af gryden kom jeg 3 gulerødder (skrå skiver) i retten.

Og så var der lige et glas tilbage som jeg kunne forlyste mig med. Jeg var noget spændt på at smage, for den har fået noget blandede ord med på vejen. Faster Philip skrev at "lakridsen væltede rundt i min mundhule som var den i ballongyngerne" - og jeg kan godt følge hvad han mener, det er bestemt ikke en smag for alle. Men men min lakrids-fetich er det lige sådan en flyvetur mine smagsløg gerne vil på og jeg kan ikke sige andet end at jeg allerede ELSKER den! For år tilbage havde Carlsberg et 'ølvalg' og sendte nogle forskellige øl på markedet i en begrænset periode. En af de øl var en stout med et lignende snert af lakrids - som jeg faldt pladask for. Da valget var overstået var stakkels Max rundt i samtlige butikker i Århus og købe restlageret til hans lakridshungrende viv. Men de slap jo op og det er ikke lykkedes mig at finde en værdig erstatning - før i dag.

I denne uges kasse var der Enoki. Kender du dem? Det er en herlig og fin spisesvamp med en mild nøddeagtig aroma. De smager skønt, rå i salater eller i en sandwich, men i dag ville jeg lige komme dem med i gryden til sidst.

Når man laver simremad med øl og i særdeleshed stout, får saucen nogle ret bitre noter. Det kan balanceres ved at servere noget sødligt til. Jeg skar derfor lidt hokkaido ud og bagte med hvidløg, salt og peber i ca 1 time ved 150°C. Op i en skål, lidt SMØR og ekstra salt og så *wroom wroom*.

Efter 2 timers simren hev jeg gryden af varmen og siede saucen fra. Den blev kogt ind til ca 2 dl, fik tilsat 1 dl øko-piske og blev smagt til med 1 tsk lakridssirup, friskkværnet peber og lidt salt. Fyldet kom tilbage i saucen sammen med svampene og det hele blev lige varmet igennem inden retten fik ganske lidt majsstivelse og et par dråber soya.

Og så var der efterårsmad for alle pengene. Lidt grønne bønner havde været gode til, men jeg magtede ikke at handle i dag. Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet og planlægger allerede at lave en ny variant snart. I morgen kommer der nemlig en 'simrekasse' fra Aarstiderne med 7 kg oksekød til vintermaden. Så bliver det bare spændende om jeg kan lade den anden øl være så længe.

I dag har været en rigtig dum fibro-dag, så simremad var det helt rigtige valg. Nattesøvn havde der ikke været meget af og den nye dag bød på ekstra smerter og et mentalt overskud på omkring nul. Jeg skulle ellers ha' haft Nadia på besøg til en kop the, men det blev jeg desværre nødt til at aflyse - men jeg får mulighed for at hygge med hende i morgen i stedet for.

Weekenden der kommer kommer til at koste alle mine skeer + dem til næste uge - men det er hyggelige, spændende ting jeg skal. I morgen aften er det privat middag med 5 andre madbloggere (Signe Familiemad, Nadia Foodfanatic, Lars og Morten Grydeske og Kristian Kokkekniv). Det er modige Lars (som for øvrigt også er en Gourmet Giraf) der lægger hus til. Lørdag er der så madbloggertræf hos Arla efterfulgt af middag inde i byen sammen med 15-20 madbloggere. Og søndag byder på chokolademessen 'Julens Chokolader' med en flok af Kagedåserne. Mandag skal jeg så ligge brak og ralle + leve af knækbrød og tynd the.

Da jeg startede den her blog op havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle blive så social og networke med så mange andre bloggere. Det har godt nok beriget mit liv på så mange måder.

God weekend!

9 kommentarer:

  1. Forførende dejligt at se på! Den øl må jeg tjekke ud ved lejlighed - den lyder ret spændende!

    Rigtig god fornøjelse med de mange weekendaktiviteter - og hils endelig! Jeg er kun en stor smule misundelig på alle de skønne ting, du skal - meen jeg må nu indrømme, at jeg også har nogle gode planer for weekenden ;-)

    Super med chokoladelinket - jeg opdagede lige et par aktiviteter, som jeg bestemt vil overveje at tage med til. Mange tak :-)

    SvarSlet
  2. Uuuha, lakrids-simremad er jeg SÅ klar på! Det skal prøves af i weekenden, når jeg har afsluttet de resterende græskar-projekter. God fornøjelse imorgen.:-)

    SvarSlet
  3. Hey,
    Kan det passe at Johan har stjålet ølideen fra min far og mig? linket er til noget jeg skrev for et år siden: http://madarkitekterne.dk/lasses/index.html#post10 :) - det skal jo siges...
    Retten lyder godt, men den sQ lige siges :D - er hans øl god? - og kan man smage lakridsen?
    MVH
    Lasse

    SvarSlet
  4. Øj øj, den gryderet skal jeg prøve - det lyder bare så godt, Malou! Og med kanel i, det lyder nyt og spændende.

    Og så er jeg glad for at læse, at du oplever så meget - det er jo bare fantastisk!

    Klem og ha' en rigtig god weekend!

    SvarSlet
  5. Det lyder bare virkelig spændende! Gid man kunne tage sig sammen til at kaste sig ud i den slags, men synes det kræver lige lovlig mange ting som jeg ikke ejer i mit køkken, hehe.

    SvarSlet
  6. Det ser bare super lækkert ud! Jeg har haft et græskar liggende i køkkenvinduet i en uges tid, og nu ved jeg hvad jeg skal gøre med det; mos til en simreret.
    Tak for inspirationen.
    - Mette

    SvarSlet
  7. Flot efterårsmad :-)
    Tak for i går, søde, det var hyl!!!
    Knus

    SvarSlet
  8. @Piskehaps - Tak, det var en rigtig forfører ;-) Uh, det var da den fede weekend - ærgerligt at du ikke kunne være med. Nice, måske ses i vi chokoladeland så ;-)

    @Sophyducks - Tak, det var det pureste guf! Pøj pøj med det. Tak :-)

    @Lasse - Hmm, det kan jo være I har brygget på den samme idé ;-) Uh, du kan tro man kan smage lakridsen - jeg er vild med den!

    @Madame - Åh, det smagte SÅ skønt. Jeg tror det er lige noget for dig :-) Tak, jeg er helt overvældet af alle de dejlige oplevelser livet byder på lige nu :-) Varme klem

    @Bitten - Tusind tak skal du ha' :-) Klø på, det kan sagtens laves med andet - brug det du har ;-)

    @Mette - Tusind tak skal du ha' :-) Jeg er glad for at du kan bruge inspirationen til noget!

    @Signe - Tak søde - selv tak, som altid en udsøgt fornøjelse ;-) Møs

    SvarSlet
  9. Den retten så bare helt fantastisk ud! Virkelig et hyggemåltid for weekenden:) Hvor har du fået den Enoki svampen? så bare utrolig spændende ud:)!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...