tirsdag den 9. november 2010

Langtidsstegt and med fyld af kirsebær og kastanjer...

Beretningen om weekenden får lige lov til at vente en dag mere - for i dag er det nemlig årets Mortensand det gælder. Den skulle bare steges i dag, ellers ville det blive alt for hårdt i morgen. Jeg har bestilt en økologisk and hos Aarstiderne igen i år, men ville lave den noget anderledes end de sidste par gange.

Sidste års langtidsstegte and var med kanel, anis og kardemomme + Prince Vladimir fra Kusmi i bradepanden. Til juleanden blev der skruet en ekstra tand op for krydderierne i fyldet og der kom Kusmis julete i bradepanden. Begge ænder blev helt fantastisk gode, men fyldet kunne altså ikke spises. Det ville jeg gerne ha' at det kunne denne gang - så jeg lagde hovedet i blød. For æbler og svesker skulle det altså ikke være. Ej heller appelsin, druer eller dadler som jeg før har brugt. Der skulle noget helt nyt til.

Da jeg ikke har kræfter til at handle noget som helst ind, blev det hele til 'hvad der kan findes i skabe, skuffer og fryser'. Så jeg lavede en liste til venstre over de ting jeg fandt der kunne bruges - og mulige bud på tilbehør til højre. Jeg har slet ikke bestemt mig hvad der skal serveres til, det finder jeg først ud af i morgen. I dag var det kun anden der skulle under behandling.

Jeg stod og skulle ud af døren i fredags da anden kom. Distræt som jeg var kylede jeg den bare ind i køleskabet uden at kigge på den. Den skulle opbevares ved 2°C og ikke de 5°C som et køleskab jo er. Det optimale havde været at fryse den fredag og tage den op søndag så den kunne tø op på 2 døgn og holde den lave temperatur. Heldigvis er bakterieudviklingen lav ved køleskabstemperatur, så jeg kasserede blot posen med indmad - så kunne resten af anden sagtens bruges. Men fyldet først.

Jeg havde en pose kirsebær i fryseren som jeg selv havde udstenet i sommers. De blev tøet op og drænet godt. Da jeg lavede poussiner blev der nogle kogte kastanjer til overs som også lå i fryseren, dem tog jeg med + nogle rå jeg pillede. Kirsebærene afgav allerede meget væde, så jeg ville komme et eller andet i fyldet der kunnes suge - men som ikke ville blive klægt. Jeg overvejede både ris og spelt, men valget faldt på perlebyg.

Hmm, forsøger mig lige med en opskrift hvis der nu er nogen der får lyst til at prøve.

200 g udstenende kirsebær (eller udblødte tørrede)
7 kogte kastanjer + 4 rå
1 stort løg (her rødløg) i grove tern
50 g perlebyg


Der skulle stadig være hele krydderier i, men ikke så mange at fyldet ville bliver alt for stærkt. Det blev til: 2 små laurbærblade, ½ tsk sorte peberkorn, 7 stk hel allehånde og 7 stk nelliker.

Løget blev sauteret i lidt olivenolie for at fremtrylle en smule sødme. Jeg fandt også lidt timian i fryseren som kom ved.

Kastanjerne blev skåret i grove bidder og blandet med løg, kirsebær og krydderier.

Perlebyggen blev drysset over, der kom godt med urtesalt og friskkværnet peber på og så var fyldet klart.

Det skulle ikke være the denne gang og jeg havde ingen vin i huset. Den eneste øl var den her hindbærøl jeg faldt for i Metro i sommers, men ikke rigtig havde lyst til at drikke alligevel. Well, når der var et rødt bær i fyldet kunne der vel også komme et i bradepanden. Ovnen blev tændt på 120°C (varmluft).

Anden blev skyllet, tjekket for indvoldsrester og duppet tør med rigeligt køkkenrulle. De yderste vingespidser og det overskydende halsskind blev skåret af til fond, flommen (det gule fedt) blev hevet af. Fyldet blev proppet i og jeg mener virkelig proppet - der skulle moses godt for at få plads til det hele. Anden blev derefter lukket forsvarligt med kødnåle. Udvendigt blev anden krydret med en generøs mængde urtesalt og friskkværnet peber. Lårene blev bundet sammen med kødsnor og det samme med vingerne på ryggen.

Anden blev lagt på risten med brystet nedad, fik hældt øl i bradepanden og kom i ovnen i 4 timer. Derefter blev kræet vendt, der kom 2 dl vand i bradepanden og så fik dyret yderligere 1 time. (brystet skal være mindst 70°C). Jeg lagde kræet til afkøling i 35 minutter inden det blev skåret ud i lår + overlår, bryst og vinger. Skroget blev plukket og kødet spist i grovboller til aftensmad. Indholdet af bradepanden blev siet (fedtet skummet fra) og kom i en gryde sammen med skroget og kogt til fond, men det er en anden historie.

Anden blev penslet med lidt fedt og stillet på køl. Så er den lige til at varme i morgen.

Og hvordan blev fyldet så? Fuldstændig fantastisk! Der er aromatisk og lækkert. Perlebyggen havde gjort sit job godt og suget saft og kraft til sig. Kastanjerne og kirsebærene var blevet som slik. Jeg fiskede de hele krydderier fra og spiste en del af fyldet dryppet med lidt varm fond. Oh la la, det var kræs. I morgen skal det helt bestemt varmes og serveres til anden. Kønt er det ikke, men med den smag er jeg villig til at se igennem fingre med det.

Update: anden blev serveret med bagt kartoffelmos (med hakkede kastanjer, karamelliserede løg og timian) og en rå rosenkålssalat med appelsinskiver, kastanjer og granatæblekerner. Saucen var sky fra bradepanden, siet, kogt ind og monteret med lidt fløde. Fyldet blev varmet og serveret til sammen med lidt syltede kirsebær i balsamico.

Hvad med dig - er du til traditionel and eller må der godt være lidt spræl i kræet?

17 kommentarer:

  1. Så altid ser det du laver hammerende godt ud !!!

    Tror egentlig ikke at jeg har smagt and på andre måde end .. Den nok rimlig normale og måske kedelige, med æbler og svesker...

    Også med appelsin, men det er ikke lige mig !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  2. Wauww, hvor ser det godt ud.
    Jeg elsker æbler og svesker, men er da bestemt frisk på en ny model til jul.
    Glædelig Mortensaften
    Knus

    SvarSlet
  3. Ej hvor er du dygtig (ja ja, ved godt du har uddannelse og alt det der, men er alligevel fuld af imponade)

    SvarSlet
  4. Malou din frækkert! Nu vil jeg drømme søde drømme om den and hele natten! :-D

    Jeg har tænkt på at lave lidt gejs og gøjl med juleanden i år, men ved endnu ikke hvordan. Kan være jeg skeler til denne, for det ser da godt nok fantastisk ud!

    SvarSlet
  5. Fyldet fra en and, ser aldrig lækkert ud synes jeg, men jeg elsker det traditionelle fyld af æble og svesker, jeg har dog heller aldrig prøvet andet. Når jeg en gang selv skal lave anden, så kan det være at din opskrift skal findes frem:-)

    SvarSlet
  6. årh mand det ser godt ud, jeg er nu ret meget traditionalist når det kommer til min and, jeg elsker sveske/æble fyldet :D

    SvarSlet
  7. Kære Malou
    Hvor er du bare kreativ. Jeg ville aldrig have opfundet noget så spændende. Din and ser super lækker ud, og nu er jeg vanvittigt sulten :)
    Tak for sidst.
    Kh Nadia

    SvarSlet
  8. Hvor er det spændende at læse om fyldet, du kom i anden - det kunne jeg aldrig været kommet på. Tak for skøn inspiration, Malou!
    Klem og en dejlig aften til dig :-)

    SvarSlet
  9. Det ser s'gu' godt ud! Jeg lod mig inspirere af dine udskejelser til en variation af andefyld med spræl: cox orange, hokkaido og tørrede tranebær med kryddersalt med enebær, laurbær og chili. I bradepanden kom jeg (ud over den del af fyldet, som ikke kune mases ind i dyret) min mors hjemmelavede (usødede) hyldebærsaft. Det blev til en ret god sovs - med en lidt sær farve indtil jeg blev svag og gav den en klat kulør... Alt i alt et ret fruity og bær-agtigt tilbehør, som var super til anden - når jeg selv skal sige det...

    SvarSlet
  10. Super fine billeder og så må jeg da lige lave and i weekenden.

    Hvor er det bare skønt at du vælger øko-anden :-)

    SvarSlet
  11. Kære Malou
    Jeg er normalt til den helt traditionelle and ... men med det eventyr, som du har været ude i med din and, så får jeg lyst til at prøve nyt :)
    Knus Hanne

    SvarSlet
  12. Hvor ser det bare lækkert ud - vi stoppede anden med kvæder i år, men spiste det ikke, da min kæreste der var mester for fyldet, valgte at undlade at fjerne kærnehusene.

    Men det der fyld lyder som noget jeg kunne prøve til juleanden, da det stadig dufter af jul.

    Har engang lavet en udbenet farseret and juleaften - den smagte fantastisk, men da der var hvidløg i farsen kom julen til at lugte helt forkert :-)

    Bortset fra det, så er det en rigtig god dessertøl som du brugte til sovs - hvis du falder over den igen, synes jeg at du skal købe en ny og gemmen den til lækker chokoladedessert, hvor den passer fantastisk ind.

    SvarSlet
  13. Åhhr hvor ser det fantastisk ud!!
    Jeg havde besøg af svigerfamilien til Mortensaften og så stod den på andebryst med appelsinsauce...
    Hvilket var skønt, men mest en nødløsning da jeg ikke har lavet en hel and før... men men, måske skulle jeg kaste mig ud i det, efter at have set din smukke and.. Mums...!
    Kærligst Lea

    SvarSlet
  14. @Marianne - Tusind tak skal du ha :-) Den gode gamle måde er nu heller ikke at foragte - men prøv med lidt spræl engang :-) Hyggehygge

    @Signe - Åh, tak søde :-) Du skulle prøve med et eller andet helt vildt. Knus

    @Tine - Awww, tak :-) Jeg bliver sgu så glad når du siger sådan.

    @Piskehaps - Sorry, det er ikke med vanille. Det er ikke for at drille, men jeg har hørt at man kan fylde dem med druer og der skulle være knaldgodt -du kan evt bruge kartofler ;-) Tusind tak skal du ha'!

    @Britt - Æbler og svesker er altså også lækre når de har svømmet i andefedt :-) Tak skal du ha'.

    SvarSlet
  15. @Pernille - Tak min snut, det var guf. Aj, nu får jeg jo lyst til at lave sveske/æble-ruskumsnusk :-)

    @Nadia - Tak, du kære - jeg får helt røde kinder af alt den ros. Det kom til mig en sen søvnløs nattetime :-D Selv tak for sidst. Kh

    @Maxibon - Din ande-gnasker :-D

    @Madame - Tusind tak, jeg er glad for at det kunne inspirerer :-) Klem

    @Lise - Tusind tak :-) Wow, det lyder godt nok også som labert fyld. Skøn idé med hyldeblomstsaften. Jeg må indrømme at jeg også gav min sauce et par dråber kulør :-D Det lyder godt nok nice!

    SvarSlet
  16. @klappeklappekage - Tusind tak skal du ha' :-) Jeg vælger øko hvor jeg kan og når nu jeg kan få det bragt lige til døren ;-)

    @Hanne - Tak du kære, kast du dig endelig ud i en fræk and. Ha, det lyder næsten som en dans :-) Knus

    @visitsen - Tak skal du ha' :-) Uhm, kvæder - det må ha' duftet fantastisk. Og jeg kan godt forestille mig at det har givet god smag til anden. Åh ja, det hvidløgs-stunt har jeg også prøvet. Det gør man kun en gang :-D Tak for tippet, jeg holder øje med øllen!

    @Lea - Super dejlig 'nødløsning' :-D Det kan virke uoverkommeligt med en hel and - men det er altså umagen værd. Tusind tak skal du ha' :-)

    @Vincent - Nein, danke - es hat kein Interesse. Ich habe keine Zeit mehr. Sorry. Aber danke für das Angebot :-) Mit freundlichen Grüßen, Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...