Klassisk 65 - fuldfed forkælelse...

I lørdags blev det til endnu et besøg på byens labreste bistro: Klassisk 65. Åh, jeg havde sådan trængt til at blive forkælet og det skal jeg lige love for at jeg blev. Eller rettere, vi blev forkælede, for jeg var der sammen med Anarkisten og Piskeriset. Da vi i sin tid stak hovederne sammen og planlagde weekenden, foreslog jeg straks at vi skulle tage ind på bistroen og spise. Jeg har jo efterhånden spist der en del gange og hver gang bliver jeg glædelig overrasket over hvor godt jeg føler mig hjemme. (læs om det her og her) Den uhøjtidelig pariserstemning + den fremragende og uprætentiøse mad er som balsam for sjælen.

Søren driver sin etablissement med hjertet på rette sted og vil kun sine gæster det allerbedste. Da vi bestilte forretter, lokkede den rare mand os til at vove os lidt ud af comfortzonen og prøve marvpiberne. Det er lykkedes ham at finde en slagter som vil flække benene på langs, så der bliver et mere reelt stykke marv blotlagt end det ellers lille runde stykke. Jeg er meget glad for at vi lod os lokke, for det var i sandhed en åbenbaring af en lækkerbisken. Fedt, sødt, cremet, salt og 'okset' - det er svært at beskrive anderledes. Vi fik også en god gang moules til deling. Første gang jeg smagte muslinger var faktisk på 65 for år tilbage, men det er godt nok blevet til mange siden.

Og se lige hvad Søren så satte foran mig: det salte køkkens nougat. Sød-fed foie gras af gås med balsamicoreduktion og brioche. Hverken Sif eller Piskehapsen var særligt vilde med den slags, så de kastede sig over snegle og lun gedeost (som Sif dog TVANG mig til at smage en bid af). Det lykkedes mig næsten at spise den ene, godt hjulpet af flere glas Boxer.

Hovedretterne var totalt no-nonsens. Sif og jeg fik hovedretten fra dagens bondemenu, som den dag var confiteret andelår på rustik kartoffelpuré, appelsinkogt rødkål og 'mormorsauce'. Piskehapsen fik vagtel med en spændende kartoffelgratin og 'de falske kartofler' aka vindruer og sherrysauce.

Vi takkede pænt nej tak til dessert - men det fik vi skam ikke lov til. Pokkers hva? Søren lovede os et par små smagsprøver på Gâteau Marcel og Crème brulée som vi kunne sidde og happe lidt af. Der kom så 4 hele desserter på bordet. Det var så her jeg ønskede at jeg havde haft en ekstern mave med som jeg kunne koble til. Ud over de 2 nævnte 'smagsprøver' var der også en syndig hvid chokolademousse....

Og MIN Tarte Tatin. Jeg husker ikke rigtig om de andre nåede at få noget af den - de havde vist travlt med at slås om bruléen.

Og det dur jo slet ikke med en slags dessertvin til 4 forskellige desserter, det ved enhver. Søren insisterede på at vi skulle smage dem der passede til de enkelte desserter så det kunne gå op i en højere enhed. Fra venstre mod højre: Rasteau (til kagen), Coteaux du layon (til den hvide mousse) og Pinot de charentes (til brulée og tatin).

Og da vi så var færdige, helt færdige - fik vi så lige nådesstødet. Søren hentede lige det megastore glas med biscotti som hans mor havde bagt. Det ville jo være en direkte fornærmelse mod hans mødrene ophav ikke at smage et par stykker. Oh la la...knasende og lette. Helt anderledes en de tandbrækkende rædsler man ofte får andre steder. Jeg fik hvisket hemmeligheden i øret, men den holder jeg for mig selv - æv bæv.

Har du lyst til at spise et sted hvor der ikke er dug på bordet og hvor maden taler for sig selv, så kan jeg kun anbefale et besøg på Klassisk 65. Læs også om Sifs oplevelse her og Piskerisets her.