onsdag den 17. november 2010

Hvem er hun hende der Karoline?...

Lørdag d 6/11 inviterede Arla en flok madbloggere indfor i deres store hovedsæde her i Viby J. Jeg valgte at sige ja tak til invitationen og sluge et par kameler. Det er jo ingen hemmelighed at jeg har et noget anstrengt forhold til den slags industrielle giganter og deres manglende fokus på dyrevelfærd. Men jeg tog ja-hatten på og valgte at få stillet min faglige nysgerrighed - så jeg mødte op for at se hvem de nu var de hersens folk der gerne ville ha' os indenfor. Tove Færch (leder af Karolines Køkken og ansvarlig for Arlas opskrifter) og Maja Møller (ansvarlig for den afdeling, der arbejder med Arlas dialog og forbrugerkommunikation i Danmark) havde sammensat en rigtig spændende dag for os madbloggere. Det at møde de to smilende og kompetente 'damer' gav Arla en menneskeligt ansigt man kunne forholde sig til.

Formiddagens program bestod af et par oplæg. Først "Køkkenet Karoline før, nu og i fremtiden" ved Tove Færch og derefter var Kasper Ostrowski (kvalitetsforsker ved Århus Universitet) på banen med et spændende oplæg om måltidets iscenesættelse. Kasper skal også holde oplæg til et forskningsseminar "Mad, medier og metoder" på Incuba Science Park næste onsdag som jeg skal op og høre. Vi fik også mulighed for at lave lidt smør med Jens Odgaard Olsson (Senior Manager for Arlas Brand Experience, med en fortid bla hos Meyers Madhus).

Og så var der frokost. Her må man sige Arla havde begået en genistreg når det nu var madbloggere de havde på besøg - de havde sørget for frokost + oplæg af Torsten Schmidt, kok og ejer af Malling & Schmidt. Jeg har taget en masse billeder af den fænomenale buffet og de ligger her.

Mens vi spiste den vanvittigt lækre frokost fortalte Torsten om nogle af tankeprocesserne bag hans kreationer og hvordan han tænkte i anretninger.

Efter frokost var der 4 workshop hvoraf man kunne nå at deltage i 3. Jeg måtte så vælge en fra og da jeg ikke drikker kaffe blev det: "Kaffeskum og mælkekultur. Staldtips og træning.
Danmarksmester i kaffebrygning - og no. 5 i Barista VM - Søren Stiller Markussen fortæller om kunsten at brygge en god kaffe med et sublimt mælkeskum og giver praktisk træning".

Jeg valgte i stedet: "Sæt ord på mad og sanser: Christian Hovmann, Arla, guider på en tur gennem forskellige madoplevelser. Vi begiver os ud i det svære projekt at finde ord, der rammer det, vi sanser og oplever (smager, dufter, ser, hører, mærker og erindrer), når vi spiser". Spændende workshop om sensorik. Vi kalibrerede først smagsløgene med opløsninger af sødt, salt, surt, bittert og umami. Derefter blev det til en snak om konsistens og vigtigheden af den rette måde at servere ting på.

Arla havde også inviteret Malene Aaris fra MAD (Mit Autentiske Danmark) indenfor for at fortælle om mikroproduktion og lade os smage nogle nøje udvalgte specialiteter fra små producenter: fra Lille Raneladegård (gedefrankfurtere og gedeis), Woodshade Organics (Dolce Latte, marcipan og mørk nougat), Fiskehuset Thisted (koldrøget økologisk ørred) og Øko Ged og Grønt (gedespegepølse). Malene importerer også selv en helt fantastisk økologisk olivenolie 'Graccums ecologica' som vi også fik mulighed for at smage på. Malene tog med 'hele flokken' ud at spise på Salon Salon bagefter og jeg fik god mulighed for at snakke med hende om en masse spændende ting. Hun har gang i mange projekter, det er f.eks Malene der er en af drivkræfterne bag den årlige MAD messe i Ridehuset.

Inden den sidste workshop var der indlagt en lille pause og en snack i Karolines Køkken: varm lakridsmælk, syltet frugt med garam masala og ymer + rugbrødstoast med æble og kanel.

Og dagens sidste workshop var virkelig en udfordring for mig!

"Fra god til gourmet. Baggrund, dialog og smagsprøver. John Gynther, Arla, fortæller historien om Arlas 8 Unika oste, om baggrunden for dem, inspirationen, der ligger bag og processen, der har realiseret dem". Prøv at forestil jer et lille lokale med 10 mennesker og en masse ost - lugten alene gav hår på brystet. Men jeg smed min osteangst over bord, for jeg ville jo også gerne lære noget. Og det skal jeg love for at jeg gjorde. John er en særdeles passioneret mand og med julelys i øjnene fortalte han os om sine elskede unika oste. Det er ikke oste der kommer ud i detailhandlen, men kun på få udvalgte restauranter. En af ostene er udviklet specielt til Noma, men den var for ond til at jeg turde smage. Blåskimmel bliver jeg vist aldrig voksen nok til.

En af de oste kommer nok næppe ud over forsøgsstadiet - en brie med tang. Den ser smuk og anderledes ud, men tangen smager ikke nok igennem. Og så var det jo John begyndte at tænke på tang. For tang kommer fra havet som er saltvand - og hvilken ost ligger i saltvand - det gør 'feta' jo!

Så det næste logiske skridt er så at få noget 'feta' til at smage af tang. Og det lykkedes! Jeg spiste et par stykker og havde allerede opfundet en salat med osten - før John meddelte at der var lang vej før den ville nå i handlen, hvis den nogensinde gjorde det. Der skal først laves en masse baktologiske undersøgelser og alt sådan noget teknisk hejs. Men jeg krydser fingre for at den klarer sig igennem nåleøjet - for den kunne jeg lide!

Dagens sidste punkt var *surprise* en spiselig afslutning: "Hvad blogging også kan smage af…
Oplæg og gå-hjem hapser ved kok og restauratør Michael Larsen, Restaurant Svineriet, Århus"

Michael fortalte om hans brug af medier i forbindelse med gastronomien og bød på nogle virkelig lækre happere: gazpacho, bruschetta med 'Vitello tonnato' (kalvefilet med tunsauce), bruschetta 'Rossini' (foie gras, oksemørbrad og sort trøffel). Oh la la....

Tak til Arla for en god og spændende dag - jeg lærte noget, fik lækker mad og fik networket til den store guldmedalje.

(Jeg mødte faktisk både Kasper, Malene, Jens og Michael igen i går i en anden social sammenhæng, men det kommer der mere om i et senere indlæg - måske i morgen).

Efter besøget hos Arla har jeg tænkt over hvad Karolines Køkken har betydet for mig og min egen madkultur. Så snart jeg fik blivende tænder stopfodrede min mor mig med tunmousse (lavet med SMØR), ostelagkage, enebærgryde og bagt mos. Jeg har dog ikke skævet til de opskrifter i mange år, nåede et mætningspunkt midt i 80'erne. Men som en hilsen til Karolines Køkken og tak for besøget - tog jeg lige endnu en omgang med den bagte mos. Jeg valgte at følge opskriften til en vis grænse - men give den mit eget twist.

Så det blev til bagt mos med karamelliserede løg, fuldkornssennep, kastanjer og timian. Der ligger billeder, opskrift og 'how to' lige her.

Jeg er glad for at jeg genopdagede mosen, for jeg har allerede en masse ideér til forskelligt fyld.

Den her med kastanjer passede som hånd i handske til min langtidsstegte mortensand.

13 kommentarer:

  1. Det lyder som en rigtig spændende dag - og nøj den mos ser god ud! Den kræver vist et forsøg en dag, selvom det nu nok bliver uden kastanjer :-)

    SvarSlet
  2. *suuuuuk*
    Det ser vildt spændende ud, og den frokost kunne jeg godt have guffet!

    SvarSlet
  3. Jeg er meget, meget misundelig... :-D

    SvarSlet
  4. Hold da op sikken en masse !!!

    Men godt nok spændene !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  5. Super hyggelig dag hos Arla og fedt at møde så mange inspirerende mennesker og medbloggere.

    Håber du også skriver lidt om oplægget på Århus Universitet, det lød virkelig spændende, ville rigtig gerne derover, men kan ikke...

    SvarSlet
  6. Nu er jeg hardcore anti-Arla, men havde gerne solgt min sjæl for at smage de oste! Kunne du dog ikke have gemt et par af dem i tasken til mig? Er det for meget forlangt, hva?

    SvarSlet
  7. Sikke en pragtfuld dag, du har haft.. og spændende må det have været, uanset hvad :) Dejlige billeder..

    SvarSlet
  8. Jeg har det som Sif - min sjæl for at smage de oste.

    SvarSlet
  9. Er da SLET ikke ærgerlig over at jeg gik glip af det, satans!!!

    SvarSlet
  10. Det lyder som en enestående spændende dag, Malou - fantastisk at læse om. Tak fordi du fortæller!

    Varme klem og en rigtig god weekend til dig :-)

    SvarSlet
  11. Hvor var det dog et fint indlæg, Klidmoster. Jeg tror vi kunne dele syn på ost, som jeg stadig mener, jeg ikke kan li - med få undtagelser. Men Maja Møller fra Arla - som jeg kender fra arbejdssammenhænge - inviterede mig engang til et møde for nye produkter, hvor bla en lille en kaldet "gnalling" var med, den var nu slet ikke så ringe, for sådan en som mig, der ikke spiser ost - næsten :-)

    SvarSlet
  12. Også en forsinket tak her på din blog for din reportage fra dagen hos os fra Arla. Jeg har netop smidt en lille post på min egen blog http://www.arla.dk/Arla-Forum/Blogs/Omtanker/Dato/2010/11/Abne-dore-giver-energi-og-inspiration/
    bl.a. med link til www.slideshare.net, hvor dagens præsentationer er smidt. @Zette - jeg tror faktisk også, at den lækre gnalling var med - den er også en af mine favoritter:-)Gode hilsner fra mit Arlahood

    SvarSlet
  13. Hej Heidi, Piskehaps, Unikumi, Marianne, Eva, Sif, AC, Perle, Signe, Madame, Zette og Maja.

    Det var en rigtig god dag og jeg nød den i fulde drag. Jeg håber at Arla vil overveje at åbne dørene for os madbloggere en anden gang ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...