onsdag den 3. november 2010

Fra minus til plus...

Det kniber både med overskud og lyst til at blogge i de her dage. Jeg har ellers både været på MASH (igen) og Norsminde Kro - men mangler gejst til at skrive om det. Den anonyme kommentar sidder alligevel og gnaver i baghovedet. At jeg så også har fået en mail fra en dame der lige vil minde mig om "at det altså er hendes skattepenge jeg køber alt den sushi for". Jeg var da lige ved at få en makirulle galt i halsen da jeg læste det.
Hetz mod førtidspensionister er åbenbart det nye sort. Heldigvis har jeg en uvurderlig støtte i Anarkisten. I dag hev hun mig med ud i verden og introducerede mig for Steno Museet, som var fedt hvis det ikke lige havde været for de næsten 500 skoleklasser der også lige havde valgt at tage derhen i dag. Vi fik dog set på nogle pænt mærkelige medicinske ting og sager inden skolebørnene skred og vi fandt en stille krog at spise vores medbragte sushi i. Jeg havde købt et Downtown tilbud i går med sushi fra Sino til 50% - så det blev straks omsat til frokost til os - og det gjorde godt. For som det gamle ordsprog jo lyder: "Med sushi skal ondt bekæmpes".

Vi gik en laaaang tur bagefter i regnen. Botanisk Have er så smuk lige nu, farverne brænder og flammer på den fede måde. Det var lige sådan en dag jeg havde brug for - humøret steg mindst 45 grader.

På vejen hjem skulle jeg lige i den lokale efter et par småting. Vi skulle bare ha' leverpostejmadder til aften, men jeg kunne jo godt planlægge noget til i morgen. Jeg fandt 3 barbeque marinerede grillkøller (små svineskanke) til 30 kr og tænkte at de sikkert kunne trylles om til et eller andet spiseligt.

Jeg læste forleden hos Lacucinanada at Cafe Noir har en konkurrence kørende lige nu. Man skal indsende en opskrift hvor der indgår kaffe - så jeg er gået i gang med at udvikle en. Så for at få gang i projektet besluttede jeg mig for at lave en krydderblanding til skankene med kaffe.

Og så fik jeg også mulighed for at indvie mit nyindkøbte stykke køkkenlegetøj. Det er et aflangt 'te-æg' til hele krydderier og den slags. Så skal man ikke bøvle med små lærredsposer eller kaffefiltre når man skal lave supper, saucer og gryderetter.

Krydderblanding:

30 hele kaffebønner
2 tsk korianderfrø
1½ tsk spidskommenfrø
½ tsk sorte peberkorn
1 lille tørret chili

Hos Kong Gulerod havde jeg fundet det her KÆMPE hvidløg med fed på størrelse med en 5'er.

Sådan 3 fed pillede jeg og skar i skiver. 2 mellemstore løg og 200 g porre i grove stykker blev også gjort klar.

Alle løgene blev sauteret i lidt olie og skankene lagt ovenpå. Jeg tilsatte ½ l hønsefond og kom krydderi-fidusen ved. Låg på gryden og ind i ovnen med den på 150°C i ca 1 time.

Der skulle også lidt grønt i: 2 orange gulerødder + 2 gule, 2 pastinakker og 3 stængler bladselleri.

Grøntsagerne blev tilsat efter den første time og fik endnu en samme med resten. Jeg tog derefter kødet op, siede saucen fra og kølede det hele ned. Så nu er der nem mad til i morgen. Men det er bestemt ikke en opskrift jeg har tænkt mig at sende ind - for saucen smagte overhovedet-nul-nix-og-ikke-en-pind af kaffe. Ikke engang en antydning. WTF? Nå, så skal de åbenbart knuses lidt for at afgive noget aroma. På den igen - det var en ommer!

I morges sad jeg og researchede lidt på smagssammensætninger og opskrifter med kaffe. Jeg fandt Kaffe.dk hvor der lå en del opskrifter med kaffe. Til min store skuffelse så jeg at der var mindst 2 der allerede havde deltaget i konkurrencen her hos Cafe Noir med opskrifter kopieret direkte fra Kaffe.dk - men ingredienslister, fremgangsmåde og sågar stavefejl. Det forklarer jo så hvorfor der ikke var sendt billeder med - de havde nemlig ikke engang prøvet at lave retten, men bare stjålet opskriften. Jeg spurgte mine madbloggerkollegaer til råds og det er nu endt med at jeg har skrevet til Cafe Noir og gjort opmærksom på problemet. Det er en kedelig tendens, den der 'går den, så går den' mentalitet. For hvorfor dog bruge tid, kræfter og ikke mindst, penge på råvarer til at eksperimentere for - når man bare kan google sig frem til en opskrift man så kan tage æren for. Det samme er lige sket i en kagekonkurrense - folk deltog simpelthen med billeder af kager som andre havde lavet - og havde den frækhed at påstå at det var dem selv der havde bagt bidragene.

Hvad er din holdning - kan man tillade sig at deltage i en opskriftskonkurrence med en andens opskrift?

17 kommentarer:

  1. For at starte med at svare på dit spørgsmål, nej! Det kan man ikke. Jeg synes man kan tillade sig at bruge andres opskrifter som grundlag, og så selv eksperimentere videre, indtil man er tilfreds og så indsende resultatet af det.

    Og i forhold til de negative kommentarer... jeg (og mange andre) har sagt det før, tag dig ikke af at der er nogen der har ondt i røven over din måde at prioritere på. Det er dit valg, og det behøver du hverken forsvare eller skamme dig over. Jeg bliver simpelthen så sur når jeg læser at der er folk der kan finde på den slags. Håber der efterhånden er flere plus-dage og timer end minus.

    SvarSlet
  2. Det-som-Becky sagde. Og så vil jeg i øvrigt 100 gange hellere have, at du bruger 'mine' skattepenge på sushi, end at pengene går til militærhelikoptere. 'nuff said!

    I øvrigt en eddersmart dingenot, du har købt dig! Sådan en må jeg opstøve ved lejlighed.

    SvarSlet
  3. Du må gerne spise sushi for Max' løn synes jeg og for den sags skyld også for resten af jeres disponible indkomst. Jeg går ud fra at du så rigeligt bliver straffet for at Max får løn i kraft af at du er gift med ham og du vel dermed får reduktion i din pension. Hvis det hænger sammen for jer, så synes jeg det er fedt. I prioriterer på jeres måde og andre prioriterer på deres måde. De virkeligt dumme er dem som ikke prioriterer. Og dem som har ondti røven over at du deler din glæde ved verdens mangfoldighed (mad) med os andre.

    Det er IKKE ok at hugge en opskrift direkte. Og det burde politianmeldes at stjæle andres billeder af kager til konkurrencer. Men nogen gange synes jeg det er svært med brød og kageopskrifter især for de ligner jo hinanden til forveksling. I andre tilfælde er der jo ingen tvivl. Fx er min mors opskrift på knækbrød pånær en 5-10 g identitisk med Vibekes (min-kage). Og jeg ved jo at min mor har justeret den opskrift i forhold til egen smag i årevis.

    SvarSlet
  4. Altså, jeg sidder her og tænker om det er den sammen annonume - som genere dig og Newyorker...

    I har efter min mening nogen af de bedste madblogs ! Og det at I giver ud af Jer selv gør dem endnu bedre !!!

    Der må vitterlig sidde en der ude som har gevaltigt ondt i sin bagdel !!!


    Fej for egen dør - tyv tror andre stjæler ............

    SGU !

    Ælsker din blog !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  5. Well well well.. Where to start...
    Jeg vil starte med at sige, at jeg ville blive hidsig, hvis der var en der brugte min opskrift og meldte den til en konkurrence.. Så nej, det synes jeg virkelig ikke at man kan! Og jeg synes virkelig at det er godt at du gør opmærksom på det..

    Og nu bliver jeg simpelthen nødt til at komme ud med noget galde.. Jeg fatter simpelthen ikke, at folk er så snævertsynede og emsige! Kom dog videre.. Efter at have læst både din blog og Newyorkerbyhearts i en laaaaang periode, og jeg kan ikke fatte, at folk vil tillade sig at skrive sådan til jer..
    Og det gælder både Newyorkerbyhearts sponsorerede produkter og hvordan du bruger dine penge..
    I vælger at blogge om mad og jeres liv, men hvad jeg ved, er det jo kun en procentdel af jeres liv, som vi ved noget om..
    Vi ved ikke hvordan i bor, hvor ofte i køber tøj, hvilken shampoo i bruger eller alt andet der viser hvordan jeres økonomiske verden er..
    Spis endelig sushi for mine skattepenge.. ;-)
    Kærligst Lea

    SvarSlet
  6. Spændende med kaffe i maden - jeg kommer indimellem et skvæt espresso i min chili con carne. November-nummeret af Mad og Venner har et tema om kaffe som krydderi, så dér er flere opskrifter snyderne kan hugge ;)

    God fornøjelse med eksperimenterne, og lad os håbe dem der laver konkurrencerne gider tjekke at deltagerne faktisk selv har udviklet opskrifterne - alt andet er da også bare for kedeligt.

    SvarSlet
  7. Nej man kan da ej. Man kan heller ikke deltage i en foto-konkurrence med andres billeder, en novellekonkurrence med andres noveller, osv. Så nej. Og tænk at nogle mennesker er så platte at de snyder med den slags.

    Sikken smart krydderi-ting! Kan du eventuelt huske, hvilket mærke det var, og hvad det kostede? Tror jeg må ønske mig sådan en i julegave :)

    Og brug så ENDELIG alle 'mine' skattepenge (og Max' løn) på god mad eller hvad du nu har lyst til, i stedet for en f.eks. forurenende bil, junkfood osv. Helt fucking ærligt, man er jo ikke førtidspensionist for sjov, og du har jo ikke fået fibromyalgi for at kunne spise sushi, altså. Du skal ikke tage dig af sådan nogle latterlige mennesker!

    Kh. Laura

    SvarSlet
  8. Og i øvrigt - har du overvejet at prøve at lave en dessert? Det er selvfølgelig en klassiker, men tror man kunne få noget godt og spændende ud af det alligevel :) Held og lykke med projektet i øvrigt!

    SvarSlet
  9. Man må helt sikkert ikke bare "stjæle" en opskrift og bare poste det som sin egen. Hvis man har en disclaimer der iøvrigt giver en selv rettighederne er det ganske enkelt ulovligt.

    Det er ligesom alt muligt andre medier og værker.

    Du har rettighederne til det du har lavet.

    Men det er set et hav af gange før i mange år også før nettet. Opskrifter i blade der kopieres og sendes ind på ny osv..

    Jeg syntes til gengæld der er 100% ok at gengive en opskrift og billede for den sags skyld, så længe det er med fuld kreditering og i hht. de retningslinjer om ophavsret som de enkelte opskrifter og billeder er omgivet.

    Ligesom at brygge videre på en opskrift er ok. Det skal bare også ske med kreditering, syntes jeg. Det er god stil lige at give en kreditering for inspiration.

    mht. folk der har ondt i røven.. lad dem leve deres sure liv, man kan ikke være venner med alle og stikkes næsen frem vil der altid være nogen der skal have afløb for et eller andet de ligger i bokser med i deres eget liv. Så er det nemt at lange ud.

    Det bedste er at forsøge på at ignorere dem så godt man kan, selvom det kan være svært.

    Bedste Hilsner
    Søren

    SvarSlet
  10. Nej, nej, nej! Selvfølgelig må man ikke deltage i konkurrencer med opskrifter, man har tyvstjålet! Det er bare for lavt.

    Og så kan jeg kun tilslutte mig de andre kommentatorer, som siger, at du skal blæse på tåbelige mennesker, der har ondt et vist sted over, hvordan du lever dit liv. Be' dem om at passe deres eget liv, så passer du dit!

    SvarSlet
  11. Den krydderiblanding ser da helt vildt interessant ud! (Og dimsen! Dimsen!)

    Og nej, selvfølgelig må man ikke bevidstløst copy-paste andres opskrifter og sende dem ind til en konkurrence, men det er et svært felt med masser af gråzoner. En helt enkel ingrediensliste kan ingen have eneret på, men jeg tror, at det er en flydende overgang over til de opskrifter, som man kan hævde at nogen kan have "patent" på.

    Jeg synes at det er helt cool, at du har kontaktet Café Noir og gjort dem opmærksomme på problematikken. :-)

    Held og lykke i konkurrencen! (Jeg har også overvejet at deltage - i det søde hjørne, men jeg brænder ikke for at vinde 52 poser kaffe... ;-) )

    Lise

    SvarSlet
  12. Din krydderri-si er simpelthen genial, Malou! Og retten, du viser her, lyder bare så lækker, selv om du ikke synes, den smagte nok af kaffe.
    Det er så lausigt, når nogle finder på at deltage i en konkurrence med andres opskrifter. Pyha jeg bliver helt harm - og også over de dumme, anonyme kommentarer du får.

    Mange varme klem til dig :-)

    SvarSlet
  13. Man må bare ikke stjæle andres billeder/opskrifter mm... Det holder bare ikke. Jeg syntes det er rigtig gjort af dig at kontakte dem og gøre dem opmærksom på tyveriet.
    Knus fra mig

    SvarSlet
  14. Hej Klidmoster

    Det er virkelig det nye sort at hetze folk, der er af eller anden grund "koster samfundet penge". Der har været flere tilfælde med folk i kørestol, hvor fremmede sparker til deres kørestol og skælder dem ud for at være dyre. Hele sommeren har børn med særlige behov fået tæsk i medierne, for slet ikke at tale om de forældre, der får tabt arbejdsfortjeneste for at passe dem. Jojo, den mail og den kommentar er lige i tråd med tiden, hvor man skal have tæsk, hvis man giver underskud.

    Det er godt nok et andet sted, at underskuddet ligger. Det er så trist. Opbakning herfra, og fortsæt endelig din egen blogstil, det er det, der gør din blog interessant. Og hvis du ikke du skrev, som du gør, var der nok nogen, der kunne finde på at skælde ud over noget andet.

    I øvrigt er det vel også undersøgt mange gange, hvordan god mad lavet fra bunden af kvalitetsråvarer hjælper på din sygdom? Det har jeg da læst om flere steder.

    SvarSlet
  15. @Becky - Jeg er helt enig! Tak for støtten :-)

    @Piskehaps - Awwww, tak. Næste gang jeg spiser sushi vil jeg tænke på at DU har betalt det med dine skattepenge ( så tak for mad på forhånd) :-D

    @Signe - Oh yes, vi får trukket det maksimale beløb og det kan mærkes. Men vi spiser som vi gør, for det giver os livskvalitet. Ja, bageopskrifter kan være svære at ha' med at gøre på den måde. Men tænk, den her konkurrence har mindst 12 indsendte stjålne opskrifter.

    @Tanker skal der til - Tusind tak skal du ha', din støtte hjælper meget :-) Hyggehygge

    @Lea - Ja, er det ikke noget svineri? Well, der er bare nogle mennesker der går i for små sko. Tak for dine søde ord og støtte, det hjælper :-) Jeg skal nok gnaske noget sushi for dine skattepenge! Kram

    SvarSlet
  16. @Ea - Ja, jeg kan også godt finde på at komme en sjat kaffe i min chili - det giver en helt anden 'klangbund' :-) Tak, det er blevet til 3 opskrifter fra mig. Jeg har googlet mig frem til at mindst 12 af de indsendte opskrifter er kopieret direkte fra nettet. Cafe Noire er opmærksomme på problemet ;-)

    @Laura - Vi er helt enige! Dimsen er fra Kunst og Køkkentøj (59 kr). Tak, jeg nupper lidt sushi for dine skattepenge også ;-) Og ved du hvad: jeg lavede skam en dessert opskrift og indsendte også. Tak :-)

    @Brødet - Ja, vi er helt enige der. Der er bare ikke så mange der tager den slags alvorligt. Tak skal du ha', jeg prøver at lægge det bag mig nu. De bedste hilsner herfra

    @Bente - Ja, det er simpelthen for lavt! Tak, jeg skal prøve at gøre som du siger :-)

    SvarSlet
  17. @Lise - Tak, det var en skøn blanding, men smagte ikke så meget af kaffe. Dimsen er fra Kunst og Køkkentøj (god både i det salte og søde køkken). Jeg har nu sendt en liste til Cafe Noir over de 12 stjålne opskrifter. Jeg gider nemlig ikke deltage i noget hvor der er snyd involveret. Ha ha, jeg brænder heller ikke for at vinde kaffen - men jeg vil vildt gerne ha' min opskrift i Mad og Venner ;-)

    @Madame - Ja, det er den drønlækker dims :-) Tak, maden blev rigtig god - også med den manglende kaffesmag. Ja, tænk at deltage med en stjålen opskrift. Det er virkelig lavt. Den kommentar gnavede godt nok i et stykke tid, men nu går det bedre :-) Varme klem

    @Vibeke - Nej vel? Det er bare for langt ude. Tak, det er bestemt ikke alle der deler din mening. Fik en rigtig grim mail fra en der mener at jeg er en forbandet stikker der selv burde smides ud af konkurrencen. WTF? Knus til dig

    @Anne - Tusind tak for din søde kommentar - den gav et skub i den rigtige retning :-) Du har nemlig helt ret - det er god hjemmelavet mad der hjælper allerbedst på kroppen! Endnu engang tak.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!