Stifado - græsk simremad når det er bedst...

Jeg har den vildeste lyst til at lave simremad for tiden. Så er det jo heldigt at min fryser gemmer på Aarstidernes 'simrekasse' – eller rettere, resterne af den. Jeg har nemlig brugt ¼ af kassen her i weekenden.

2 kg prima oksebov blev omsat til den græske klassiker stifado – men her i en ekstra krydret udgave a'la Klidmoster.

Der findes virkelig mange forskellige opskrifter på stifado. Enhver stolt græker har sin egen opskrift og kalder alle andres for en dårlig efterligning. Dog er der bred enighed om at kødet er enten lam eller okse og retten skal indeholde kanel og laurbærbær.

I min version er der skruet helt op for krydderierne, som alle kom i min spiceball: 1 kanelstang, 1 tsk hel spidskommen, 1 muskatblomme (den 'hinde' der sidder uden på en muskatnød), 12 nelliker, 12 hel allehånde og 1 tsk sorte peberkorn. Derudover blev det til 5 kæmpe fed hvidløg og 3 friske laurbærblade.

Saucen i retten består af rødvin (2 dl), tomatkoncentrat (140g) og en flaske tomathejs (700 ml). Der er ingen grøntsager i retten andet end 600 g skalotteløg som koges hele med. Og det er forståeligt da krydderblandingen trænger kraftigt igennem. Jeg lavede engang en stor portion og kom en masse rodfrugter i, men de kom altså til at smage lidt besynderligt. Så hellere servere noget frisk grønt til.

Boven gemte på et stort ben.

Det skar jeg ud med min fleksible Victorinox udbener. Den vil jeg godt lige slå et slag for: den har skæfte af fibrox som ikke bliver glat selv om det er fedtet. Genialt til fibrohænder! Jeg kogte en fond i 4 timer på benet med: pastinak, gulerod, løg, hvidløg, laurbær og sorte peberkorn. Halvdelen blev brugt til garnituren, resten blev gemt til en suppe.

Kødet (nu 1425g) blev skåret i store chunks og brunet på en knaldhed pande i en blanding af smør og olivenolie.

Og husk nu hvad Julia Child sagde: ”Don't crowd the pan”. Det er enormt vigtigt, ellers vil panden køle for meget ned og kødet vil koge i stedet for at brune. Det er Maillard-reaktion vi er ude efter her.

Det er en bruning som på kødstykket til højre der er ønskværdigt. Det giver en meget bedre smag til den færdige ret.

Når alt kødet er brunet kommes det i en stegegryde som kan tåle at komme i ovnen (hvem der bare havde en kæmpe Le Creuset) og der hældes 2 dl rødvin på. Det koges næsten væk og der kommes de 2 slags tomat ved. Hvidløget skæres i skiver og sauteres i et par minutter i olivenolie inden det tilsættes sammen med krydderierne, appelsinskallen og laurbærbladene. Læg låg på og sæt gryden i ovnen på 130°C i 2½ time (fisk dog appelsinskallen op efter ca 1 time).

Pil i mellemtiden løgene. Puha, jeg mangler en elev til den slags – eller en minion! Løgene gives lige et knald på panden i lidt smør inden de kommes i gryden til resten. Ovnen skrues op på 160°C og retten simrer endnu en time. Derefter tages den ud og står og hygger sig på komfuret til resten er klart.

Og så er det tid til at kigge på noget garniture. Jeg overvejede både ris og mos, men følte ikke rigtig for nogen af delene. Det skulle være noget der kunne suge lidt sauce men som godt måtte smage af lidt i sig selv. De kartofler der ligger i fadet under en 'lammekølle provençale' var lige det jeg havde lyst til. Jeg skrællede derfor en masse kartofler, skivede dem på 'Big White' og kom dem i et fad. Der blev tilsat lidt spidskommen, friskkværnet sort peber og flagesalt (havde jeg haft det i huset, var der også røget et kæmpe skud persille i). Jeg pressede også et kæmpe fed hvidløg i og hældte noget af den nykogte oksefond over så det knapt dækkede. Folie på og i ovnen i ved 180°C i ca 45 minutter. Folien af og så ind igen i 20 minutter.

Jeg lavede en frisk og knasende salat til af små dampede broccolibuketter, appelsinfileter og granatæblekerner. Dressing af: lidt appelsinsaft, hvidvinseddike, olivenolie, agavesirup, salt og peber.

Og så var det tid til at smage stifadoen til, først med lidt ekstra kanel. Så godt med friskkværnet peber, flagesalt, 2 tsk balsamico glaze med chokolade (købt på chokolademessen) og 1 tsk umami pasta. Den her tube 'Taste No 5' har jeg sukket efter lige siden jeg læste her at den kom på markedet. Og pludselig i sidste uge lå den nede i Salling *haps*. Tuben indeholder en blanding af tomatpuré, hvidløg, anjospasta, sorte oliven, balsamico, porchini svampe, parmesan, olivenolie, eddike, sukker og salt. Den giver en sammenkogt ret 'det' der lige mangler.

Jeg rørte lidt græsk yoghurt med en smule spidskommen, appelsinsaft, et hint af hvidløg, salt og peber som vi fik til. Det var et rart kølende element til Stifadoen som er noget af en kraftkarl. Gryderetter er sgu ikke alt for fotogene – men pyt, bare smagen er god. Og god, det var den bestemt!

Sif fik lidt bragt ud i dag så hun ikke skulle tænke på mad efter hendes book-release. Hun skrev senere og roste det for at smage 'middelalderagtigt'. Oh yes, så ved jeg at det var et hit.

Har du nogensinde fået stifado?

2 x "Gløgg" : Granatæble/appelsin og hvidvin/hyldeblomst...

Hvad pokker gløgg? Ja, hallo - jeg ved jo godt hvad det er meningen det skal være. Men jeg er dødtræt af det. Der er langt mellem noget man husker som lækkert. For det meste er det varm, kvalmende sød, billig rødvin med müesli. Jeg magter det ikke!

En af gløggens bedre elementer er dog de udblødte rosiner. De ligger der og suger smag til sig. Mandlerne - well, bidrager de med andet end evnen til at sidde fast mellem tænderne? (det skriver jeg nok mest fordi jeg ikke gad smutte nogen).

Max drikker ikke længere nogen former for alkohol, men jeg ville da gerne lave noget han også kunne varme sig på her i snevejret. Derfor blev det til en sprutfri frugt 'gløgg' lavet på økologiske lækkerier fra Aarstiderne. I denne uge har jeg fået både citruskassen (3 kg appelsiner + 3 kg clementiner) og en pose med 4 kæmpestore granatæbler. Jeg pressende 3 appelsiner, som gav 4 dl. Den ene dl blev hældt over en håndfuld gyldne rosiner som så stod og hyggede i en times tid.

De andre 3 dl kom i en gryde sammen med: 1 kanelstang, 4 kardemommekapsler og 2 spsk rørsukkersirup. Det blev varmet ekstremt langsomt op og tilsat 2 dl friskpresset granatæblejuice. Inden servering smagte jeg til med lidt chokoladebalsamico (mere om den senere).

I bunden at hvert krus kom lidt af de udblødte rosiner og et drys granatæblekerner. Ha, så kunne de lege mandler og sidde fast i tænderne.

Den varme drik blev hældt op og serveret for en meget begejstret Max. Sprutso som jeg er, kom jeg en lille squeeze krydret rom i min, og det gjorde den bestemt ikke ringere.

Men aftenen sluttede ikke der - for der var endnu en 'gløgg' på tegnebrættet. Piskehapsen havde jo haft en flaske 'liquid love' med til mig (hjemmelavet hyldeblomssaft) og den måtte jeg bare forsøge at lave noget varmt med.

Samgsprofilen skulle være 'julet' - men ikke sådan alt for meget. 1½ dl hvidvin (australsk chardonnay) blev varmet langsomt op med verdens smukkeste stjerneanis og 4 kardemommekapsler. Der blev tilsat 1 dl koncentreret hyldeblomstsaft og 2 cl gylden rom.

De appelsin-udblødte rosiner fik lige en chance her også + en kanelstang som rørepind. Wow, det var virkelig det pureste flydende guf. Hvis du har hyldeblomstsaft i fryseren fra i sommer, kan jeg kun anbefale dig at prøve.

Og hvad skal man så kalde sådan en drik? Svaret kom til mig her i morges på en rundtur i blogland: den skal da hedde en 'Maren'. Drikken er saft forklædt som voksen, sød og alligevel skarp. Mors drink, ikke for børn (kun til at dyppe sutten i hvis de ikke vil sove). Stik den IKEA!

Give-away: årets julegave PAUSEKAGE...

Julestemningen kommer meget langsomt snigende, men eskalerer nok når årets peberkagehus skal bages på mandag. Og dog - måske kommer den allerede i morgen når jeg skal til book-release hos Sif på hendes nye kage-kogebog Pausekage. Der er nemlig både juletræ og pausekager + Kagedåser i hobetal. Desværre må et par af dåserne blive hjemme pga snevejret - men vi sender dem en tanke mens vi propper os i morgen, og det tæller altså også lidt.

Og her er den så, morgendagens hovedperson:

Vil du ikke gerne ha' fingrene i den?

En heldig læser får et varmt eksemplar lige fra pressen, signeret af forfatteren selv!

Du er meget velkommen til at melde dig som fast læser eller klikke 'syntes godt om' - men hvis du vil ha' fat i bogen skal du lægge en kommentar og fortælle mig om den lækreste kage du nogensinde har spist - og hvor!

Jeg trækker en vinder 2. søndag i advent kl 14.23.

Vil du bare ha' bogen nu og her, som i NU - så kan den købes lige her.

---------------------------------------------------------

I år skal julen holdes i Herlev - det er første gang i hele mit liv at jeg skal være sammen med min søster juleaften. Faktisk sidder jeg og småsnøfter lige nu fordi det er så stor en begivenhed for mig. Julen har for det meste været r** og nøgler, svigt og hårdt arbejde - og for det meste noget der bare skulle gennemføres med et stift smil og et kogende inferno af følelser indeni. De sidste par år er bøtten dog vendt. Har man traumer - så er det sgu med at forsøge at få dem bearbejdet så de ikke forpester resten af ens liv. Puha, hvor har jeg lidt på den konto. Sidste år var dog den bedste jul nogensinde! Jeg er SÅ glad for at Nadia spurgte om jeg ville bidrage til hendes projekt Dansk Julemad, som fik mig til genfinde glæde ved julemad. Om med den glæde i behold inviterede jeg til julefrokost - og gør det igen i år.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og udvikle en varm julekrydret drik på hyldeblomstsaft.

God sneweekend til alle!

Osso buco med kaffe...

I dag skal vi ha' rester fra fryseren. Men sikke rester! I den opskriftskonkurrence Cafe Noir lige har haft kørende, var en af de opskrifter jeg sendte ind den her Osso buco med kaffe. Det er en kraftkarl med dyb og kraftig smag som er helt perfekt her hvor vejret er vendt.

Jeg kunne desværre ikke få kalveskank i tykkere skiver end det her., så det måtte gå an.

Osso buco Noir:

800 g okse eller kalveskank

1 dl mel

Olie/smør

250 g løg i grove tern

3 fed hvidløg skiver

3 dl stærk friskbrygget Cafe Noir

400 g flåede tomater

1 lille ds tomatkoncentrat

Krydderpose:

20 knuste Cafe Noir kaffebønner

½ muskatblomme

1 tsk korianderfrø

1 tsk sorte peberkorn

½ tsk hel allehånde

8 grønne kardemommekapsler

-----

2 dråber madkulør

250 g gulerødder

250 g pastinak

3 stængler bladselleri

1 tsk balsamico

20 g mørk chokolade

Salt/peber

Dup kødet tørt, klip eller snit hakker rundt i kanten, vend det i mel (blandet med salt og peber) og brun det godt af i en blanding af olie og smør.

Lav stærk kaffe.

Find krydderierne frem og kom dem i en 'dims' eller et kaffefilter.

Kør de hele kaffebønner få sekunder i en kaffemølle eller hak dem groft med en kniv og kom dem sammen med krydderierne.

Steg løg og hvidløg i det overskydende fedtstof. Kom kødet i en stegegryde og tilsæt kaffe, flåede tomater og koncentrat. Lav en krydderpose eller 'dims', kom den i gryden og læg låg på. Stil stegegryden i en forvarmet ovn på 150°C i 1½-2 timer.

Tag kødet op.

Blend saucen med en stavblender *wroom wroom* og tilsæt et par dråber madkulør.

Tilsæt resten af grøntsagerne i grove stykker + 'dimsen'. Sæt gryden tilbage i ovnen i 30-45 min.

Smag retten til med chokolade og balsamico samt salt og peber. Læg kødet tilbage i saucen og varm igennem.

Server med en puré af ½ kartoffel og ½ græskar. Giv f.eks. grønne bønner til. Det var det her billede der blev sendt ind til konkurrencen. Det var en meget svær ret at fotografere så det ikke bare lignede en 'klat på en tallerken'. Der skulle lige ha' været en lille grøn dusk af selleriblade - men den kom Max til at smide ud mens han ryddede op i køkkenet. Uha, der råbte jeg vist lidt højt. Men billedet blev taget og maden spist med stort velbehag. Jeg bryster mig ellers af at min Osso buco Milanese er sublim - men Max påstår at den her er bedre. Så selv om jeg ikke vinder konkurrencen, har jeg allerede vundet herhjemme. Awwwwww, så smelter man lige lidt der.

Lækker dag - ulækker frokost...

Tidlig tirsdag morgen havde jeg et møde med formanden for bestyrelsen i Slow Food Århus. Da jeg jo også er i bestyrelsen og tilmed webansvarlig var der lige nogle informationer og sådan der skulle udveksles. Og hvad er det der Slow Food så?, spørger du måske: "Slow Food er en international uafhængig non-profit interesseorganisation, som blev stiftet i 1989 i Italien, som en modreaktion på fast food kædernes udbredelse og stigende dominans på fødevaremarkedet. Slow Food Danmark arbejder for at fremme udviklingen af kvalitet i fødevareproduktionen. Vi forholder os til mad, traditioner og nydelse af gode danske råvarer produceret med respekt for naturen og omtanke for kommende generationer. Vi vil øge danskernes bevidsthed om deres fødevarevalg". Wuhu, jeg føler virkelig at jeg er kommet på rette hylde der. Nu skal jeg 'bare' i gang med at kigge på hjemmesiden som indtil videre er lidt tom.

Efter mødet mødtes jeg med Sif og vi havde store planer. Vi ville rundt i vores favoritbutikker og shoppe. To tøser på shoppetur, de skal sikkert kigge på tøj og sko? Nope, ikke de her tøser - vi skulle kigge på labre madvarer. Ren kost, Ganefryd, Helsekosten, Salling Super, Far East Trading, Kong Gulerod og guderne må vide hvor vi ellers var forbi. Sif tvang mig til at dufte til oste - onde oste!

Hos Kong Gulerod fandt jeg et kæmpe fransk hvidløg og kardemommekapsler. Salling bød på saftige granatæbler, umami på tube, øko 'nutella' fra Alter Eco (som simpelthen smager svinegodt) og franske vilde laurbærblade fra Mill & Mortar. Jeg fandt lækre lakridser og 1 kg usmuttede økologiske mandler fra Valencia (149,95 kr) i Ren Kost, som jeg bare måtte eje. Det betyder så at jeg laver min egen 'fuldkerne' marcipan til jul alligevel, selv om jeg havde droppet projektet. Nu skal jeg så bare grave den perfekte marcipanopskrift frem - så skal I se løjer og løgsauce!

Jeg havde en kupon i lommen fra Downtown, så vi kunne spise forudbetalt sushi til frokost på Oishii i Nørregade (Tak Max). Så vi hankede op i vores indkøbsposer og begav os ned i den anden ende af byen for at få noget i skrutten.

Vi ankom ca 20 minutter efter restauranten var åbnet og der lå stadig rengøringsartikler fremme på gulvet. En uengageret ung kvindelig tjener kiggede sløvt op fra sin polering af kaffemaskinen da vi kom ind. Vi fik allernådigst anvist et bord i den gabende tomme rastaurant og fik stukket et par menukort ud. Da hun vendte tilbage for at modtage vores bestillinger fik vi at vide at de drikkevarer (friskpresset appelsinjuice med ingefær og danskvand) vi ønskede ikke ville være færdige før om 30-45 minutter - men ville vi vente på dem? Øh, nej tak - vi nøjes bare med vand så. Vi bestilte begge den samme varme forret 'Yaki Gyoza' (Grillstegte kyllinge-dumplings med hvidløg og soya, 55 kr) og begge en 8 stk uramaki 'Crispy Ebi' (crispy tigerreje, grønt, spicy og flyvefiskerogn, 75 kr). Derudover bestilte jeg 3 nigiri: reje, tun og laks (56 kr).

Der gik en rum tid hvor rengøringen af restauranten fortsatte og vi så på. Og så kom sushien på bordet. Vi spurgte forsigtigt til vores forretter og fik meldingen: "Man behøver altså ikke spise dem til forret". Æh, ok - men det ville vi så altså gerne ha' lov til. Efter et øjeblik kom den ene forret så på bordet med meldingen: "Det er kun den her der er færdig, I må vente på den anden". Heldigt nok at vi havde bestilt det samme, for så kunne vi jo dele.

Selve goyzaerne var forrygende. Sprøde på den ene side og med velsmagende fyld. Men her stopper de rosende ord så, for salaten der var på fadet til, bestod af hel- og halvrådne blade babysalat. Simpelthen SÅ ulækkert. Da vi endelig fik portion nr 2 kommenterede vores tjenerinde den levnede salatdynge og spurgte forundret om vi ikke ville ha' den. Jeg påpegede den rådnede tilstand og hun undskyldte - men satte endnu en rådden bunke foran os med den næste forret. Og herfra gik det fra slemt til rigtig skidt.

Sushien ser jo ved første øjekast fin ud - men det var den langt fra. De 3 nigirier var nogenlunde, men rullerne var nærmest uspiselige.

Hvor skal jeg dog begynde? Det hele var galt. Rullerne var så løst rullet at de ikke kunne spises med de udleverede pinde. Risen var så overkogt at man ikke kunne tage et stykke uden at halvdelen af det næste stykke røg med. Risen klæbede også til tallerkenen og var direkte ubehagelig i munden. Det var som at spise kold risengrød. Den sprøde indbagte ebi var i det her tilfælle den samme slags flade reje som var ovenpå min nigiri, bare mindre og paneret. Det betyder at der er utroligt lidt reje i hvert stykke. Men det værste med de rejer var nok at de 4 endestykker på tallerkenen kun indeholde den uspiselige halespids og ikke andet reje. Fy for pokker, hvor var det klamt at tygge i. Halespids tygget op/ned mellem tænderne gør nas skal jeg hilse og sige. Sif klarede kun af få 3 stykker ned og jeg kun et par stykker til. Jeg troede ikke at man kunne få dårligere sushi end det i supermarkederne - men der tog jeg fejl! Regningen lød på 316 kr, men jeg fik lov til at slippe for at betale de 16 kr pga af den rådne salat. Vi flygtede og måtte shoppe mange økologiske pistacienødder før vi havde rystet den grimme oplevelse af os. Men der er lige en ekstra ærgrelse: jeg har endnu en downtown kupon til Oishii. Så måske får de en chance til eller også har vi spildt de penge. Jeg ved snart ikke hvad der er værst.

Da jeg kom hjem igen fik jeg brug for mine nyindkøbte laurbærblade. Jeg skulle nemlig fylde 'dimserne' og sende dem til vinderne af min give-away.

Helle bad om noget spicy - så det blev til en hel tørret chili og lidt flager, spidskommen, stjerneanis, sorte og brune sennepsfrø, sort peber, allehånde, laurbær, korianderfrø og muskatblomme.

Ea ville gerne ha' krydderier til en krydret rødkål, så hun fik: laurbær, kanel, stjerneanis, kardemommekapsler, nelliker, muskatblomme, allehånde og ½ tømt vanillestang.

Og så har jeg godt nyt: Nadia klarede skærene! Hun fik over 9000 stemmer og strøg ind direkte i finalen. Nu skal hun 'bare' vippe 5 andre af pinden og vinde dommernes hjerter med sin labre thai-curry med kylling og sød basilikum. Hvor var det fedt at se så stor en del af blogland vise 'bloglove' og sympati for en af vores egne og hjælpe til med at samle stemmer og hjælpe Nadia et skridt nærmere opfyldelsen af hendes ønskedrøm.

Hjemmelavet grov sennep...

Jeg elsker sennep i alle afskygninger og har længe haft lyst til at lave noget selv. Det kneb bare med at finde en opskrift som jeg kunne lide. Men en dag for en måneds tid siden dukkede den helt rigtige opskrift op her. Der var kun en eneste ingrediens jeg ikke kunne forlige mig med, nemlig ærkefjenden kommen. Men da opskriften indeholder estragon valgte jeg at erstatte kommen med anisfrø som jo så kunne lege 'lakrids' sammen.

Jeg bruger tit sennepsfrø i indiske retter, chutneyer og poppede i salater - så der var både brune og gule i skabet. Og jeg er jo så heldig at ha' tørret estragon fra Tines have.

Opskriften er tilrettet efter hvad jeg valgt at bruge:

50 g gule sennepsfrø
45 g brune sennepsfrø
1 tsk syltede grønne peberkorn (skyllede og tørrede)
1 tsk tørret estragon
125 ml hvidvinseddike
¼ tsk anisfrø
¼ tsk støt allehånde
½ tsk mørk muscavado
¼ tsk urtesalt

Først blendes de to slags sennepsfrø med de grønne peberkorn, estragon og anisfrø groft.

Tilsæt eddike, allehånde, muscavadosukker og urtesalt og blend videre til massen er sammenhængende men stadig grov. Smag til med lidt ekstra salt og sukker hvis den mangler balance. Kom senneppen i et steriliseret glas og lad den 'modne' inden den anvendes. Den oprindelige opskrift foreslår en uge ved stuetemperarur, men jeg lod min stå i 12 dage på køl i stedet for. Jo lavere temperatur = jo længere holdbarhed. Den færdige sennep kan holde sig mindst 8 uger på køl, hvis den altså ikke som min, bliver spist inden.

Efter 12 dage var senneppen meget tør og ret så usamarbejdsvillig. Men det problem fik jeg løst.

Hver gang jeg skal bruge noget af senneppen, rører jeg den op med lidt French's for at gøre den cremet og smørbar. De to senneper passer sammen som hånd i handske, men man kan sikkert også bruge en anden mild gul sennep i stedet for French's.

Sidste tirsdag havde Max rollespillerne til spisning her - og jeg havde i et svagt øjeblik sagt ja til at lave maden. Det skulle gå ultra stærkt for jeg skulle til stiftende generalforsamling hos Slow Food Århus samme aften (hvor jeg nu ikke alene er medlem af bestyrelsen men også webansvarlig). Jeg knaldede derfor skrællede kartofler, pastinakker, porrer og gulerødder i 'Big White' med skivejernet i og vente alle skiverne i en blanding af fløde og mornaysauce (ja, sgu - den fra Karoline). I en bradepande med det hele og så i ovnen på 185°C i 45 minutter med folie over. Så skulle de bare selv drysse ost over og varme det op når de var klar til at spise.

Jeg kogte også en kæmpe hamburgerryg til en kernetemperatur på 68°C og lod den trække i kogevandet, så skulle de bare skære den. De fik en stor skål nyrørt sennep på bordet til og den faldt virkelig i god jord. Nu skal jeg ha' udforske andre anvendelsesmuligheder og evt lave en portion til inden jul. Den vil være perfekt til hjemmelavet sylte med rødbedechutney.

Har du mod på at lave din egen sennep til julebordet?

Granatæble - what to do with it?...

Da jeg var barn var granatæbler et stort mysterie for mig. For hvad var der inde bag den der læderagtige skal? Et forsøg på at gnave i det som et æble havde en særdeles afskrækkende effekt og i mange år undgik jeg de løjerlige frugter. Men så startede der en iransk pige i min klasse og hun indviede mig i alle granatæblets hemmelig- og fortræffeligheder. Tak Sakineh, det vil jeg aldrig glemme.

Vi mennesker har faktisk dyrket og spist granatæbler i over 5000 år. De saftige kerner bruges som snacks, i salater, eller drysses over varme retter eller de presses til saft som så kan drikkes, koges til sirup eller gele. Indholdet af C-vitamin er ret lavt (4-12 mg pr. 100 g), men frugten er rig på mineraler, især fosfor som vi har brug for til opbyggelse af blandt andet knoglemasse.

Der er mange der vælger frugten fra fordi den ikke ser super appetittelig ud og det er en stor fejl - bag det lidt utilgængelige ydre gemmer der sig nemlig en saftig smagseksplosion og stor skønhed.

Den nemmeste måde at komme ind i et granatæble er at skære en rille med en lille skarp kniv hele vejen rundt om 'ækvator' og så vride det forsigtigt fra hinanden. 'Punica granatum' (Mange frø fra Punien) er det latinske navn og der er nemt at se hvorfor granatæblet har fået det navn.

De smukke røde kerner sidder tæt i kamre inden i granatæblet og er lige til at pille ud.

Faktisk minder strukturen lidt om majskolber. Jeg kan godt lide at bevare kernerne så hele som muligt, så de selv springer når man bider i dem. Derfor piller jeg dem forsigtigt ud og kommer dem i en skål.

Og det har også en anden grund: granatæblesaft farver som ind i h******. Det kan være tæt på umuligt af få nogle af pletterne væk igen, specielt på tøj. Faktisk så bruges saften også til at farve uld til ægte tæpper og til at lave blæk af.

Jeg havde bestilt en pose med 4 granatæbler hos Aarstiderne og de blev brugt både til rosenkålssalaten mortensaften og til det her billede. Kernerne hygger sig her med palmekål og rosenkål som garniture til lidt andebryst og bagt kartoffelmos. Faktisk er hele opstillingen for saucens skyld. Det er en ny opskrift jeg har udviklet til en opskriftskonkurrence her hos Cafe Noir. Det eneste krav for opskriften er at den skal indeholde kaffe. Jeg har dekonstrueret en gammel klassiker, nemlig bradepandekagen 'Den du ved nok' (chokoladekage med kokos/kaffeglasur) og lavet en sauce med den samme smagsprofil. Så basen af saucen er løg, hvidløg, tomat og andefond - simret med knuste kaffebønner, chili og kanel. Til sidst bliver den så rundet af med kokosmælk og smagt til med lidt chokolade. Smut forbi og kig, jeg har også sendt 2 andre opskrifter ind, en osso buco (som jeg på pinligste vis har stavet forkert) med kaffe og en mocca panna cotta.

Men der var stadig 2 granatæbler jeg skulle ha' brugt. Jeg ville så gerne presse noget saft af dem til at koge en sirup af - men magtede ikke af hive saftpresseren frem og citruspresseren kan jeg slet ikke betjene selv. Men så var det jeg fik en idé som absolut skulle prøves: kunne man måske presse saft af kernerne med et sne-jern?

Og ja - der kunne man! Stor succes, minimalt spild og slet ikke noget svineri. Der kom ikke så meget som en dråbe ud på bordet. De 2 granatæbler gav lige nøjagtig 2 dl saft.

Hvis man vil lave en let granatæblesirup (grenadine) skal man bruge den halve sukkermængde og koge på blandingen i ca 15 minutter. Jeg ville gerne ha' en noget tykkere og kraftig sirup, så jeg tog den samme sukkermængde som jeg havde saft, 2 dl, og kogte blandingen ind til en tæt sirup. Oh la la....den smager af sommer, har en moderat syrlighed og en skøn frugtig sødme. Og så har jeg slet ikke nævnt den smukke farve. Jeg forstiller mig at den skal i noget kagefyld, på is og bruges til at justere saucer med - hvis jeg altså kan lade den være, for jeg har fået en mani med liiiiige at skulle ha' en teske i glasset når jeg går forbi. Det er bedre end slik!