Dårlig hånd = mad udefra i stor stil...

Min hånd har ikke fået det ret meget bedre. Hver gang jeg tror jeg kan bruge den til at skære og snitte noget med, får jeg et smæk i håndledet som giver stød langt op i armen. Det tærer meget på humøret, for det er jo i køkkenet at jeg leger bedst. Der er nogle papirer til forsikringsselskabet der skal udfyldes, men det kan jeg ikke - for jeg kan slet ikke skrive med den dumme hånd. Det siger lidt om hvor handikappet jeg er blevet af det slag. Nå, men der er jo ikke andet for at vente og håbe på at det snart bliver bedre. Så vi lever af rugbrødsmadder og take-out lige nu.

ADVARSEL: til Hanne, Piskefræseren og andre sushi-freaks - der kan forekomme meget stærke billeder i dette indlæg.

Jeg kom hjem fra min katte/kanin/marsvin/slange/huspasser-tjans i fredags og fortalte glædestrålende Max om det fantastiske sushi jeg havde fået fra Sino om torsdagen. Han kiggede på mig i 10 sekunder og sagde: "Sushi?!? Det er alt for længe siden jeg har fået det. Skal vi ikke ha' det til aften?". Jeg dansede en lille glad dans og bestilte straks en omgang sushi til os via Just-eat. Det blev til stedets luksusmenu "Delux 2" (36 stk, 399 kr).

Den bestod af 3 hele makiruller: Rainbow (Surimikrabbe med avocado og agurk. Toppet med tun, reje, avocado og laks), Red Dragon (Crispy reje med avocado, chilimayo og agurk. Toppet med tun.), Tempura Ebi (Tempura rejer med chilimayo, avocado og forårsløg. Rullet i massago).

Menuen skulle ha' indeholdt 2 stk. laks, 2 stk. tun, 2 stk. hamachi, 2 stk. unagi, 2 stk. ebi og 2 stk. gunkan. Hamachien og unagien var dog erstattet af flammegrillet laks og 2 ekstra gunkan. Og det var bestemt ikke noget dårligt bytte.

Makirullerne var virkelig i særklasse. Risen var perfekt kogt og tilsmagt, fisken frisk og størrelsen mundret.

Gunkan sushi (slagskib) er noget af det lækreste. Det er en lille 'bolle' af ris med en høj kant af tang, fyldt med enten grønt eller fisk. Her var det lakserogn og massago. Massago minder om tobiko (flyvefiskerogn), det har det samme 'knas', men er lidt billigere.

Jeg har faktisk forfattet en lille sushi-sang, men det har ikke det pæneste sprogbrug. Nå, pyt - den kommer på alligevel:

♪♫♪ En sushiso, en sushiso - jeg er en værre fiske-ho. Er helt til falds for tang og ris - og dejlig fisk naturligvis. En sushiso, en sushiso - som foretrækker fisk før ko ♪♫♪

Se lige den tallerken - what's not to love? Jeg var i sushi-himmelen. Nøj, det var virkelig god sushi. Sino er en kæmpe gevinst for byen!

Lørdag var jeg ude og spise frokost med en veninde. Vi gik på MASH for at se om de også var leveringsdygtige i kvalitet til frokost - og vi blev ikke skuffede! (Husk at læse min anmeldelse af MASH her på MadMagasinet)

Vi fik begge en saftig burger 'American-style' (165 kr). Virkelig et godt valg. Der var chilifries og løgringe til. Glem alt om de kedelige cafeburgere ved åen og den tilhørende dårlige service. På MASH får man ikke alene super lækker mad, men tjenerne er også venlige og kompetente.

Heinz ketchup, hjemmerørt chilimayo og jalapeños fik man 'on the side'.

På trods at vores tjeners ihærdige forsøg på at lokke en banana split i os, nøjedes vi med 2 kugler is hver. (55 kr) Jeg valgte lakrids og rabarber. Cremede og lækre begge to.

I sidste uge havde Max og jeg en aftale inde i byen. Vi besluttede os for at tage mad med hjem fra Det Nordiske Spisehus i stedet for at gå ud og spise. Jeg bestilte og betalte maden hjemmefra, så den var klar til afhentning når det passede os. Det er ikke verdens største udvalg de har, men der er alligevel lidt for enhver smag. Det der gør forskellen her er kvaliteten.

Vi valgte 2 forskellige retter: 'MADKASSE STOR 500 g. kalv, grøntsager og nordisk sur/sød' og 'MADKASSEN STOR 500g kylling, grønsager og skysauce' (65 kr pr stk). Maden var pakket i 'kina-æsker' med hank som jeg ellers kun har set i amerikanske film. Praktisk og nemt. Og hvad var så de 500 g mad for noget?

Øverst lå grøntsagerne, som var en frisk 'råkost' af fennikel, gulerod og agurk.

Under grøntsagerne gemte sig så selve retten. Her er det kalven. Kogt perlebyg, lækker mild sur/sød sauce og mørt kød. Og den portion på billedet er kun lidt over det halve af æskens indhold. Jeg dropper billedet af kyllingen, da den ligner til forveksling - der var i stedet saftige stykker kylling og timiansky sammen med perlebyggen. Vi spiste os godt mætte og der var til min frokost dagen efter også. Virkelig value for money der!

Det kan jo ikke være luksusmad det hele, men vi er heldige at der også er billigere (men stadig gode) alternativer i nærheden.

Hos den lokale kineser Guangzhou kan man faktisk få ret lækker mad. De bringer ikke ud, men Max springer gerne på cyklen og kører den omvej efter arbejde. Der er 3 ting som vi plejer at få: 'Oksekød i soya med grøntsager' (46 kr), 'Stegte nudler med svinekød' (42 kr) og 'Indbagt kylling med sur/sød' (44 kr). Sådan 3 retter kan vi strække til 2 gange aftensmad og 1 frokost. Det må også siges at være yderst billig mad.

Et andet sikkert hit er mad fra Istanbul Grill. Vi er aldrig blevet skuffet over den mad de har leveret.

Her er det en 'Istanbul Mix' (80 kr) med adana kebab, grillet kylling og kalv på spyd. Tilbehøret er ris med spicy sauce, salat, grilltomat, humus og tzatziki. Der er også både til aftensmad og frokost i sådan en portion.

Så vi får da noget at spise. Men jeg har det altså ikke spor godt. De ekstra smerter gør mig irritabel og umedgørlig. Der foregår også en masse ting i kulisserne som jeg ikke har lyst til at dele på bloggen - det er for privat. Men det er noget der tærer på de få kræfter jeg har og der skal sættes ind nu hvis jeg ikke skal knække på det. Siden jeg blev tilkendt pension i marts har jeg kørt i et forkert gear. Men det er jo 'learning by doing' der skal til, så nu skal jeg så se om jeg kan få det bremset eller i det mindste få skiftet gear. Jeg har reflekteret meget over det på det sidste og er nået frem til en konklusion: jeg har været så bange for at gå i stå at jeg har tvunget mig til at holde hjulene kørende - også selv om der ikke hvad hverken kræfter eller ressourcer til det. Og nu er jeg fysisk der hvor jeg ikke kan mere. Den stresstilstand jeg har sat mig selv i har tæret på mit i forvejen skrøbelige helbred. Fibro-influenzaen kommer og går, men er der i baggrunden hele tiden og nattesøvn er en by i Rusland. Jeg har mistet grebet om alt det jeg gerne vil versus alt det jeg skal. Der er over 100 kommentarer jeg SÅ gerne vil svare på, men når jeg sætter mig for at skrive mangler ordene. Det gør så at jeg ikke rigtig føler at jeg kan være bekendt at blogge noget nyt. Jeg åbner ikke længere min feed-reader, der venter 1000 ulæste indlæg. Der er mails der skal besvares, men jeg er helt holdt op med at åbne den mappe i mailprogrammet pga dårlig samvittighed. Og jeg er blevet en superdårlige veninde: jeg svarer ikke på Facebook, er dårlig til at skrive tilbage på vigtige sms'er og ringer ikke tilbage. Den negative spiral bliver strammere og strammere. Har hele tiden en hård kugle at dårlig samvittighed og stress i maven. Og jeg er kommet til at sige ja til nogen ting som jeg allerede nu ligger vågen og bekymrer mig om hvordan jeg skal få til at passe sammen. Jeg vil gerne det hele, men det er en fysisk umulighed. Men det er også umuligt at melde fra for jeg kan ikke lide at gøre nogen kede af det og sæt nu de bliver vrede på mig fordi jeg aflyser. ARGH!

Efter en lang god samtale med verdens bedste Vita i dag har jeg dog fået lidt perspektiv på. Der er nogle ting jeg SKAL aflyse og nogle folk jeg bliver nødt til at skuffe. Ellers går jeg ned med flaget og må aflyse alt og skuffe alle incl mig selv. Og så hedder det max 2 aftaler om ugen i et stykke tid. Nu må jeg så forsøge at tage mig sammen til skrive de mails der gerne skulle lette bagefter. Ugens 2 aftaler kan jeg godt magte at gennemføre, for det er veninde-hygge af allerbedste skuffe. Og så gælder det om at samle kræfter til på lørdag - der skal jeg nemlig møgforkæles på Norsminde kro.

Puha, det lettede at sætte ord på og skrive alt det ned. Det er som om der allerede er kommet lidt mere ro på. Det her indlæg startede med at handle om take-out, men fik pludselig en helt anden form.

Kender du til den slags stress? Tager du også for meget ind, med de bedste intentioner og går så ned på det? Bliver du handlingslammet og gemmer dig når det bliver uoverskueligt?

Og ikke mindre vigtigt: har du et bud på hvad man kan gøre for ikke at ende i den situation igen og igen?