lørdag den 18. september 2010

Cafe Hack...

I går mødtes jeg med en veninde til snak og brunch inde i byen. Vi magtede ikke at finde en cafe nede ved åen, hvor maden generelt er for dyr og kedelig + betjeningen uforskammet og langsom. Det kan virke urimeligt at skære alle cafeerne over en kam på den måde, men erfaringen viser desværre at det hænger sådan sammen. Der er ganske få lyspunkter - og de er skam blevet fremhævet som det sig hør og bør.

Vi besluttede os derfor for at prøve Cafe Hack, som ligger på Bispetorv i forbindelse med Århus Teater. Jeg er før gået forgæves efter deres brunch som kun serveres torsdag til lørdag fra 11 - 14.30. Denne gang ankom vi dog lige kl 11 og fik et bord midt i det åbne lokale. Der er god plads mellem bordene, behagelig belysning og afdæmpet musik. Vi bestilte brunch og både varme/kolde drikkevarer. Den meget venlige og kyndige tjener foreslog de helt perfekte varme drikke og foreslog at de først arriverede sammen med maden. Og så begyndte forkælelsen:

Jeg havde bestilt hvid te. Ind på bordet kom der White Ambrosia fra Tea Forté (30 kr). Alene serveringen var en oplevelse. Jeg var fuldstændig solgt til stanglakrids over den kop og bakke. Begge dele kan købes her.

Helt ærligt, er det ikke en skøn kop? Det pyramideformede tebrev har en lille grønt blad at holde fast i.

Tebrevet kan bruges mindst 2 gange. På bakken står der en lille assiet hvor det kan stå og vente på mere vand. Her trækker teen 2. gang. Smagen er simpelthen fremragende. Mild, rund og behagelig med en nærmest 'silket' eftersmag.

Brunchen (119 kr) kom på bordet som 2 anretninger. Først en tallerken med det salte. Røræg lavet på fløde, en pølse fra Silkeborgslagteren og tørsaltet bacon. 'Tun nicoise' som var en silkeblød mousse med frisk citronaroma, serveret med solkyssede cherrytomater og krydderurtecreme. 2 forskellige spegepølser med grønt og til sidst 2 råmælksoste, tallegio og fynsk rygeost. Der var 2 slags hjemmebagt brød (rug og hvede) til.

Det søde: græsk yoghurt med frugt, ahornsirup og ristet müsli, hjemmelavet marmelade og 'nøddehonning' (smagen er et sted mellem nutella og dulce de leche), melon og brownies.

Først og fremmest: WOW! Det var kvalitetsprodukter over hele linjen, det var utroligt velsmagende og betjeningen var helt i top. Jeg er rigtig glad for at jeg endelig fik spist på Hack. Det bliver bestemt ikke sidste gang. Det er fedt at spise et sted hvor der er kælet for detaljerne og velsmagen. Her var der bestemt ikke præg af at man bare skulle ha' kørt nogle kunder igennem i en fart. Min eneste lillemicrobitte anke er de 16 kr som man skal betale for en kande isvand. Den burde være gratis når man køber andre drikkevarer. Eller hvad?

Mens jeg sad på cafeen fik jeg en opringning fra en lettere panisk Max. Der var gået kuk i kalenderen. Hans moster havde lige ringet og spurgt hvor han blev af. Den fødselsdag vi troede var i næste weekend, viste sig at være i dag (lørdag) kl 13 i Hillerød. Hans mor fylder 70 og vi havde lovet at komme med en fancy kage som Sif havde tilbudt at lave. What to do? I morgen viser jeg hvad jeg lige var i stand til at ryste ud af ærmet med hjælp fra Betty Crocker.

Jeg har valgt ikke at blogge om vores besøg på Restaurant Dauphine torsdag aften. Maden var ellers virkelig god og det var en hyggelig aften - lige indtil min hjerne smeltede sammen og jeg bildte mig selv ind at jeg da sagtens kunne tåle at klemme en kammusling ned. 1½ time senere var jeg så dårlig at vi måtte forlade restauranten midt i hovedretten. Det var SÅ ærgerligt. Puha, sikke en taxatur hjem. Men jeg lover at jeg har lært lektien nu: ALDRIG mere kammuslinger. Skaldyrsallergi er godt nok ikke til at spøge med. Der ligger billeder at den mad vi nåede at få lige her. Vi vender tilbage og spiser der igen snart og så skal der nok komme en anmeldelse af stedet.

Og nu: på grønttorvet efter drueagurker. Der skal syltes!

12 kommentarer:

  1. Det lyder som intet mindre end en perfekt brunch! Får pludselig Århus-hjemve... Ikke mindst når jeg hører ordene 'Café Hack'. Er lidt en (in disguise) sucker for radioprogrammet af samme navn ;-)
    Glæder mig til at se, hvad du fik tryllet frem fra kageærmet - og til at se, hvordan du laver syltede drueagurker...
    Kh. Eva

    SvarSlet
  2. Det lyder som en lækker brunch. Jeg har spist på Cafe Hack én gang. Mener det var med mine kollegaer men det var nu om aftenen. Jeg må derned igen - bliver helt fristet af dine billeder :P God weekend. Knus

    SvarSlet
  3. Det ser vel nok godt ud, Malou - en totaloplevelse på Café Hack! Og så tænker jeg automatisk på radioprogrammet af samme navn :-)

    Solskinsklem og ha' en rigtig god tur til Hillerød! Jeg håber, du er blevet helt rask af allergien igen.

    SvarSlet
  4. Uhh, hvor har jeg kæmpet mig igennem mange underlige, kedelige eller dårlige brunch anretninger, mens jeg boede på Åboulevarden. Ja, caféerne var ligesom hvad fantasien rakte til, når der skulle brunch til en lørdag eller søndag morgen og hovedet måske bare lige trængte til at slappe af.
    Vi har faktisk tit snakket om café Hack, men af en eller anden grund har vi aldrig været deroppe.
    Det er da genialt, at skille det salte og det søde ad på 2 tallerkner.
    Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange pandekagen har ligget halvt under røræggene, mens osten har været smeltet under en pølse og der har siddet baconfedt på mit glas med yoghurt.
    Det er nok grunden til, at vi til sidst næsten altid endte op med at bestille brunch buffet.

    SvarSlet
  5. Hmmm, fredag om 14 dage kan jeg - hvad siger du?
    God redning med Betty Crocker - Vi ses i morgen!
    Knus

    SvarSlet
  6. Ja, udvalget ved åen imponerede heller ikke os, da vi var i Århus sidste år, men vi fandt et fint lille sted at spise frokost til sidst. Området virker lidt som en turistfælde :-)

    Meget spændende brunch - dejligt at det var lidt ud over det sædvanlige!

    SvarSlet
  7. Der gav du mig lige en ide, når mine to piger og jeg skal gøre en ting sammen.
    Det lyder lækkert.
    Pyha, de kammuslinger. Du lærer det på den hårde måde. Synd for dig.

    SvarSlet
  8. Uhmmm... Cafe Hack er noteret, jeg har før gået forgæves og nedtrykt fra Å-caferne.
    Dog er jeg lidt misundelig på jeres Afternoon te og kagebord på Simply Tea.

    Skal vi ikke lave en byttehandel, jeg tager alle dine kammuslinger mod mine kikærter? Så er er det slut med at prøve?
    kh SS

    SvarSlet
  9. Åh, den der kop the! Den gjorde mig helt varm i maven, så fin og dejlig den er med thebrevet og det hele :)
    Jeg kan i øvrigt godt lide dine cliffhangers i dette indlæg, kunne være man skulle lade sig inspirere i stedet for at plapre ud med ALT man har oplevet i et og samme indlæg.

    SvarSlet
  10. Min frisør serverer også de små fine te-breve i den slags kopper. Og teen i de breve smager bare så godt! Men hey... når man bliver klippet for en formue, må man vel også kunne forvente bare LIDT i den anden ende...? ;-)

    SvarSlet
  11. @Eva - Det var så tæt på perfekt som det bliver :-) Jeg har aldrig hørt programmet, men overvejer at smutte forbi en dag hvor de optage. Kagen blev ok, drueagurkerne fuldstændig fantastiske :-)

    @Anette - Det var SÅ lækkert :-) Jeg kunne også godt tænke mig at komme derned og spise til aften, menuen ser virkelig god ud. Tak, ilm. Knus

    @Madame - Det var alle pengene værd. Det er jo også i det samme lokale som programmet bliver sendt fra :-) Jeg kom desværre ikke med til Hillerød, men sendte en kage med Max i stedet for. Jeg nåede kun lige at blive rask, men nu er den gal igen. Æv.

    @LaTascha - Kvaliteten var helt i top! Jeg har også kæmpet mig igennem alt for meget dårligt nede ved åen. Puha. Men Hack leverer virkelig varen :-)

    @Signe - Det var dejligt at se at Hack også havde en skøn frokosttallerken. Jeg var virkelig godt tilfreds - både med maden og selskabet ;-) Knus

    SvarSlet
  12. @Piskehaps - De skulle skamme sig nede ved åen! Maden + servicen stinker. Hack er derimod en ganske behagelig oplevelse :-)

    @Betty - Herligt, jeg håber at I kan lide Hack. Ja, men nu har jeg lært det -ALDRIG mere kammuslinger :-D

    @Sushistegen - Du skal bestemt ikke være misundelig over besøget hos Simply Tes - det var sgu ikke verdens bedste noget som helst. Theen var kedelig og vi fik verdens mindste scones til. Det er en deal! Jeg er helt færdig med kammuslinger - kikærter kan jeg ikke få nok af :-)

    @Bitten - Ja, er det ikke bare en total-oplevelse med sådan en kop the? Jeg har været der igen, bare for at få sådan en kop :-) Det med cliffhangerne lærte jeg på Madbloggersymposiumet. Man skal give læserne lyst til at komme tilbage og læse fortsættelsen ;-)

    @Hottie von Dottie - Uh, det er lige før det er værd at skifte frisør for :-) Det er simpelthen så lækker the. Jeg går og drømmer om at købe en æske, men 48 breve koster næsten 500 kr - så det bliver vist ved drømmen :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!