torsdag den 5. august 2010

Skindstegt laks med tang-pasta...

I dag har jeg været på en skøn bytur med Sif. Som andre tager i Zoo for at klappe dyrene, tager vi i Salling Super og aer madvarerne. Og i dag skulle vi blandt andet ned og dikke et par råmælksoste under hagen. Jeg kom dog ikke derfra med ost, men med hvide Summerbird flødeboller og lidt andet luksus.

Jeg har længe luret på den her pastavariant med tang og i dag røg den så i kurven. Menuen stod ellers på laks med nye kartofler og citron-hollandaise, men det blev skrottet til fordel for en lettere og grønnere menu med mange grøntsager og pasta.

For et par uger siden fik jeg en fiskekasse fra Aarstiderne med et stort pænt stykke laks. Det hev jeg op af fryseren i går, så det var lige klart til at gå til. Først skar jeg det tynde bug-stykke af og skar et par flotte store stykker til aftensmaden. Det sidste skæve stykke spiser jeg til frokost i morgen.

Det smalle bug-stykke smurte jeg med lidt lakridspulver rørt op i olivenolie.

Det var bare et lille eksperiment - men jeg syntes det var et hit! Max syntes det smagte sært og var glad for at det ikke var alt laksen de havde fået den behandling. Men den sødlige lakridssmag skar fint igennem til den fede fisk og det er bestemt noget der skal leges mere med.

Pastaen skulle koge i 10-12 minutter, så jeg gjorde tilbehøret klart så længe. Først blev en god håndfuld græskarkerner ristede på en varm tør pande til de poppede uden at branke. Lidt sommerhvidkål, 1 rødløg, 1 rød snackpeber og ½ squash blev skåret i mundrette stykker og sauteret i lidt olivenolie. De sidste par minutter kom der 2 dl nybælgede ærter ved.

Laksen blev stegt i en blanding af olivenolie og SMØR. Først på skindsiden til fisken skiftede farve ⅔ op. Den fik så et drys salt/peber og blev vendt forsigtigt. Laksen blev stegt færdig på kødsiden i ca 2 minutter. Man kan sagtens spise skindet, men jeg fjernede det og serverede fisken med den side nedad.

Den færdigkogte pasta blev vendt med de sauterede grøntsager og smagt til med salt, friskkværnet peber og lidt citronsaft.

Laksen blev anrettet ovenpå og der blev dryppet med lidt olivenolie og drysset med de ristede græskarkerner. Nøj, hvor var det godt!

Jeg er sådan bagefter med at blogge. Opskrifter og billeder hober sig op, men tiden mangler. Måske får jeg tid i min lille ferie til at indhente noget af det forsømte. Lige nu bruger jeg nemlig en masse tid på at lære min nye telefon at kende.

Max har virkelig haft spenderbukserne på og foræret mig en HTC Desire. Jeg har sukket efter en længe, men jeg syntes at det var alt for mange penge at bruge på sådan en lille fidus. Man kan jo få en bærbar computer til den pris. Men nu er jeg bare glad og forkælet - den er sgu dejlig. Mine tommelfingre er allerede glade for ikke at skulle trykke på på taster når jeg skriver sms'er og Twitter. Problemet er at jeg er en spade til at få den til at virke optimalt. Den vil ikke opdatere styresystemet til Android 2.2 selv om jeg gør som der står. Den påstår at den er opdaterer og der ikke er noget at hente. Jeg har endda downloadet og printet manualen på ikke mindre end 211 sider. Men heller ikke her fandt jeg en løsning. Argh, jeg må vist hellere opsøge noget hjælp.

I morgen er det hviledag. Kun sofahygge og afslapning. Mon ikke også det bliver til en tur i blogland? Jeg har lige 389 feeds der venter på at blive læst. Tjaw!

7 kommentarer:

  1. Den anretning ser bare nam-nam ud! :oP
    Hvordan smagte pastaen? Kunne du tydeligt smage tangen, eller?

    SvarSlet
  2. Laks og lakrids - den havde jeg ikke set komme, men det vil gemalen helt sikkert gerne prøve, så tak for ideen!

    Spændende med pastaen - jeg har også købt sådan en pose for et par måneder siden, men jeg har endnu ikke nænnet at tage hul på den! :-D

    Og tillykke med vidunderbarnet. Gemalen har også sådan en lille fætter, og den er vældig praktisk. Jeg vil også gerne have en, men er lidt for nærig... :-D

    SvarSlet
  3. Laks og Lakrids skal også prøves her, hvor begge dele ellers er i høj kurs. Men jeg kan egentligt godt forestille mig at det smager godt.
    Tillykke med legetøjet.
    Knus til dig

    SvarSlet
  4. Hej...

    Med hensyn til at din Desire kan du prøve at følge dette link:

    http://www.geekword.net/manually-install-froyo-htc-desire/

    Der er 8 steps under "Steps to install Froyo on HTC Desire" som forklarer hvordan. Froyo er kodenavnet for Android 2.2. Jeg har ikke selv en Desire, så kan desværre ikke tjekke om det virker og vil derfor heller ikke tage ansvar for hvis det ikke gør, og telefonen deraf lider skade :) Men prøv hvis du har mod på det, jeg tror det vil fungere!

    Hilsen

    Karl Johansen

    SvarSlet
  5. Tillykke med den nye fon :-)
    Laber laks.
    Knus

    SvarSlet
  6. Kære Malou
    Eftersom at jeg ofte bruger pernod og fennikel til fisk og skaldyr, undrer jeg mig ikke så meget over dit forsøg, men jeg ville nu nok være lidt bange for, at lakridssmagen fra pulveret, ville blive for meget, men det må være smags sag.
    Det ser lækkert ud, og tangpasta er da vist en ting man godt kunne prøve.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  7. @Bibbi - Tak :-) Pastaen var god og havde en meget svag smag af tang. Men det var altså meget mindre end jeg havde forventet - Max kunne slet ikke smage det :-)

    @Piskehaps - Velbekoms, jeg fik idéen fra en på Facebook. Kan du så se at tage hul på den pose - når din amerikanermåned er ovre altså :-) Tak, jeg er dæleme godt nok glad for den. Jeg er altså også for nærig, så det var heldigt at Max rev sig :-D

    @Signe - Det her helt klart potentiale, men pas på med lakridsen. Less is more! Tak :-) Knus

    @Karl - Tusind tak for hjælpen, jeg fik det til at virke :-)

    @Signe - Tak og tak :-D Knus

    @Kære Vibeke - Man skal passe virkelig på med lakridsen, den tager meget let hele smagen over. Uhm, men jeg tror det ville være lækkert med fennikel OG lakrids :-D Tak, du skulle prøve tangpastaen, den er rigtig god. Knus

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...