Blogtræf på Himmelbjerget...

Så, nu sidder jeg i en lun stillekupe på vej til Sjælland og den ventende Søsterboble. Regnen pisker mod ruderne og landskabet forsvinder hastigt afsted derude. Det var ellers lige før jeg var nødt til at aflyse. Jeg har ikke været så slemt plaget af fibromyalgien længe, som jeg er i disse dage. ALT gør ondt. Det at vaske hår, pakke kuffert og smøre madpakke var næsten uoverskuelige projekter. Men jeg har fundet ud af at jeg har godt af at komme ud og opleve noget. Og det gjorde jeg i søndags.

Himmelbjerget var målet for et blogtræf arrangeret af Vita og Anne. Selv om vejrudsigten ikke så for lovende ud, stod den på picnic og hygge på 'bjerget'. Og den ekstra bonus var: jeg skulle hverken ud og rode rundt i trafikken eller lave madpakke! Familien Gok gokkelok hentede, bragte og fodrede mig med skønneste wraps. Super koncept! Jeg blev bare bedt om at medbringe 'lidt sødt'.

Det blev til lidt kanelsmåkager (mildere end Bastogne og potentiel cheecekagebundskandidater), grønne stenfri druer og en økologisk melon.

Så kunne jeg også få indviet min fine skovturs-kasse fra Rice. Min intention om at bage en kage blev fuldstændig skudt i sænk af fibroen, så jeg greb en nem nødløsning.

Jeg kunne ikke engang piske en pulverdej sammen, så det blev en færdigblandet 'chokoladekage' fra Maizena der røg i vognen.

De her mini marshmallows bruger jeg mest til varm kakao, men de passede helt fint ind her. Halvdelen af dejen blev fordelt i 7 forme, fik lidt marshmallows på og blev dækkede med resten af dejen.
De blev faktisk ret gode. Lette, luftige og med en ret god, ikke for sød chokoladesmag. Erna Marie var i hvert fald begejstret.

Hun er altså bare sådan en sød bette pige. Nem og sjov. Jeg ved at mit ry som børne-, hunde-, jule- og ostehader har trange kår i disse tider. Men jeg er altså stadig ikke glad for hunde og skimmeloste! Der blev grinet, spist og hygget i det forbavsende gode vejr. Det er altid sjovt at møde nogle nye bloggere IRL og snakken gik lystigt på kryds og tværs. Sidst på eftermiddagen dryssede folk hvert til sit igen og vi blev enige om at gentage succesen igen til næste år.

Vita og jeg gik et smut op til tårnet. Vinden var ganske frisk, men jeg ville gerne lige ha' udsigten med hjem på nethinden.

Det er utroligt så meget mine mentale batterier blev ladet op af at gå de 100 m derop. Sikke en udsigt.

Jeg vil ikke sige at jeg savner at bo på Silkeborgkanten, men det var nu ganske rart at være tilbage for en stund.

Og så var der brombær. Jeg har et lidt mærkeligt forhold til vilde brombær. De er smukke og velsmagende, men gør mig også lidt sørgmodig. Min fars kiste var nemlig pyntet med vilde brombærranker, som jeg stirrede på under hele begravelsen. Disse var dog uden for min rækkevidde, så jeg måtte nøjes med at zoome godt ind og kigge længselsfuldt efter dem.
Og dog, for Vita sprang over hegnet og plukkede en lille håndfuld af de eftertragtede bær til mig. Åh, så glad jeg blev. Og så gik det hjemad. Jeg var dog så træt i bilen at jeg næsten ikke kunne følge med i samtalen. Gik også fuldstændig omkuld på sofaen og kom ikke videre den dag.

Jeg tog afsted i regntøj, med paraply og gummistøvler. Men vejret tog sig sammen og hældte solskin ned over os. Naturligvis resulterede det i et fikst 'krabbe-look' i dagene der fulgte. Tsk, tsk - skal lære at ha' solcreme i tasken.

Nu er jeg snart fremme på min destination og skal springe (well, humpe) i favnen på min ventende søster. Vi skal ud og købe en nakkefilet, som skal marineres i den BBQ-sauce jeg har med hjemmefra. For i morgen skal vi nemlig lave pulled pork i Søsterboblen. Oh yes, på grill og alt muligt. Det skal nok blive godt.