fredag den 23. juli 2010

Vegansk sandwich og lækre loppefund...

Æv, der var ikke mere koldskål tilbage. Jeg måtte finde på noget andet at spise til frokost. Der var ingen pålæg, ingen dåser med fisk og ingen hemmelige gemte lækkerier der sprang ud af skabene. Og dog - der stod en dåse, vundet i jule-pakkelegen, bagerst i rodeskabet.

Som barn var jeg fuldstændig pjattet med den grove bønnepostej, men den her havde jeg faktisk aldrig smagt før.

Og jeg må indrømme at jeg haller ikke havde den store lyst til det, da jeg så indholdet for første gang. Det både lignede og lugtede lidt som langtidsholdbar leverpostej. *Gys*. Der måtte gøres noget hvis det skulle gøres spiseligt.

Jeg gik på jagt efter noget at kyle i og fandt da også noget brugbart. Peppadew™ i små tern, hakkede cornichoner og saltede cashewnødder. Men der manglede stadig noget.

Friskkværnet sort peber, en håndfuld hakket bredbladet persille og lidt tamari. Nu var den ved at være der.

Fyldet blev smurt på bondebrød med kerner og pyntet med lidt oliven inden overdækkeren kom på.

Den færdige sandwich blev skåret i trekanter. Hmm, det var ganske udemærket. Det er dog ikke noget jeg selv vil købe, konsistensen er for smooth for mig. Men jeg tror jeg skal ha' fat i et par dåser af den grove bønnepostej - den er god på rugbrød med tomatskiver og purløg.

Efter frokost gik min hviledag i vasken. Jeg læste på nettet om en kæmpe genbrugsbutik i nærheden. Sif og jeg aftalte straks at tage til bagagerumsmarked derude på søndag, så jeg ville lige forbi og se hvor det lå først.

Det er jo kun 5 minutter herfra på cykel, for der er en snedig smutvej bagom.

Og sikke et syn der mødte mig derude. En hel hal fyldt med lopper og ragelse - lige noget for mig. Der er en masse marskandisere der hver har en ubemandet stand derinde. Der er priser på alt ting med sælgerens nummer og så afregner de på den måde. Og så tager de dankort. Farligt!

Der var ikke ret mange mennesker, så jeg havde god plads til at gå og snuse. Mens jeg gik rundt derinde brød helvede løs udenfor. En tordenskylle af de store ramte området. Jeg havde kun en lille sommerkjole på og skulle ikke nyde noget af at blive gennemblødt, så jeg tog den med ro. Jeg endte med at være der i næsten 2 timer.

Der var også en kælder med møbler, men der gik jeg ikke ned. Jeg ville jo ikke kunne slæbe noget hjem alligevel. Det er jo begrænset hvad der kan være i en cykelkurv.

Jeg gjorde et par veldig fine fund. Den runde glasflaske står der 'Paf' på og den kunne jeg slet ikke stå for, selv om den kostede 40 kr. Den anden flaske fandt jeg i en rodekasse til 5 kr og den skal bruges på skovture til saft eller vand. Den skønne gamle hjulpisker med træhåndtag måtte jeg få med hjem for bare 10 kr. En herlig ting til min samling af gammelt køkkenhejs.

Og så fik jeg endelig fundet noget til at lime sammen til opsatser. For noget tid siden fandt Sif en hjemmeside hvor der var de skønneste hjemmelavede kageopsatser, kaldet 'opsatsdown' lavet af netop loppefund. Hun lavede selv den her. Jeg vil prøve at gøre hende kunsten efter.

Jeg har leget lidt med at sætte delene forskelligt sammen. Nu får vi se hvad det bliver til. Først skal porcelænet vaskes, lysestagerne pudses og en god 2-komponentlim indkøbes. Det kan godt tage noget tid.

For i morgen skal jeg igen forsøge at holde hviledag - nu går den ikke længere. Der skal ro og hvile til - ellers går det galt. Der er allerede et par alarmlamper der lyser og jeg må hellere høre efter. Dog skal jeg lave aftensmad, men det bliver i stille og roligt tempo.

Der kommer både laks og svinekoteletter med kasserne i morgen, så jeg skal vælge. Har du en ide jeg kan bruge?

14 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Hvor bliver de opsatser fine. Hvor køber man den lim?
    Jeg så noget lignende i et blad den anden dag, hvor der var brugt kopper, som 'mellemstang'.
    Jeg vil også prøve - de opsatser man kan købe er vildt dyre og de her er da også sjovere.
    Knus Hanne

    SvarSlet
  2. Ej hvor er det bare flot med de opsatser! God ide! Altså Nigella har en opskrift på hurtige korteletter, vil du høre?

    Korteletter steges i olie. 1 sp grov sennep røres rundt i stegeskyen. ca. 1 1/4 pære cider tilsættes..og koger lidt. 1 dl (mindst) fløde tilsættes. og så har hun kogte gnocchi til, men man kan sikkert også bruge andet. Det er et hit her i huset :O)
    Den er nem og go når man skal hvile!
    Go hvile dag
    Stinne

    SvarSlet
  3. Orv, det loppemarked ser bare så spændende ud, Malou! Der kunne jeg også have brugt to timer, endda selv om det ikke regnede :-)
    Tak for tippet om den grove bønnepostej, det skal jeg prøve, og så ser det festligt ud med kageopsatserne - skøn idé ;-)

    Varme solskinsklem!

    SvarSlet
  4. Et hjemmelavet kagefad.... sådan et må jeg også eje/lave... godt jeg stadig har ferie. Jeg elsker også at tulle rundt på loppemarkeder og lure på ting og sager.

    Super ide, mange tak for det

    SvarSlet
  5. kæff det er ser klamt ud fra start.

    Fedt loppemarked.

    SvarSlet
  6. Skøn ide med hjemmelavede opsatser - nu vil jeg gå på opdagelse.

    SvarSlet
  7. Hæhæ - jeg synes tværtimod, at den postej ser dejlig syndig ud fra start! :-D

    Lugten lyder dog ikke som noget, jeg har videre lyst til at opleve...

    SvarSlet
  8. @Kære Hanne - Fandt du lim? Jeg glæder mig til at se hvad du får lavet af opsatser :-) Knus

    @Stinne - Jeg kan desværre ikke tage æren for ideen, men jeg lader den gerne gå videre :-) Tak for tippet, den opskrift lyder rigtig lækker. Tak :-)

    @Madame - Uh, du kan tro jeg også snart skal derud igen og snuse rundt. Jeg håber at du kan lide bønnepostejen. Tak, jeg er også vild med dem - men ideen har jeg jo lånt et andet sted :-) Klem

    @Sushistegen - Uh, ja - du må ud og rode på loppemarkederne og finde ting til opsatser :-)

    @Morfar - Yep, det lignede sgu lidt minkfoder. Loppemarkede FTW!

    @Marianne - Pøj pøj, med at finde nogle gode loppefund til opsatser :-)

    @Piskehaps - Du er ikke rask :-D

    SvarSlet
  9. Det har jeg heller aldrig påstået! :-D

    SvarSlet
  10. Hejsa - ledte efter en "opskrift" eller ide til en rugbrødslagkage til vi får besøg af min søns dagpleje i anledning af vores hunds fødelsdag (ja, det griber lidt om sig, men det bliver aldrig aldrig nogensinde til buildabear-fødselsdag ... aldrig ... tror jeg).

    Nå, men så så jeg dine søde opsatser :) Fin ide! Dog tænker jeg, at det bliver monsterbesværligt at pudse, når først det er limet sammen ... er det ikke det? Kunne det ikke balancere bare på lysestagefoden, og så få limet en lille plade på toppen, så det også kan balancere dér - så må det være nemmere både at vaske op og pudse efterfølgende!!?

    SvarSlet
  11. Hov, sorry - jeg fik aldrig svaret.

    De er slet ikke besværlige at pudse når de er limede - man skal bare bruge en megastærk lim. Jeg prøvede skam bare at balancere dem uden at lime dem = småkager over alt! Så det kan ikke anbefales :-)

    SvarSlet
  12. Hej fandte du endelige ude af hvor den Paf flask kom fra? Den ser sej ude! Jeg har lyst til at tage der ned på et tidspunkt men jeg er meget optaget af arbejdet for tiden.
    Tak fro din blog. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej

      Nej, desværre - den var meget svær at spore. Men den er sjov at ha' stående.

      Uh, du skulle tag og kigge forbi derude - de har mange sjove ting.

      Ih tak, jeg er glad for at du kan lide bloggen :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...