mandag den 12. juli 2010

Koldt guf på varme dage...

Det er lige før den her varme gør det af med mig. Jeg kan ikke sove, spise eller magte ret meget. Forsøger stadig at komme mig over Roskilde, men det går rigtigt langsomt. Madlavningen er droppet og vi spiser kun kold, let mad. Den varme altså, det er ikke til at holde ud. Hele 2 gange i weekenden har jeg måtte søge tilflugt i en kølig biograf for at se Eclipse. Det kølede dejligt at se Edward i snevejr. Den dejlige omvendte dypkoger. *Rrrrrrrauf*

Lørdag var vi til "Wee, jeg er færdig som lærer" fest hos Signe, som diskede op med en masse lækre kolde godbider. Der var små happere med oliventapenade og cherrytomat, røget laksecreme og dild, artiskokcreme og granatæblekerner, vandmelonsalat på rejechips og små indbagte pølser. Der var også crostini med andeleverpaté og nogle med tomatconcassé og oregano - men de forsvandt, sammen med kølig hvidvin, indenbords før jeg nåede at knipse et par billeder.

Til dessert diskede hun op med denne lækre sag som bestod af fragilitébunde med hyldeblomstskum og rabarberkompot, pyntet med jordbær og blåbær. Der var også hjemmelavet chokoladeis-lagkage, med florentinerbunde. Det var ren sommerfryd!

Signe havde også lavet nogle lækre "Bombay-snacks" som vi sad og nippede til (læs: skovlede ind) bagefter. Det var en blanding af mandler, cashewnødder, græskarkerner og store grønne rosiner - ristet i ovnen med sukker, fennikelfrø, kardemomme og kanel.

Det var en super hyggelig fest og vi sad på en skyggefuld terrasse det meste af dagen. Max og jeg tog en taxa hjem lidt efter midnat. Jeg skulle nemlig op og i biffen med Kagedåserne relativt tidligt.

Da jeg kom hjem fra biffen var der ikke kræfter til noget som helst. Jeg havde planlagt grillmad på altanen, men orkede ikke at være uden i den lumre hede og havde overhovedet ikke lyst til varm mad. Løsningen blev en omgang sushi fra Mitsu Mizu, som vi spiste inde i den kølige stue.

Jeg fik en menu med 9 nigirier + en valgfri makirulle (8 stk) . Der var 3 laks, 3 reje og 3 tun + rullen jeg valgte, en Uramaki (inside-out) 'Philadelphia' med røget laks, flødeost, agurk og avocado, drysset med sesam.

Vi delte også en ekstra (Ura, inside-out) makirulle 'Spicy gomoku' med tun, laks, reje, kingfish yellowtail, spicy mayo og wasabi tobiko udenpå. Nøj, hvor var det lækkert og lige hvad vi havde lyst til.

I lørdags begavede Signe mig med både hjemmelavet koncentreret hyldeblomstsaft og hyldesukker (a'la Piskeriset). Det er jeg bare så glad for, for jeg elsker det stads. Jeg får slet ikke selv lavet noget i år, mangler både kræfter til det og plads i fryseren.

I morges da jeg virkelig skulle kæmpe med voksende sult, men manglende appetit, fik jeg pludselig en ide. 2 dl skyr blev rørt op med ½ dl ufortyndet hyldeblomstsaft og 1 tsk hyldesukker. Tah da.....

Sammen med lidt vandmelon var det den perfekte lette morgenmad. Skyren var sød-syrlig med den skønneste aroma af sommer. Nu planlægger jeg en koldskål efter samme ide, med saften som sødemiddel, lidt skyr og lidt friske jordbær. Mon ikke det bliver et hit?

5 kommentarer:

  1. Hvor ser det dog lækkert ud alt sammen - og de der "Bombay-snacks" skal helt sikkert laves her :-) Vi lider også i varmen, det er simpelthen for meget og for trykende fugtigt. Til gengæld kalder varmen på de sunde ting som lette salater og masser af frugt og grønt :-)

    Solskinsklem!

    SvarSlet
  2. De hapsere ser SÅ gode ud, var i Fakta i dag, men de havde ikke de der fiskekiks, som man ellers ser alle steder her i blog land.

    Det sushi ser også vildt godt ud - mon man kan lære at kunne lide det ??? Det gad jeg vitterlig godt !

    I dag har vi indtil nu levet at 1 stk fransbrød og så citron is.....

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  3. Hej hej...

    Håber du kan holde til det på trods af tryggende hede. Det var godt nok hårdt for mig, at komme ud fra "Bruuns" trygge klimaanlæg,da jeg fik fri i dag.

    Jeg har selv lavet hyldeblomstsukker i dag - det er jo genialt og nu har du lige givet mig et par ekstra ideer til at bruge det:-)

    jeg har givet dig en award, men hvis du ikke har kræfter skal du slet ikke tænke på det.

    Mange knuser fra Anne.

    SvarSlet
  4. God idé at bruge saft og sukker på den måde :-)

    SvarSlet
  5. @Madame - Du kan tro det var lækkert. Jeg skal bestemt også en tur til Bombay :-D Åha ja, salater og frugt - og koldskål. Varme klem :o)

    @Marianne - Det var nogle meget skønne happere. Desværre var kiksene en partivare - man kan jo håbe at de kommer igen. Selvfølgelig kan du lære at spise sushi. Start med det med tilberedt fisk - der er mange skønne varianter. Uhm, citronis :-) Hyggehygge

    @Anne - Jeg er ved at smelte. Uh, er det der du arbejder. Der kommer jeg af og til :-) Jeg er spændt på hvad du finder på at bruge dit sukker til. Tusind tak for awarden, jeg er glad for at du tænkte på mig. Knus

    @Piskehaps - Tak skal du ha' :-) Er spændt på at se hvad du bruger dit til!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!