mandag den 12. april 2010

Med på en kigger...

I går havde jeg den fornøjelse at være med på en kigger. Ikke af den frække slags, men af den meget interessante slags. Sif (Anarkisten) udbyder kurser (1 for begyndere og 1 for øvede) hvor man kan lære at pynte kager efter Lambeth Metoden. Desværre har jeg ikke længere mulighed for at deltage i den slags. Det vil give rigtig trælse smerter i hænder og håndled, men kigge på - det kan jeg. 

Her er et eksempel på Lambeth, udført af Sif. I går skulle et hold øvede kursister så prøve kræfter med nogle af de elementer der ses her. Og det gik til opgaven med krum hals under Sifs kyndige vejledning. For pokker hvor det kløede i fingrene for at deltage. På et tidspunkt var jeg ved at flå sprøjteposen ud af hånden på naboen af bar iver. Jeg bliver altså nødt til at investere i sådan et sæt sprøjtetyller og prøve bare lidt. Om ikke andet kan jeg øve lidt til pyntningen at årets peberkagehus.

Glasuren bliver sprøjtet på kagen i mange omgange. Det er en relief-teknik hvor man bygger i højden i flere lag. Det gælder om at ha' tungen lige i munden.

Når kagen er færdigpyntet, skal glasuren tørre. Derefter kan den pyntes med spiseligt guldpulver rørt op i alkohol.

Det er ikke rigtige kager, men flamingo dummies man pynter.  Efter kurset må man tage den med hjem. Hvis man passer godt på den og ikke udsætter den for fugt, kan den holde evigt. Har du mod på at prøve kræfter med Lambeth, så har Sif en plads tilbage på kurset for begyndere d. 8 maj. Du kan tilmelde dig her

Det var ikke nogen tilfældighed at det lige netop var kurset i går jeg gerne ville med til. Der var nemlig et par af kursisterne jeg glædede mig til at møde IRL, nemlig Piskeriset og Hanne. Vi havde på forhånd aftalt at gå ud og spise sushi sammen med Sif bagefter, så der ventede et bord på Sushi+ i Bruunsgade. Og så gik snakken over stok og sten. Det er så dejligt at møde folk fra blogland og snakke med personerne bag de blogs man følger med i.     

Jeg fik en skøn menu med 12 stk, tangsalat og lune edamamebønner med havsalt og citron. Totalt i orden måde at slutte dagen af på. Hanne kørte mig hjem bagefter og jeg gik direkte i brædderne. Det havde været en lang god dag! 

Der sker rigtig meget i de her dage. Vilde planer er blevet lagt, tilmeldinger til spændende arrangementer er afsendt og søsterboble er planlagt. Jeg skal lige fordøje det hele, så skriver jeg om det. Vi venter også stadig på svar om Max har fået job eller ej. Ventetiden bliver bestemt ikke nemmere. Og nu vil jeg simpelthen gå i seng, jeg er helt svimmel af træthed. God nat og sov godt!

9 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Det ser flot ud, men jeg har det lige som dig, det holder mine hænder og håndled ganske enkelt ikke til.
    Jeg kan lige forestille mig, at der blev hygget i går, da bloggerne:) var ude og spise sushi.
    Håber snart, at I får svar på Max ansøgning, så I ved hvor I står!
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  2. Hvor ser det spændende ud - og sushi, uhm :-)

    SvarSlet
  3. Åh din søde lille lurer. ;-)

    Det ser rigtig spændende ud. Jeg glæder mig SÅ meget til at indløse min gevinst 8. maj.Selvom jeg er lidt bange for kagedamen.

    Sushi ...igen?

    Kram

    SvarSlet
  4. Wauw, sikke en spændende oplevelse at lære at pynte kager på den måde! Det er jo kunst på et højere plan.
    Ha' en dejlig solskinsdag, Malou, varme klem!

    SvarSlet
  5. Hvor ser det bare super lækkert ud, - også selvom det så bare er flamingo. Griner. Sushi har jeg faktisk aldrig smagt, er vist lidt bagud, - det må prøves.
    Skøn dag, og skønt at læse med. Tak.

    SvarSlet
  6. Hvor jeg bare også godt gad at have siddet og kigget på...

    Mine hænder er heller ikke til den slags...

    Men det er jo vildt spændene at kigge på også !!!

    Flotte kager de fik lavet !

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  7. Tak for sidst - hyggeligt at se dig igen! Og mange tak for supporten undervejs - skønt at have sit eget heppekor! :-D

    Jeg skal se, om ikke jeg kan dukke op til blogmødet den 29. maj - jeg vil lige undersøge det nærmere...

    Krydser stadig fingre for Max!

    SvarSlet
  8. Kære Malou

    Tusind tak for en fornøjelig dag.

    Det må vi gøre igen!! Vi skal have Sif til snart at udbyde kursus 3 og så håber jeg, at du igen er med på en kigger, til at løsne stemningen;) og heppe på "Riset".

    Knus Hanne

    SvarSlet
  9. @Kære Vibeke - Jeg var SÅ imponeret. Jeg tror også at det er meget hårdt ved hænder og håndled, men jeg bliver nødt til at prøve. Uh, det var simpelthen så super hyggeligt :-) Tak, det er dejligt at Max har fået job så vi kan slappe lidt af. Knus

    @Magrethe - Du kan tro det var spændende at se på :-) Uh, ja - sushi *savle*

    @Vita - Hæ hæ, det er jo det jeg er :-) Jeg glæder mig til at prøve kræfter med teknikken sammen med dig d 8 maj. Bare rolig, kagedamen er tålmodigheden selv. Sushi - altid :-D

    @Madame - Ja, det var simpelthen en kæmpeoplevelse. De kager er altså rene kunstværker :-) Varme klem

    @Skumle - Ja, er det ikke bare det smukkeste flamingo du nogensinde har set? :-D Ja, kan du så se at få det smagt - hvem ved, måske bliver det din livret? Tak :-)

    @Marianne - Det var så facinerende at se på. Men jeg glæder mig nu også selv til at prøve. Så håber jeg at hænderne gider at samarbejde den dag. Hygge :-)

    @Piskeris - Selv tak, det var nemlig superhyggeligt. Anytime! Kommer også og hepper til Master class! Ok, så håber jeg at vi ses d 29 maj. Det hjalp med de krydsede fingre, drømmejobbet er i hus :-)

    @Kære Hanne - Også tusind tak herfra. Det var dejligt at møde dig IRL :-) Jeg skal nok komme og heppe til november. Knus

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!