Helvedes Køkken...

Så oprandt dagen endelig hvor 'Helvedes Køkken' fik premiere på TV2. Det er dejligt, for så skal jeg ikke længere holde tand for tunge. Jeg havde jo 'lovet' produktionsselskabet bag programmet, Blu, ikke at skrive noget om min oplevelse som gæst, før programmet havde været sendt. Men det har det så nu og her kommer min ærlige mening om oplevelsen: 

[Advarsel! Det er et langt, rablende indlæg. Skrevet af en halv-fornærmet, hel-hyklerisk, sulten og meget bitter kvinde. Læs med på eget ansvar.] 

'Helvedes Køkken' er en direkte oversat udgave af 'Hells Kitchen'. Det er amerikaniseret reality-tv når det er mest irriterende. Her er det primære fokus ikke på maden, men på menneskelige problemer og intriger. Vi sidder jo kun og venter på at deltagerne træder ved siden af i køkkenet så chefkokken har mulighed for at rulle sig ud og råbe til han bliver gasblå i hovedet. Og dog......hvor er det svært IKKE at se det. Det handler jo alligevel en lillebitte smule om mad. Som den madnørd jeg er, har jeg set de mærkeligste programmer bare der har været et eller andet madrelateret. Jeg mindes med længsel da BBC food var at finde i min tv-pakke. *suk*. Nu må jeg så stille min sult med andre madprogrammer som Top Chef, F Word og andet guf jeg finder på nettet. Og ja - jeg har set alle afsnit af alle sæsoner af det originale Hells Kitchen. Jeg prøver ikke at lade mig irritere for meget over det cirkus som Gordon Ramsey render rundt og ter sig i, det er jo en del af showet. Han kan om nogen også blive gasblå på et øjeblik. Men for mig er det primære altså det der kommer på tallerkerne.......når der altså kommer noget.    

Da Kim fra Madblogs.dk, i samarbejde med TV 2, inviterede madbloggere til at gæste programmet, slog jeg til. Det passede med at jeg kunne køre med min søster til Sjælland efter vores søsterboble her. Da der et par dage efter så blev gjort opmærksom på at der var flere ledige pladser meldte jeg også min søster til. Der kom derefter en mail fra produktionsselskabet Blu, der bekræftede tilmeldingen der kun gjaldt for en person. Jeg ringede straks til Blu og fik plads til både min søster og jeg. Begge vores navne blev skrevet på listen, dog kunne der ikke gives lovning på at vi kom til at sidde ved samme bord. Det med bordet var nu ikke vigtigt, jeg ville bare gerne ha' hende med. Desuden jeg skulle så bare videresende mailen til hende. I mailen var der nemlig oplysninger om tid, sted og vores rettigheder (eller mangel på samme) i forbindelse med programmet. Og så begyndte jeg at glæde mig. Det er grænseoverskridende at stille an som gæst i et tv program som overvægtig med et snert af social fobi - men sikke da en udfordring. Jeg havde jo min søster ved min side og vidste at der ville komme et par bloggere som jeg vidste hvem var. Og ikke nok med det - en af bloggerne, Bente, havde jeg endda mødt før. Så selv om jeg havde lidt kriller i maven mødte jeg op med godt humør og forventningen om at få en god oplevelse ud af det. 

 (Foto: Jakob Mydtskov / TV 2)

Den 'danske Gordon Ramsey' er ingen ringere end Wassim Hallal. Ham har jeg den største respekt for og næste gang pengepungen tillader det, skal Max og jeg på Frederikshøj, hvor han til dagligt slår sine folder. 

Nå, men Søs og jeg ankommer til Madeleines Madteater, hvor programmet skal optages, kl 16 nul nul dut. Vi er blevet bedt om at være der meget præcist, da det er vigtigt at restauranten bliver fyldt i etaper så køkkenet kan følge med. Da vi kommer ind står der dog allerede at hold gæster og venter, de skulle være der kl 15.30. Der står vi så og venter en rum tid. Vi venter faktisk så længe at 'hold 16.30' og 'hold 17.00' også når at komme uden der sker en pind. Men stemningen er stadig god og vi bliver da også budt på et glas vin eller to. Pludselig kommer der dog gang i sagerne og de først ankomne bliver vist på plads i restauranten. 

ENDELIG bliver det vores tur og søs og jeg bliver vinket hen til overtjeneren der skal vise os på plads. Vi prøver at ignorere det snurrende kamera og får fortalt overtjeneren hvem vi er så han kan placere os ved de rigtige borde. Og hvad siger manden så? At mit navn ikke er på listen!!! WTF!!!! Jeg var lige ved at vende om på min hæl og gå i raseri. Så stod jeg der og fremstammede at jeg havde ringet til Blu. Hvad jeg mere fik sagt kan jeg ikke huske, jeg gik helt kold. Det var en utrolig pinlig og ubehagelig situation. Min søsters navn stod da heldigvis på listen. På en eller anden måde kom vi hen til et bord, med det resultat at der så var en anden der ikke var plads til, nemlig Bente. Heldigvis kunne der dækkes op til en ekstra, så vi endte med at komme til at sidde sammen, både Søs, Bente og jeg. Og der sad vi så og ventede videre. Ved bordet sad også Kim fra Madblogs.dk samt en frisk ung kokkeelev, som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Vi fik vin og vand i glassene og et menukort i hænderne. Menuen var spændende og maven rumlede. Jeg bestilte foie gras, oksemørbrad og chokoladedessert. Og så satte vi os til at vente igen. Snakken gik livligt rundt om bordet og det var så det mest hyggelige og positive jeg oplevede den aften. Høflige tjenere sværmede omkring os og fyldte op i glassene og bød på godt italiensk brød med sej krumme. Og ja - det var så det vi fik i maven i Helvedes Køkken.  

(Foto: tv2.dk)

Fra restauranten er der frit udsyn til det åbne køkken. De deltagende kokke render forvirret rundt i deres nye, uvante omgivelser og prøver at få mad på tallerkerne. Efter laaaaaaaang tid er der et par forretter klar til at blive inspiceret af Chef Hallal. "Duer ikke - væk" siger manden. Maden ryger i skraldespanden, med tallerkner og det hele. Jeg stirrer fascineret på optrinnet - det er som at se det amerikanske program live, synkroniseret med dansk tale. Vi får besøg af et kamerahold ved bordet der beder os om at fortælle hvor irriterede vi er af at vente. Kamerarene snurrer videre og stemningen forværres i køkkenet. Man fornemmer kulminationen af råberiet komme. Nu har maden ikke nogen betydning længere. Vi venter kun på en ting: hvornår lyder de berømte ord? Og bum - så kommer de. Chef Hallal råber "Jeg lukker køkkenet nu". Han stormer ud og de slukørede deltagere begynder at rydde op. Efter oprydningen skal de tilbage til deres 'bofællesskab' og filme afsnittets sidste del. Den del hvor der skal sendes en deltager hjem. Vi gæster, vi skal også hjem nu. Søs og jeg siger farvel til de mennesker vi næsten har spist middag med og finder vores jakker. Vores maver er på det tidspunkt gabende tomme. 

Heldigvis ved vi lige hvor vi skal hen og hvad vi skal ha': Running Sushi på Nagoya. Så vi sætter kursen mod Sølvtorvet og får endelig noget rigtig mad i maven. Mens vi trøste-guffer sushi i rå (no pun intended) mængder, snakker vi om aftens begivenheder. Jeg følte mig godt dum og var glad for at jeg skulle hygge hos min søster de følgende dage. Bare tanken om at tage toget hjem til Århus efter den omgang. Skuffelsen havde da været katastrofal hvis jeg skulle ha' betalt en togbillet tur/retur for at drikke et glas vin og spise et par stykker brød. Og når jeg så ikke engang stod på gæstelisten.    

Som faguddannet cater, tidligere Danmarksmester og nu madblogger føler jeg mig sgu fejl-inviteret. Jeg er interesseret i mad. Og hvorfor tog jeg så afsted kan man spørge? Jeg vidste jo at køkkenet ville blive lukket og vi ikke fik noget mad at blogge om. Var det fordi jeg gerne ville på tv? Nej sgu, jeg ville gerne møde andre madbloggere og spise noget godt mad som jeg siden hen kunne blogge om. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte af fokusere på det positive. Mødet med nogle dejlige mennesker som Bente og Nicolai. Sushi ad libitum med søster og et par hyggelige dage i København. 

Åh, jeg har lige noget mere bitterhed jeg vil af med. Hvorfor blev der overhovedet inviteret madbloggere som gæster til optagelsen af det første program? Alle der kender konceptet, ved jo at der ikke kommer mad ud af køkkenet i de første 2 - 3 programmer. Deltagerene har ikke lært hverken køkkenet eller hinanden nok at kende til at kunne producere noget som helst. Der har været noget skriveri i blogland om programmet. Kasper Bergholdt sagde nej tak til at deltage. Noget jeg nu lidt har fortrudt jeg ikke selv gjorde. Hvorfor ikke vente med at hive madbloggerene ind til der rent faktisk er noget mad at blogge om? Er vi der for at skrive om den mad vi ikke fik? Er vi inviteret fordi de forventer at vi vil brokke os og give programmet omtale? Er dårlig reklame bedre end ingen reklame? Åh, nej - er jeg nu så selv faldet i den fælde? Hvorfor dit og hvorfor dat?  

Og så er jeg også lidt muggen over at jeg ikke må blogge noget som helst før programmet er vist for ikke at røbe noget. TV 2 skriver jo selv i deres programguide: "Der er frustrerede miner og ildrøde ører hos begge hold, da chefkok Wassim lukker køkkenet". Hvis det ikke er en spoiler af format, så må du sgu kalde mig Mads!

Og så sidder jeg jo her i min asbest-pyjamas på, for der er varmt der hvor jeg lige har været. Selvfølgelig skal jeg da se alle 10 programmer (skrev jeg jo ikke at jeg var hel-hykler?). Dog skal det fremover optages og ses på et andet tidspunkt. TV 2 har nemlig været så 'smarte' at sende programmet samtidigt med at der vises 'Spise med Price' på DR 1. I dag er det dog de skønne brødre der er blevet optaget til senere. Jeg var sgu lidt nysgerrig for at se hvordan Helvedes Køkken så ud fra den her side af skærmen.    

Ahhhhh, det var sgu dejligt at læsse af. Nu bliver jeg atter mild og blid som en skoleost.....