torsdag den 17. december 2009

Marcipankonfekt og hjemmelavet bounty...

Det har været en emotionel hård uge. Min pensionssag er blevet påbegyndt, nu må jeg indse at det er den eneste rigtige beslutning lige nu. Heldigvis kan jeg få enten et skåne- eller fleksjob på længere sigt. Nu skal jeg 'bare' forsøge at stresse ned, give lidt slip på ambitionerne og ikke ærgre mig over beslutningen. Jeg kan se mig selv i øjnene og vide at jeg har gjort ALT hvad der stod i min magt for at få tildelt et fleksjob. Der er bare ikke nogen arbejdsevne tilbage i mig, der kan veksles til et job, sådan er det. Basta!

Men jeg kan da lave lidt herhjemme i køkkenet. I går lavede jeg konfekt hele dagen, med en masse pauser indlagt. Det var dejligt at kunne gå til og fra.

Jeg har smagt noget helt fantastisk marcipankonfekt med ingefær fra Mølle Skovly, som jeg har drømt om at kopiere. I den skønne etniske butik, hvor jeg købte pistacienødderne, fandt jeg også kandiseret ingefær. Det kan endda spises som en slags vingummi og er højst vanedannende.

3 x 250 g marcipan blev æltet med lækre sager. Den første med finthakket, kandiseret pomeransskal og revet skal af en stor økologisk appelsin. Den anden med den finthakkede, kandiserede ingefær og 1 spsk revet frisk ingefær. Den sidste med Ultrapres øl likør og pulverkaffe.

Og så er det lige til at trille kugler af. Jeg laver dem ret små, så der bliver ca 50 stk ud af 250 g. 

Jeg trillede også små kugler af den hjemmelavede pistaciemasse. Og så var de klar til at overtrække med chokolade. Desværre ville tempereringen af chokoladen ikke som jeg ville (stort drama, fulgt af et hysterisk anfald), så jeg overtrak det hele med Odense mørk overtræk. *Suk* Tænk at lave alt det lækre konfekt af økologisk marcipan fra Mølle Skovly og så overtrække det med vekao. Pyt, bare fyldet smager igennem. 

Jeg lavede også 250 g 'plain' konfekt og et stort marcipanbrød med nougatkerne. 

Det gik legende let at overtrække det hele. Bare lige smelte 'chokoladen' i mikroovnen og så dyppe med 2 gafler. Der kom lidt pomeransskal på appelsinstykkerne, hvide chokoladestjerner på ingefæren, hakkede mandler på pistacien, sukkerhjerter på kaffen og mandler, valnødder og lys chokoladepynt på den rene marcipan. Kuglerne med guld/sølvkrymmel er med bountyfyld.

Det er supernemt at lave bounty selv. Jeg havde prøvet det engang med æggehvide og sukker, det var noget værre stads. De her er lavet med kondenseret mælk, kokosmel og intet andet. Opskriften har jeg her fra Anne au Chocolat, som laver det pureste guf. 

Jeg lavede 18 stk i stor størrelse, men der var en der røg på gulvet. Resten blev trillet til kugler. Det blev også overtrukket og pyntet. Resten af 'chokoladen' blev rørt op med hakkede mandler og valnødder og puttet i forme. Sådan, ingen rester, intet spild.

Jeg orkede ikke at lave aftensmad og trængte til noget HELT andet end julemad, så vil bestilte sushi udefra. Og hold da op hvor blev vi positivt overraskede. Ikke alene var det superflot og lækkert, der var også stor variation. Nigiri med teryakimarineret andebryst, tun, kammusling, hummerklo, tilapia, laks og røget ål. Maki med ægte krappe og tun, toppede makiruller med tun og letrøget laks. OMG! Det var simpelthen fantastisk lækkert.

Af ren nysgerrighed havde vi bestilt en makirulle med grillet kylling og kryddermayonnaise. Den var overraskende god. *Indsæt selv joke her om Drengene fra Angora*. 

Det er ikke med ond vilje at jeg ikke har svaret på kommentarer eller kommet forbi, her det sidste stykke tid. Der har bare været så meget at se til. Men jeg er altså rigtig glad for alle de søde kommentarer jeg har fået ☺

18 kommentarer:

  1. Total overaktiv der - det ligner jo en hel chokoladeforretning :-)
    Det er SÅ svært det der chokoladetemperering - jeg har også prøvet et år, hvor det hele bare blev gråt at se på (smagen fejlede da heldigvis ikke noget) - der blev jeg også lettere hysterisk (nej, MEGET!!!).
    Jeg kan anbefale en chokoladesmelter fra OBH; min mor købte en til mig på januar-udsalg for 150 kr for nogle år siden, og den er nem at bruge.

    SvarSlet
  2. Ohh det ser dejligt ud - så ensartet og ordentligt. Du er da sej. punktum.
    Hvis det kan være en trøst så har jeg i en længere periode haft en flexjobberassistent. Det var en superpositiv oplevelse (forbandede finanskrise i produktionsverdnen). Det er nemt at acceptere som leder at nogen ting er anderledes, når man ved det på forhånd. Så hun fik lov at græde, når hun var deprimeret og kollegerne tog det så pænt at de svære dage næsten forsvandt. Og i dag savner jeg hende og det arbejde hun lavede, som nu hvor hun ikke er her mere er så synligt.

    SvarSlet
  3. Kære Malou
    Du må ændre navn til Chokolademoster!
    Det ser bare så lækker og fristende ud, at man næsten sidder og savler.
    Håber det går glat med din pensionssag!
    Det tog mig flere år, og to operationer, inden jeg indså, at det var den eneste løsning for mit vedkommende, men da jeg så endelig søgte, så gik den igennem i løbet af godt en måned.
    Jeg håber det vil gå lige så hurtigt for dit vedkommende!
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  4. Min svigermor smelter chokolade på en almindelig kaffemaskine - med en mindre metalbakke på varmelegemet. Det fungerer rigtigt godt.

    SvarSlet
  5. Hold da op, hvor ser det bare ALT for godt ud.................

    Hyggehygge

    SvarSlet
  6. Oh...hvor ser det bare lækkert ud..Hvor har du dog alt den energi fra, gid det var mig...

    SvarSlet
  7. WoooooooohoooooooOOOOOUUUUUU!

    Du er faneme en produktiv lille marcipangris!


    FAB!!!

    Kram i stimer

    SvarSlet
  8. MALOU! hvornår bliver jeg inviteret på konfekt hos dig ???!! :) :)

    SvarSlet
  9. Jeg tror, det er den rette beslutning, du har truffet, Malou. Og jeg synes også, jeg kan læse, at du selv synes det samme - efterhånden. Livet stopper jo ikke af den grund, og når du er kommet til kræfter igen, er jeg sikker på, at du finder en god løsning på arbejdssituationen.

    P.S. Jeg kunne også sagtens udvikle en afhængighed af kandiseret ingefær! Irma er min 'pusher' ;-)

    SvarSlet
  10. Kan jo kun sige... stik mig en hagesmæk, sådan som jeg sidder og savler. ;-D

    SvarSlet
  11. Er du da vimmer hvor ser det konfekt godt ud!
    Sådan ser mit sgu aldrig ud, men det smager nu godt nok alligevel ;o)

    SvarSlet
  12. Det er jo et stykke af himmerige, du har der på pladerne - nøøøøj :-)

    SvarSlet
  13. De kan UMULIGT sætte alt det til livs. Jeg hjælper gerne med resterne :-)

    SvarSlet
  14. Kære Malou!
    Jeg fatter ikke hvor du får al den energi fra? selv ligger jeg nærmest i fosterstilling konstant og prøver på at lukke det faktum ude, at det snart er jul :-)
    Den sushi ser for vildt godt ud, gid det var mig......

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  15. De der bounty'er skal prøves! Men hvor har du mon fundet kondenseret mælk??

    Tak for inspirerende blog med spændende opskrifter.

    SvarSlet
  16. @Signe - Ha ha, jeg er i juleoverdrive :-) Ja, tak for tippet. Jeg har bestilt den dobbelte med alt tilbehøret, så får vi se om jeg kan finde ud af den. Tusind tak :-) Knus

    @Signe - Tusind tak :-) Jeg tager det også meget med ro og gør mig umage når jeg laver den slags. Åh, ja - måske til næste år kan jeg også få mig et bette fleksjob. Dejligt med din historie, ærgerligt med finanskrisen.

    @Kære Vibeke - Ha ha, det er lige før :-) Tusind tak skal du ha'. Jeg tror også at det kommer til at køre glat, der skulle ikke være så meget at rafle om. Der kommer til at gå et par måneder mindst, men det er pga papirbunkerne i afdelingen. Men jeg har jo heller ikke travlt, nu er beslutningen bare taget. Knus

    @Pernille - Fantastisk tip! Desværre har jeg ikke en kaffemaskine, jeg er kun tedrikker :-)

    @Jule Mig - Tusind tak skal du ha' :-) Hygge

    SvarSlet
  17. @Mrs Cakeaholic - Tusind tak skal du ha' :-) Hmm, jeg ved nu ikke om man kan kalde det overskud - det er lavet mens jeg ikke kan sove og har for ondt til at ligge ned. Det er verdens bedste hobby :-)

    @Vita - *fnis* jeg har da farven :-) Tusind tak, jeg elsker at lave guf. Du er velkommen til at komme forbi og hente lidt til fruen! Krammere i spandevis

    @Anne - Du hopper bare på et tog med det samme :-D

    @Bente - Tak, jeg er også sikker på at det er den rigtige beslutning nu. Men det gør den bestemt ikke nemmere :-) Uh, jeg tror jeg skal prøve at lave det selv i det nye år. Det er en udfordring af format :-)

    @Bibo - Ha ha, jeg kan se det for mig :-) Tusind tak skal du ha'!

    @Esther - Tusind tak skal du ha' :-) Jeg er vokset op i et hjem hvor vi lavede 1000 stykker hvert år og gav væk, så jeg har fået en del øvelse med tiden. Men smagen er jo også vigtigere end udseendet ;-)

    SvarSlet
  18. @Piskeris - Tusind tak skal du ha' :-)

    @Tine - Well, hvis du kommer ud til Sif søndag falder der noget af ;-)

    @Kære Birthe - Jeg kan godt sige dig at det er lavet med underskud på energikontoen. Smerterne er ved at tage livet af mig, men det hjælper at lave noget andet og så er køkkenet jo mit fristed :-) Åh, jeg ved jo hvor træls du har det - håber at det ændre sig lidt i Paris. Uh, det var bare noget skønt sushi :-) Knus

    @Laura - Jeg har købt mælken i min lokale Super Best, men den fås også hos mange etniske grønthandlere. Tusind tak for de søde ord :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!