mandag den 30. november 2009

Stegte sild i eddike...

Uha, hvor har jeg været flittig i dag. Både skrevet opskrifter, handlet ind og lavet den første ting til lørdagens julefrokost. Stegte sild i eddike, men på min helt egen måde. 

Før jeg disker op med opskriften vil jeg lige gøre lidt reklame. Foodfanatic, som er journaliststuderende har et projekt kørende om julemad før og nu. Hun har inviteret mig til at deltage i projektet, ved at levere opskrifter til sitet DANSK JULEMAD. Det har jeg sagt 'mange tak' til og har allerede fået de første opskrifter lagt på. Men stor forståelse for min lave stresstærskel, skal jeg bare sende en mail med opskrifterne og billeder, så skriver hun dem selv ind på sitet. Det er en totalt win-win situation. 

Besøg DANSK JULEMAD for flere spændende opskrifter. Sitet udvikler sig som december skrider frem. 

Og så blev det tid til de stegte sild i eddike. Jeg HADER varme stegte sild med kartofler og sauce. Well, hader er et meget mildt ord i den sammenhæng faktisk. Mangen en aften har jeg siddet i barndomshjemmets køkken og tudet ned i en stegt sild der SKULLE spises før jeg måtte gå fra bordet. Mærkeligt at jeg ikke forsager sild helt? Stegte sild i eddike ELSKER jeg dog. Og har spist mange både gode, middelmådige og dårlige i tidens løb. De bedste i verden er dog, efter min ydmyge mening, mine egne hjemmelavede ☺

Ganske almindelige stegte sild i eddike er 'bare' stegte sild i en sur/sød lage med peberkorn og løg. Mine har en helt anden accent, de taler nemlig julsk. Det kræver en masse krydderier: 1 laurbærblad, 1 kanelstang, 2 hel stjerneanis, 9 hel allehånde, 21 peberkorn og 5 nelliker. Og ja - det skal være nøjagtigt de mængder - ellers duer det slet ikke. 20 eller 19 peberkorn kan til nød accepteres, men så heller ikke mindre. Pjat, det var bare det der var på billedet - brug dem du har lyst til.  

En anden vigtig smagsgiver er sukkeret. Hvidt, rør, pudder eller ahorn - anything goes. Jeg har prøvet mig frem og fundet favoritten: mørk muscovado. Det er rørsukker som er tilsat inddampet rørsukkersaft og som har en lakridsagtig aroma. 

Lagen til sildene laves af 6 dl eddike, 250 g mørk muscovado, de førnævnte krydderier og et skud havsalt. 3 løg skæres i tynde skiver og simrer møre i lagen. Det tager ca 35 minutter.

I mellemtiden klædes hovedpersonerne på. Rygfinnerne klippes forsigtigt af og sildene duppes helt tørre.

Sildene lægges med kødsiden opad og smøres med dijonsennep inden de drysses med salt og peber. Klap sildene sammen og vend dem i rugmel. Jeg havde ikke noget, så det blev bare speltmel - det var for fintmalet, men pyt.

De melpudrede fisk steges gyldne i olie på en hed pande. Kom en på af gangen og pres den ned med en spatel, så silden ikke åbner sig under stegningen.

Når løgene er møre fiskes de op af lagen og køles af. 

Sildene lægges i et fad og køler af, i lidt af lagen.

Når løgene er afkølede, lægges de over sildene i fadet.

Den sidste lage hældes over (det skal dække helt) og sildene sættes på køl i ca 3 døgn før man begynder at spise af dem. Jeg skal vente helt til på lørdag med at smage. Der skal vi holde julefrokost i FBA og så skal der hjemmelavet guf på bordet. 

Men nu skal jeg under en dyne ☺

12 kommentarer:

  1. Mums ! Det er sørme lang tid siden jeg har fået sild..

    SvarSlet
  2. Det er da hyggeligt at de taler samme sprog som dit nyfundne: Julsk :-)

    SvarSlet
  3. Sildemoster!

    jeg glæder mig til at smage :)

    SvarSlet
  4. Kære Malou
    Jeg er ikke den store sildespiser, men jeg syntes din opskrift er fristende.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  5. Yumyumyum! Men nu blev jeg mindet om, at det er flere år siden, jeg sidst har marineret sild... og nu får jeg lyst igen. Det griber om sig, det her :-)

    SvarSlet
  6. Sikke nogle smukke billeder af lage med krydderier!

    SvarSlet
  7. @Miri - Uh, jeg har lige smugspist en. Du kan tro det var mums :-)

    @Signe - Yep, det er dejligt at vi taler samme sprog. Hellere julsk end bondsk :-)

    @Ibs - *fnis* kært barn HAR mange navne. Jeg er spændt på om du kan lide dem :-)

    @Sif - Åh, dem MÅ du bare lave. Men kom lidt mere sukker i, de er lidt til den sure side.

    @Kære Vibeke - Tak, den er bestemt lidt anderledes. Jeg spiser dem altså også kun den ene gang om året, for sild er heller ikke min hofret :-) Knus

    @Piskeris - Tak, det er SÅ gode. Ha ha, jeg ved hvordan du har det. Der er mange ting i blogland man gerne vil lave her til jul :-)

    @Kim - Mange tak skal du ha' :-)

    SvarSlet
  8. Dem vil jeg lave, hvor mange sild/personer er denne opskrift til? Mht. sukker, hvor meget vil du anbefale (kan se du synes, de 250g er for lidt)?
    På forhånd tak.
    Elisabeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elisabeth

      Det komme jo an på hvor mange slid hver person har lyst til at spise ;-)

      Men opskriften er på 8 hele sild. OG 300 g sukker vil nok være helt perfekt.

      Pøj pøj med projektet :-)

      Slet
  9. Hej Malou, mange tak, og nøj hvor blev de gode, skal bestemt laves igen!
    Elisabeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elisabeth

      Ih, tak for feedback - hvor er jeg glad for at du kunne lide dem :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!