søndag den 29. november 2009

Rødbedechutney...

Så blev det allerede den første søndag i advent. Og sikke jeg allerede er i julestemning. I fredags syltede jeg, i går stod den på KÆMPE julekagebord hos Sif og i dag har jeg pyntet op og gjort ved.  

Jeg havde faktisk bestemt at vi hverken skulle ha' kalenderlys eller adventskrans. Orkede ikke at lede efter hverken lys eller materialer. Men så fortalte Pernille om sin 'adventskrans' der var lys på fad i en række med lidt pynt. Haps, den idé nappede jeg. De små kugler kostede kun 10 kr i den lokale, så det var en ekstra bonus.

Jeg puttede nogle af kuglerne i små guldforme så de lignede konfekt på et slikfad. Så er jeg bare spændt på om kattene kan lade det være i fred.

Da jeg bladrede igennem Fru Plums julebog faldt jeg over en spændende opskrift på rødbedechutney. Den har jeg ladet mig kraftigt inspirere mig af, men givet den mit helt eget twist.

Fra sidste uges Dogmekasse var der en rest rødbeder. Så på med et par latexhandsker og frem med skrællekniven.

De skrællede rødbeder er bare så smukke. Rødbedens røde farvestof, betanin, bliver forresten brugt i levnedsmiddelindustrien hvor det kendes som E-162. 

De skrællede rødbeder snittes i bittesmå tern. Det gøres nemmest ved først at skære rødbederne i tynde skiver, der derefter snitter i tynde strimler (julienne) og så til sidst i små tern på 0,3 x 0,3 cm (bruniose). 

Krydderierne til chutneyen består af 1 laurbærblad, 6 hel allehånde, 5 kardemommekapsler og 2 nelliker.

Selve chutneyen består af 500 g rødbede i tern, 150 g finthakkede rødløg, 75 g rørsukker og 1½ dl eddike.

For at få lidt frugtsødme tilsættes 4 usvovlede abrikoser i tern.

Alle ingredienserne simrer i en gryde i 1½ til 2 timer. Chutneyen skal være tyk og marmeladeagtig. Smag til med havsalt og friskkværnet peber. Lad derefter chutneyen køle godt af. Fisk de hele krydderier op, de er ubehagelige at bide i.

Efter afkøling tilsættes chutneyen friskrevet peberrod. Jeg har skrællet, hel peberrod i fryseren, lige til at tage op og rive. 

Vej 50 g af og vend det i chutneyen.

Kom rødbedechutneyen på steriliserede glas og opbevar den på køl. Server den til både kold og varm julemad. 

7 kommentarer:

  1. Uhmmm hvor lækkert :)


    God mandag Malou.

    Knus
    Henriette

    SvarSlet
  2. Kære Malou

    Hvor har du bare været aktiv på trods af smerter.
    Det hele ser skønt ud og den rødbedechutney lyder vildt spændende.

    Jeg glæder mig vildt til at se, hvad Sif diskede op med i weekenden.
    Knus Hanne

    SvarSlet
  3. Kære Malou
    Den chutney ser skøn og interresant ud!
    Din løsning på adventskrans, er god, der er da ikke noget gran som kan gå op i lys lue, - at kattene måske syntes den er interresant, kan lidt lim vel gøre noget ved.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  4. Jamen altså! Sikke nogle skønne billeder, og din adventskrans er da super.

    SvarSlet
  5. Kære Malou!

    Hvor ser det hyggeligt ud, du er dygtig! :-) Hvis jeg endelig får lavet en "adventskrans" så er det også noget i den stil, jeg er ikke så meget til gran osv. Men det bliver ikke i år, i år orker jeg det ikke......

    Den chutney lyder altså ret lækker, jeg elsker peberrod :-)

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  6. ej, hvor ser det bare skønt ud, Malou :)

    SvarSlet
  7. @Henriette - Tak, det smager virkeligt godt :-) Tak, og god tirsdag til dig. Knus

    @Kære Hanne - Ja, men det er også nemmere at stå op end at sidde ned - så hvorfor ikke sylte? :-) Du kan tro den rødbedechutney er god og anderledes. Sifoladens kagebord bliver mit 'K' på torsdag :-) Knus

    @Kære Vibeke - Den smager super lækkert og skal bruges til både varm og kold mad i hele julen :-) Tak, jeg er også ret tilfreds med den. Kattene er ikke interesserede i den, for alle kuglerne er sat fast med lidt voks :-) Knus

    @Sifka - Tak, jeg syntes også at den er helt fin. Jeg øver mig i at tage billeder. 10.000 er det blevet til allerede :-)

    @Kære Birthe - Tak, jeg syntes også at jeg er sluppet heldigt fra den :-) Jeg kan slet ikke ha' med gran at gøre, vil ikke ha' det indenfor i mit hjem. Duften af gran udløser rigtig dårlige minder *gys*. Tak, den smager bare super lækkert. Men sikke et arbejde med at snitte de rødbeder. Næste gang river jeg dem på maskinen :-)Knus

    @Anne - Tak skal du ha' :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!