torsdag den 16. juli 2009

Oprydning...

Så kom dagen jeg længe har frygtet: den store oprydning og rengøringsdag! Argh, jeg magter det bare ikke. Men når nullermændene snapper efter anklerne og kattene sender nødsignaler op fra dyngerne er det tid til at gå i gang. Nej pjat, helt så slemt er det ikke - men overdrivelse fremmer forståelsen.

I marts fik vi et brev fra boligforeningen om at vi skulle ha´ skiftet alle vinduer i lejligheden midt i maj. Tiden gik og vi hørte ikke nærmere. I dag var Max nede ved varmemesteren og kom tilbage med meldingen om at arbejdet tidligst ville blive påbegyndt til marts NÆSTE ÅR!!! Uha, hvor jeg talte med høj og skinger stemme i et stykke tid. Det er bare for dårligt at varsle så omfattende et indgreb, for så ikke at følge op på det. Jeg har jo meget nemt ved at stresse op og miste overblikket. Og jeg har allerede brugt MEGET tid og MANGE kræfter på at forberede mig på at skulle ha´ skiftet de s**** vinduer. Der skal jo flyttes en masse ting, der er 3 katte der skal passes et andet sted og en masse rengøring bagefter. Af samme grund (og kun derfor...på Amar) har jeg ikke gidet gøre rent i et stykke tid. Men nu er der ligesom ikke nogen undskyldning længere. Desuden kommer Signe til frokost i morgen og det ville være rart hvis hun ikke for vild i rodet ☺

Vi havde knoklet på fra morgenstunden og stoppede for at få en solid frokost.

Jeg havde hjemmelavet rødkål i fryseren. Uhm, jeg kunne spise kilovis af det. Det er godt nok lidt 'julet' i smagen, men det ELSKER jeg.

Jeg havde også denne oksemedister i fryseren fra Mineslund. Den blev lige kogt i 5 minutter inden den blev stegt gylden i (rigeligt) smør. 

Det er en solid frokost, næsten for meget af det gode. Vi fik os lige en bette morfar inden vi genoptog rengøringen.

Der var også oprydning i kasserne. Da vejret lige pludselig tillod grill, hev jeg alt muligt ud af fryser og køleskab. Der var dette glaskål som trængte til lidt opmærksomhed. Man skræller det og bruger det lysegrønne indre råt, dampet eller stegt. Smagen minder meget om stokken på et broccoli. 

Jeg besluttede mig for at lave en slags coleslaw. Glaskål i tern, gulerødder i små strimler og majskerner blev drysset med sort peber.

Marinaden rørte jeg sammen af fuldkornssennep, agavesirup og hvid balsamico + et drys salt. Salaten fik lov at trække en times tid inden servering.

Jeg rørte en grillmarinade sammen af: 2 tsk honeydijon, 1 tsk røget paprika, 1 tsk chilipulver, 1 fed presset hvidløg og en slat olivenolie.

Marinaden masserede jeg ind i 4 nakkekoteletter. 

Der lå også en stakkels aubergine tilbage i kassen og gloede. Jeg skar den i skiver, marinerede den i olivenolie, hvidløg og citronsaft. Skiverne fik et knald på grillen inden de blev lagt på en bund at hjertesalat. De blev dryppet med lidt gastrik, cherrytomater og et fintsnittet løg med top.

Nakkekoteletterne fik ca 5 minutter på grillen og trak færdig i folie. Der var både oliven og feta i køleskabet, så det endte med at blive en helt fin anretning. Og jeg fik næsten tømt mine kasser. 

Der er lige en hjemmeside jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på. Der er meget snak om tatoveringer rundt omkring i blogland. For og imod, skal - skal ikke osv. Tjek lige 'Ugliest Tattoes' og se nogle af de skøre, dårlige, mærkelige, klamme og skøre af slagsen.

Hvorfor får man lavet en haj der æder en baby i armhulen? Hvorfor giver man sin tatovering brystimplantater? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? 

15 kommentarer:

  1. øj, du kan fikse mad frem af hvad som helst og få det til at fantastisk indbydende ud! (Det er sq da ikke en helt dårlig superpower)

    &%¤`# boligselskab! de ku sq da godt ha sagt noget!

    og det med tatoveringerne (fra Pernille med alle svarene) fordi folk er nogle fucked up sære og opmærksomhedssøgende bæster ;-) og det er altid god underholdning!

    SvarSlet
  2. Åh min boligforening har lavet nøjagtig samme nummer. Gået og lovet at vi fik skiftet vinduer her i foråret. Jeg har udskudt og udskudt at indrette stuen, af selvsamme grund. Og så får man brev om at det først bliver om et år. Så kan man lige betale endnu en vinters varme hvor man fryser på trods af fuld knald på radiatoren!
    Grrrr.

    Men maden ser lækker ud, trods alt ;-)

    SvarSlet
  3. Hvor irriterende at der ikke er sket noget med vinduerne. Fik i så at vide hvorfor de udskød det? God fredag ;-) Knus Anette

    SvarSlet
  4. Latterlige boligforening! Vi har lige fået nyt hegn, hvilket har betydet kæmpe "fælleshave" i ugevis, og ja, projektet var også 6mdr, forsinket i forhold til den oprindelige udmelding!
    Jeg har ikke de bedste erfaringer med glaskål - smagte det godt som "coleslaw"?

    SvarSlet
  5. Øv, sikke en skuffelse med vinduerne og alt det, boligforeningen havde sat gang i.

    Jeg boede engang i en ejerlejlighed, hvor jeg selv fik skiftet de gamle jernvinduer - men firmate glemte at sende mig regningen :-)

    Ha' en rigtig god fredag, varme klem :o)

    SvarSlet
  6. Håber du er kommet over rengøringen og den lækre mad :0)

    Det er vist generelt med boligselskaber. Min mor ryster også på hovedet en gang imellem.

    Der er godt nok nogle kiksede tatoveringer imellem. Der er da en helt ny udgave at en six-pack...

    Rigtig god weekend
    Knus

    SvarSlet
  7. Misforståelser er sjove!

    Og jeg misforstod lige lovlig her...

    For da jeg læste "I marts fik vi et brev fra boligforeningen..." lige efter din svada om rengøringen og alle nullermændende, ja så tænkt jeg at det var da lige frækt nok at boligforeningen ville blande sig i det....

    Ikke at det med vinduerne ikke var frækt. Bevares og fnys og alt det. Men det andet var sjovere!

    SvarSlet
  8. Haha - tak for et underholdende link.
    De fleste er vildt grimme og/eller mærkelige, men jeg synes også, at ham med en sixpack på maven havde en god portion selvironi :-D

    SvarSlet
  9. Kære Malou
    Nu er din rengøring vist overstået.
    Maden ser dejlig ud!
    Tatovering på den måde med det motiv, er da bare helt vildt langt ude, pigen der har den, må have tabt en maske i kysen!
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  10. Hey Baby.

    Uha, håber ikke du sætter næsen op efter en lignende hyper-rengøring her før onsdag :S
    Det bliver max. til en støvsugning + en aftørring af WC'et, for jeg er helt nede at bunde efter de sidste dages sygdom og skal ovenikøbet være social de næste tre dage I TRÆK!

    Og til alle jer andre: Der er faktisk meget pænt og enormt hyggeligt hjemme hos Klidmoster. Og fuldt af katte <3 <3 <3

    Håber vi ses på onsdag, baby. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal fodre os af med, så jeg er åben overfor ideer :)

    Hilsner fra os alle til jer alle -

    Mega weekend knus fra Lisa

    P.S. vi snakkes ved mandag eller tirsdag, ok?

    SvarSlet
  11. Kære Malou!

    Hvor kan du altså trylle med mad, det ser altid så lækkert ud. Jeg tror at hvis jeg boede tættere på, så ville jeg opgive madlavning og spise hos dig istedet for :-D

    Træls med den boligforening, måske du skulle spare lidt kræfter sammen, så du havde lidt til at give dem et los (og når jeg tænker over det: så måske alligevel hellere dem end Max!) :-D

    Knus
    Birthe
    PS: har forresten noget til dig, så jeg håber at vi SNART ses!

    SvarSlet
  12. Hvor er det da træls at det er blevet udskudt det kan jeg godt forstå at du er lidt sur over.
    Vores opgang begyndte at blive sat i stand for 2 måneder siden, det gik meget godt i 14 dage. siden da tror jeg alle har været på ferie :) det er også træls

    Din mad ser super lækker ud. du kan lave god mad ud af alt.

    Knus

    SvarSlet
  13. Tusind tak for alle de dejlige beskeder. Jeg magter ikke at besvære dem pænt, så det bliver lige i en rodebunke :-)

    Hej Pernille - Tak, jeg KAN trylle :-) Lige mine ord, både til boligforeningen og til tatoveringerne!

    Hej Sif - Vi bor sikkert i den samme boligforening! Det er træls med endnu en vinter med utætte vinduer. Tak ;-)

    Hej Anette - Ja, vildt træls. Og nej, vi fik ikke en pind at vide. Knus

    Kære Signe - Argh, bare ordet 'fælleshave' giver mig gåsehud. Ja, det smager rigtig godt :-). Knus

    Kære Madame - Ja, meget skuffende. Jeg havde allerede brugt rigtig mange mentale kræfter på det! Sikke heldig du var med de vinduer :-)
    Ha' en rigtig god torsdag, varme klem :o)

    Hej Kari - Tak, det tog godt på kræfteren. Den boligforening driver mig til vanvid. Ja, det er en sixpack der vil noget :-) Tak i lige måde. Knus

    Kære Vita Wrap - HA HA, det var en af de bedre misforståelser :-D Man kan jo godt blive smidt ud for misligholdelse, men så skal man vist holde høns i køkkenet og i den dur.

    Hej Ellen - Velbekomme, der er godt nok nogle originaler i mellem.

    Kære Vibeke - ja ikke mere rengøring i denne omgang. Tak, det var rigtig dejlig mad. Du har helt ret, hun må ha tabt en maske :-) Knus

    Kære Lisa - Dont worry, jeg elsker jo nullermænd. Jeg kommer jo for at hygge mig og ikke for at inspicere din rengøring :-) Vi ses på onsdag! Knus

    Kære Birthe - jeg laver gerne catering til dig, du kan bare sende J forbi efter dagens ret på vej hjem fra arbejde. I kommer til at spise lidt sent, men det går vel :-D Ja, den boligforening burde få et spark! Ih, jeg har næsten allerede spist det du havde med til mig. Ups! Knus

    Kære Pernille
    Ja, jeg prøver ikke at være alt for sur over det - med nogen succes :-)
    Argh, så er der rod og støv i jeres opgang?
    Tak, jeg prøver :-) Knus

    Glade sommerhilsner til jer alle :-)

    SvarSlet
  14. Jeg er slet ikke erfaren i at skrive på sider som din.. Men jeg søgte efter glaskål, da det var en af de grøntsager jeg fandt som var fiberrige og lige skal være et alternativ til broccoli i min kost.. tak for en spændende opskrift på "coleslaw" Jeg synes den ser spændende ud og den bliver en del af min madpakke i morgen.

    SvarSlet
  15. Hej Pnille

    Jeg er glad for at du kan lide opskriften :-)

    Du kan bruge glaskål til andre ting: snit den i stimler til wok, riv den til en anderledes tzatziki eller damp den let ov vend den i sennep og citron.

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!