tirsdag den 2. juni 2009

Alt i en...

Her kører alt på vågeblus i de her dage. Jeg er endda sprunget over Mandagstema i denne uge, emnet var ellers 'former'. Hmm, dem har jeg jo masser af ☺. Nej, pjat - jeg magtede bare ikke at finde på noget.

I forbindelse med min afklaring (fleksjob eller pension) har jeg i dag fået lavet en psykiatrisk speciallægeerklæring. Det tog ca 2 timer og her blev det klart at jeg er på helt gal kurs. Det var en rigtig kompetent psykiater der også vidste en del om fibromyalgi. Alle de ekstra symptomer jeg har nu er fremtvunget af stress. Hun anbefalede at jeg stoppede med min praktik øjeblikkeligt for ikke at gå helt ned. Og hun har jo ret - det går ikke længere. Jeg er bare så glad for den praktik, men hvad nytter det hvis jeg ødelægger mig selv på det. Nu vil jeg lige tygge lidt på den udmelding i et par dage og så snakke det igennem med de forskellige involverede. Så får vi se hvad der sker...

Da jeg kom hjem efter kageorgiet i søndags, blev jeg mødt af en sulten mand. Jeg forbarmede mig over ham og smækkede en hurtig middag sammen. Jeg har længe kræset om idéen med at lave et helt måltid i en stegepose, så det skulle prøves.

Jeg havde nye egyptiske kartofler, løg og gulerødder fra denne uges 'kedeligkasse'. Rosmarinen har jeg i en potte i køkkenet, uden for Myrens rækkevidde. Og de der grønne dimser i midten er hverken forårsløg eller små porrer - men derimod nye hvidløg. Dem havde jeg aldrig prøvet før, så dem var jeg noget spændt på.

Det blev til en variant af den alm posekylling, men her fyldt med appelsin og rosmarin.

En gigant stegepose kom i bradepanden og blev fyldt med alle grøntsagerne + kyllingen (gnedet med smør og urtesalt) + 5 dl hønsefond.

Hele herligheden fik 75 min v 195° C.

Kyllingen blev så mør at den faldt af benene. 

Jeg hældte skyen over i en gryde og jævnede den med lidt majsstivelse. En bøtte med en håndfuld frosne ærter og ½ ds majs, fik lige 2 min i microovnen. Nemt og hurtig mad. Og hvidløgene skuffede bestemt ikke, de smagte fremragende!

Nu vil jeg prøve at få slappet lidt af, det har været en lang dag. Jeg har lige lavet en stor gryde tacofyld til i morgen. Der får jeg nemlig en veninde på besøg som jeg ikke har set i mange år. Det glæder jeg mig meget til, men er også nervøs. Jeg har helt ondt i maven, men på den gode måde ☺

29 kommentarer:

  1. For Sør'nsen, hvor smart. Det må jeg prøve. Det lyder som en god ide til sådan en af de dage, hvor jeg kommer sent hjem, så bare lige bang! ind i ovnen med hele retten.

    God fornøjelse i morgen, og sov godt:)

    SvarSlet
  2. Hej baby!

    Bare rolig, jeg har også kriller i maven, men jeg tror det bliver stort og skønt at se hinanden igen :)

    Jeg glæder mig til at besøge Casa Klidmoster - og ikke mindst Klidmoster selv...

    På gensyn i morgen,

    Knus Lisa

    SvarSlet
  3. Der bliver meget at tænke over. Pøj pøj!

    De der hele hvidløg lyder spændende. Hvis de var i kedeligkassen så var den da ikke så kedelig ;)

    Rigtig god onsdag og knus her fra :)

    SvarSlet
  4. Jeg håber det bedste for dig :-)

    Og nu må jeg altså snart se at få prøvet sådan en stegeposefætter - du får solgt konceptet ret godt ;-)

    SvarSlet
  5. Pas på dig selv, kære Malou, jeg håber, at alt falder på plads på den bedste måde for dig, så du alligevel kan beskæftige dig med dit fag, som du er så dygtigt til og elsker højt.

    Alt-i-et-kyllingen lyder super dejlig, den må vi prøve her også.

    Rigtig god venindehygge i dag, klem :o)

    SvarSlet
  6. Det er så godt når man møder et menneske, der virkelig kan se ind i dig og se problemet og komme med nogle indput man kan tænke lidt over...
    Håber du får ro til at finde ud af det hele :-)
    Den der kylling... Mums ! Vi har været ikke kødspiser i længere tid, er først begyndt inden for det sidste lille år at spise fugl og fisk, så er lidt rusten ud i kødmad :-) Hvor stor var den kylling ?

    SvarSlet
  7. Hej Malou
    Jeg har altid opfattet stegeposer, som sådan noget folk, der ikke rigtig kunne lave mad, brugte - men det kunne da være at jeg skulle prøve dem af alligevel. Hvad er forskellen på at bruge sådan en, og at bruge en rømertoph?
    Træls for dig, hvis du må droppe praktikken, men stress kan vi jo ikke ha´at du går ned med.
    Vi snakkes i morgen.
    Knus Signe

    SvarSlet
  8. Kæreste Malou!

    Jeg havde lidt på fornemmelsen at det var den vej det gik, men håbede det ikke og krydsede fingre for dig! Det med at have noget vi skal (et job), er bare utroligt stressende for os med denne sygdom - noget som er svært at rumme også fordi vi så gerne vil gøre det så godt. Vi giver måske mere end vi burde og er MEGET pligtopfyldende overfor det vi skal lave - fordi det skal jo nødig hedde sig.........

    Det er SÅ svært at skulle indse det - believe me, I've been there! - men det kan være en nødvendighed. Min smertepsykolog sagde, at jeg skulle det betragte det som en sorgperiode (på højde med hvis jeg havde mistet et nært familiemedlem), at skulle indse at ens arbejdsliv var ovre....

    Nå, sikke en udredning! Jeg håber ikke at du synes jeg lyder bedrevidende, for det var ikke meningen. Jeg vil bare give dig min støtte :-)

    Jeg glæder mig til at se dig på lørdag, det nærmer sig jo med stormskridt.

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  9. Hej Malou

    Dejligt at høre fra dig igen :-)

    Ja, kunne sagtens se du var helt FÆRDIG, du virkede også lidt småfuld/omtumlet....
    Fortyder, at vi ikke kørte med åbne vinduer, så du kunne få lidt "vind/luft". Men så virkede kulden fra bilen ikke :-(

    Heller ikke nemt at sige; STOP!,- i hyggeligt selskab (ikke mindst chaufføren!) og dejlige kager :-)

    .......og liiige nu er det så jeg beholder min kommentar vedrørende mine (3) rømertoph, - for mig selv :-)

    Kom bare med en dato, vejret er tip top til café ;-)

    Mange tanker og knus

    SvarSlet
  10. Malou selv om du så gerne vil den praktik så er det nok fornuftigt at lytte til din krop.

    Tingene skal nok ordne sig på en eller anden måde så du kommer til at lave de ting du holder så meget af.

    Lækker mad i kæmpeposen.
    Knus

    SvarSlet
  11. Det kan være svært at acceptere og vænne sig til at ens helbred "driller" og i særdeleshed hvis man har smerter. Jeg håber også du kan beskæftige dig med dit fag fremover - du virker fantastisk til det. Knus

    SvarSlet
  12. Kære Malou

    Super idé. Det er bare skønt, når man kan lave en ret i én gryde eller en stegepose. Og lækkert ser det ud.

    Det lyder til at være en slem periode for dig. Jeg håber det bedste for dig.

    Knus fra Hanne

    SvarSlet
  13. Kære Malou
    Jeg har også haft på fornemmelsen, at det job, måske var for stort et pres, jeg syntes du ofte har givet udtryk for det, men det skal du nu ikke være ked ad, tænk på at du selv kan bestemme fuldstændig over din tid, og gøre lige hvad du har lyst til, når du har lyst til det.
    Maden ser herlig ud, og det vil jeg prøve, men jeg har stadig ikke fundet stegeposer, jeg håber da snart det lykkedes.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  14. Hej Sifka

    Tak, det er simpelthen sådan en nem måde at lave et helt måltid på. Og så passer det sig selv :-)

    Jeg er håbløst bagefter, men tak alligevel :-)

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet
  15. Kære Lisa

    Hvor var det dejligt at se dig igen :-)

    Mange knus
    Louice

    SvarSlet
  16. Hej Kari

    Der er stadig meget at tænke over, heldigvis falder det langsomt på plads det hele.

    Hov, hvidløgene var ikke fra den 'kedelige' - de var fra 'Dogme' ugen før :-)

    Tak i lige måde :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  17. Hej Piskeris

    Tusind tak skal du ha´ :-)

    Ja, se lige at få fat i nogle stegeposer - du vil ikke fortryde det :-)

    Mange hilsner
    Malou

    SvarSlet
  18. Tak, Madame - jeg prøver så godt jeg kan. Men nu skal jeg vist ikke tænke så meget på fremtiden, men bruge lidt tid på at komme mig og stresse ned.

    Tak, det er så smart at lave en hel middag i et hug :-)

    Wee, det var sådan en hyggelig dag!

    Varme klem :0)

    SvarSlet
  19. Hej Miri

    Ja, jeg var heldig at møde en som lige kunne få mig på ret kurs. Ellers var jeg nok gået ned med flaget. Tak, det går allerede meget bedre :-)


    Tak, det er en super nem og god kyllingeret - lige til at gå til når man vil til at spise lidt fugl igen :-)

    Det er en 1600 g kylling, så den er pænt stor. Jeg køber dem hos Aarstiderne.

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  20. Hej Signe

    Tak for sidst, det var en hyggelig frokost :-)

    Hmm, jeg har vist haft det på samme måde med stegeposer før i tiden. Men efter jeg har fået fibromyalgi og ikke kan magte at gøre ovnen ren så tit, så er de jo helt geniale :-)

    Jeg ville nok foretrække en rømertoph frem for en stegepose, men den skal jo også rengøres og opbevares.

    Ja, æv - men jeg kan allerede mærke at det var det rigtige at gøre.

    Vi ses om lidt :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  21. Kæreste Birthe

    Ja, den gik godt nok den gale vej. Men praktikken har tjent det formål at jeg fandt ud af at jeg ikke kan arbejde herhjemme. Det er utroligt at der skal så lidt stress til før det løber af sporet. Nå, men nu er det overstået og så prøver vi en anden model til september (måske), ellers bliver det til førtidspension.

    Åh ja, jeg ved jo at du har været hele turen igennem - så nu kan jeg trække lidt på dine erfaringer.
    Det lyder meget fornuftigt at man skal sørge over sin tabte arbejdsevne og identitet. Det vil jeg prøve at arbejde lidt med.

    Du lyder bestemt ikke bedrevidende, det er fedt med feedback fra en som ved nøjagtig hvor skoen trykker :-)

    Wee, der er nu kun 3 timer til vi skal mødes. Hvor er jeg spændt :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  22. Hej Fru Heist

    Tak, i lige måde :-)

    Hmm, var det så nemt at se at jeg var bombet - jeg syntes ellers at jeg kæmpede bravt med at virke frisk :-)

    Ha ha, det er altså helt vildt at du har 3!

    Jeg er ikke lige i stand til at finde en dato lige nu, men jeg skal nok lige kigge på det snart.

    Mange tanker og knus
    Malou

    SvarSlet
  23. Hej Pernille

    Ja, det var det rigtige at gøre. Og jeg skal jo møde muren før jeg kan forstå hvorfor det er jeg ikke kan holde til at arbejde.

    Tak, det er jeg glad for at høre - der skal nok være et eller andet for mig derude :-)

    Dejligt at du kan lide det, det var en stor succes. Jeg tror jeg laver det i morgen igen :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  24. Hej Anette

    Ja, ved du hvad - det er Så svært at acceptere at kræfterne og evnen er væk. Det kender du jo også en del til. Hvor mange timer er det du arbejder om ugen?

    Tusind tak, jeg skal nok finde en eller anden måde at få brugt min kreativitet på :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  25. Kære Hanne

    Tak, det sparer både tid og strøm. Det var bare super lækkert :-)

    Tak skal du ha´, det er ikke alt for sjovt lige nu - men jeg er en fighter :-)

    Knus fra Malou

    SvarSlet
  26. Kære Vibeke

    Det har været alt for stort et pres at arbejde hjemme og levere noget kreativt på kommando. Men jeg ville jo så gerne, det var jo lige nogle opgaver for mig.

    Ja, nu skal jeg bare slappe af og få det bedste ud af min tid. Jeg trænger til ferie nu :-)

    Tak, det var bare god mad. Du må på jagt efter stegeposer :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  27. Hej Simone's Mor

    Selv tak :-)

    Jeg har været inde og se dine smukke ting og lægge et par kommentarer.

    Åh, det lyder som om du har været hele møllen igennem. Får du slet ikke nogen økonomisk støtte nogle steder fra? Men ja, helbredet er nu engang vigtigere.

    Godt at høre at det var den rigtige beslutning!
    Uha, hvor er det svært at sige fra til noget man brænder for og er god til.

    Kram
    Malou

    Tusind tak, jeg er glad for at du kan lide min blog :-)

    SvarSlet
  28. Hej Malou

    Jeg har lige læst din kommentar hos mig, mange tak for den ;)

    Du er jo en veritabel mad-ekvilibrist, hold da helt op.. Det er meget inspirerende...

    De vilkår, arbejdsmarkedet fungerer efter, passer ikke til mennesker med fysiske og psykikse skavanker.
    Nogle kan klare det i en periode, nogle et helt liv, men rigtig mange må give op hen ad vejen.

    Jeg tænkte meget over den proces, du er igennem nu.. Jeg har selv været der, og det er bestemt ikke nemt at skulle sige "farvel" til arbejdslivet. Det er jo et tab af en færdighed (arbejdsevnen), som vægtes højere end Gud selv i dette land.. ;)

    Du mister ikke dine evner, fordi du får en førtidspension.. tvært imod.. de vil altid være der.

    Held og lykke med det hele. Jeg vender helt klart tilbage for mere madinspiration ;)

    SvarSlet
  29. Hej Ann-Charlotte

    Tak fordi du ikgger forbi :-)

    Mad-ekvilibrist ligefrem, det er der aldrig nogen der har kaldt mig før. Tak for det, det varmer mit cater-hjerte :-)

    Nej, systemet er ikke gearet til 'sådan nogen som os'. Jeg kender flere fleksjobbere som arbejdsgiveren 'glemmer' at tage hensyn til. Jeg er sikker på at en pause fra det hele vil gøre mig godt.

    Ja, du ved jo om nogen hvad jeg går igennem lige nu. Det er en sorgprocess at give slip på sin arbejdsidentitet. Heldigvis har jeg den her blog hvor jeg kan få afløb for min kreativitet i køkkenet.

    Desværre kommer jeg ALDRIG til at arbejde i et professionelt køkken igen. Men måske kan jeg jeg komme til at arbejde med mad på en eller anden måde engang i fremtiden.

    Tak skal du have, du er altid velkommen her :-D

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!