Malling & Schmidt (3 af 3)...

Så kom turen til de søde ting og vi blev noget nysgerrige da der blev dækket op til den første dessert. 

Der kom en ske og en skalpel! Hmm, det kunne gå i mange retninger. Vi fik at vide at nu skulle vi i snedkerværkstedet. Aha, hvad mon det betød?

'Egetræ'

Vi gjorde store øjne da vi fik denne pude på bordet. Vi fik bud på at punktere puden med skalpellen og nyde aromaen af de friske høvlspåner. Jeg fik et flashback til sløjd og det er jo det der er meningen med at lave sådanne numre med folk. Duft-hukommelsen er en del af retten og er med til vække både minder og sanser.

Selve desserten bestod at en silkeblød is lavet på fløde kogt med egetræ. Den havde en let og luftig struktur og en delikat smag. Isen lå på små 'høvlspåner' af salte mandler. Det salte og søde gik op i højere enhed. Og det smagte af mere. Sådan er det med det hele på M & S, efter hver bid vil man ønske der var en til. Det er bevist at hjernen 'keder sig' efter få bidder af samme smag, her kommer den aldrig til at kede sig. Det er et sansebombardament uden lige! 

Og så nåede vi til menuens sidste dessert og dermed sidste ret.

'Peter´s have' 

Vi gloede noget da den landede foran os. Det lignede jo en urtepotte direkte fra vindueskarmen. Den var grænseoverskridende at sætte skeen i, men sikke en overraskelse der gemte sig dernede under 'mulden'. Vi blev opfordret til at grave godt ned og smage alle lagene sammen. 

Det var en slags forklædt islagkage. 'Muldjorden' var lavet på basis af en bagt tærtebund med lækker chokoladesmag. Det var en skøn cremet is med store stykker rabarber i bunden. Jeg ville ha´ taget et billede, men fra jeg satte skeen i den til den sidste bid var væk - var jeg også væk. Det smagte så utroligt godt at vi glemte alt omkring os og kunne sige henført 'uh' og 'ah'. Det var en fantastisk afslutning på et helt utroligt måltid.

Hmm, det viste sig så ikke at være afslutningen alligevel - M & S havde lige et par ekstra overraskelser i ærmet til os. Vi blev budt på kaffe, Max takkede ja. Jeg er jo ikke kaffedrikker og varm te var ikke lige det jeg trængte mest til, så jeg fik et ekstra glas dessertvin at nippe til. Og så var det at tjeneren kom og dækkede op - igen! Vi fik at vide at der kom 'lidt til kaffen' og at det var til os begge to. 

'Kornmarken'

Wow, vi var ved at falde af stolen. 'Lidt til kaffen' er århundredets underdrivelse. Det var et helt studie i de forskellige kornsorter. Jeg var på det tidspunkt festligt overrislet og godt spist til, så jeg fik ikke lige fat i hele forklaringen. Men det var kaffebord a´la mormor. Den lille hvide Magretheskål bød på marmorkagedej, så kunne vi hjælpe mormor med at slikke skålen.  

Der var også en lun cremet byggrød med bærcoulis. 

Den lille dåse bød på 3 slags småkager, alle bagt på forskellige hvedesorter. De forsvandt nærmest i munden når man bed i dem, så lette og luftige var de. 

I den mindste trækasse stod der sprøde flager af mannagrød i sukker. Der var også sukkermadder i dukkestørrelse lavet af brød bagt på emmer. 

I den næststørste trækasse var der varme sten. På stenene lå 2 små 'pandekager' lavet at spelt og med en fin smag af kardemomme.

Den største trækasse var der iskolde sten. På dem lå knolde af en grøn urtechokolade, en slags muslibarer og små kugler frugtkonfekt rullet i frysetørret solbærpulver. 

Og sådan sluttede det, mit livs bedste måltid! Det tog 7 timer at komme igennem, men det føltes slet ikke som så lang tid. Vi betalte og gik ned mod banegården for at finde en taxa. Det er bestemt en oplevelse jeg aldrig glemmer. Nu starter vi på at lave en opsparing så vi kan komme derind igen til næste år. Jeg glæder mig allerede til at se hvad de så har fundet på ☺