mandag den 25. maj 2009

Malling & Schmidt (3 af 3)...

Så kom turen til de søde ting og vi blev noget nysgerrige da der blev dækket op til den første dessert. 

Der kom en ske og en skalpel! Hmm, det kunne gå i mange retninger. Vi fik at vide at nu skulle vi i snedkerværkstedet. Aha, hvad mon det betød?

'Egetræ'

Vi gjorde store øjne da vi fik denne pude på bordet. Vi fik bud på at punktere puden med skalpellen og nyde aromaen af de friske høvlspåner. Jeg fik et flashback til sløjd og det er jo det der er meningen med at lave sådanne numre med folk. Duft-hukommelsen er en del af retten og er med til vække både minder og sanser.

Selve desserten bestod at en silkeblød is lavet på fløde kogt med egetræ. Den havde en let og luftig struktur og en delikat smag. Isen lå på små 'høvlspåner' af salte mandler. Det salte og søde gik op i højere enhed. Og det smagte af mere. Sådan er det med det hele på M & S, efter hver bid vil man ønske der var en til. Det er bevist at hjernen 'keder sig' efter få bidder af samme smag, her kommer den aldrig til at kede sig. Det er et sansebombardament uden lige! 

Og så nåede vi til menuens sidste dessert og dermed sidste ret.

'Peter´s have' 

Vi gloede noget da den landede foran os. Det lignede jo en urtepotte direkte fra vindueskarmen. Den var grænseoverskridende at sætte skeen i, men sikke en overraskelse der gemte sig dernede under 'mulden'. Vi blev opfordret til at grave godt ned og smage alle lagene sammen. 

Det var en slags forklædt islagkage. 'Muldjorden' var lavet på basis af en bagt tærtebund med lækker chokoladesmag. Det var en skøn cremet is med store stykker rabarber i bunden. Jeg ville ha´ taget et billede, men fra jeg satte skeen i den til den sidste bid var væk - var jeg også væk. Det smagte så utroligt godt at vi glemte alt omkring os og kunne sige henført 'uh' og 'ah'. Det var en fantastisk afslutning på et helt utroligt måltid.

Hmm, det viste sig så ikke at være afslutningen alligevel - M & S havde lige et par ekstra overraskelser i ærmet til os. Vi blev budt på kaffe, Max takkede ja. Jeg er jo ikke kaffedrikker og varm te var ikke lige det jeg trængte mest til, så jeg fik et ekstra glas dessertvin at nippe til. Og så var det at tjeneren kom og dækkede op - igen! Vi fik at vide at der kom 'lidt til kaffen' og at det var til os begge to. 

'Kornmarken'

Wow, vi var ved at falde af stolen. 'Lidt til kaffen' er århundredets underdrivelse. Det var et helt studie i de forskellige kornsorter. Jeg var på det tidspunkt festligt overrislet og godt spist til, så jeg fik ikke lige fat i hele forklaringen. Men det var kaffebord a´la mormor. Den lille hvide Magretheskål bød på marmorkagedej, så kunne vi hjælpe mormor med at slikke skålen.  

Der var også en lun cremet byggrød med bærcoulis. 

Den lille dåse bød på 3 slags småkager, alle bagt på forskellige hvedesorter. De forsvandt nærmest i munden når man bed i dem, så lette og luftige var de. 

I den mindste trækasse stod der sprøde flager af mannagrød i sukker. Der var også sukkermadder i dukkestørrelse lavet af brød bagt på emmer. 
I den næststørste trækasse var der varme sten. På stenene lå 2 små 'pandekager' lavet at spelt og med en fin smag af kardemomme.

Den største trækasse var der iskolde sten. På dem lå knolde af en grøn urtechokolade, en slags muslibarer og små kugler frugtkonfekt rullet i frysetørret solbærpulver. 
Og sådan sluttede det, mit livs bedste måltid! Det tog 7 timer at komme igennem, men det føltes slet ikke som så lang tid. Vi betalte og gik ned mod banegården for at finde en taxa. Det er bestemt en oplevelse jeg aldrig glemmer. Nu starter vi på at lave en opsparing så vi kan komme derind igen til næste år. Jeg glæder mig allerede til at se hvad de så har fundet på ☺

20 kommentarer:

  1. Det ser aldeles fantastisk ud! Det lyder bestemt til at være alle pengene værd ;) Hold op hvor nogle fantastiske beskrivelse ;)

    SvarSlet
  2. Kære Malou
    Hvor fantastisk! jeg er helt rundtosset over alle jeres oplevelser, jeg kan godt forstå at I vil afsted igen!
    Det er da helt vildt, og så smukt serveret, ja og spændende----
    Nu har jeg lige et par praktiske spørgsmål:
    Var der fyldt med gæster? Hvor lang tid i forvejen skal man bestille? Holder de sommerferie?
    Jeg tænkte på, at min bror har fødselsdag i næste måned, måske skulle det være gaven til ham, - men jeg vil med!
    Tak for hele "rejsen"
    Knus
    VIbeke

    SvarSlet
  3. Kære Malou!

    Hold da helt op, sikke en afslutning!!
    Det er jo helt vildt - og sikke en fantasi! Jeg har aldrig set noget levende, så jeg kan forstå hvor betaget du må have været :-)

    Det er sådanne oplevelser man kan leve længe på og med disse billeder, har I et godt minde for livet.....

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  4. Kan du ikke lige sige til, hvis du finder min kæbe et eller andet sted på din blog? Jeg tror, jeg har tabt den... :D

    Det er dog den mest fantastiske, vildeste og absurd-geniale beskrivelse af et restaurantbesøg, jeg nogensinde har læst! Jeg har gennem længere tid haft planer om at lokke gemalen med til Århus for at besøge et par venner, og nu ved jeg da helt sikkert, hvor vi så skal spise! WAUW!

    SvarSlet
  5. WOW!
    WOW!


    WOW!

    Skal lige have vejret igen!

    SvarSlet
  6. Kære Malou

    Det er da helt overdrevet fantastisk. Jeg er målløs.
    Et overflødighedshorn af lækkerier og som man bedst tror, at det stopper, så fortsætter det. VILDT!!

    Og opsparingen starter snart her .. eller måske jeg bare skal stoppe med at tænke over, hvad min SP-pension skal gå til!
    Knus fra Hanne

    SvarSlet
  7. Kunne man få prisen for sådan en oplevelse?

    SvarSlet
  8. Hej Anette

    Ja, ser det ikke bare fantastisk ud? Heldigvis følte jeg at det var pengene værd. Det havde jeg været lidt bekymret over på forhånd.

    Tak, jeg skrev det som jeg oplevede det :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  9. Kære Vibeke

    Ja, det var simpelthen noget så fantastisk. Vi har startet en opsparing op til næste gang :-)

    Det var en kæmpe oplevelse, jeg har aldrig hverken smagt eller set noget lignende.

    Der var helt fyldt, der er kun plads til ca 20 gæster.

    Jeg ved ærlig talt ikke hvor længe før man skal bestille bord eller om de lukker ned for sommeren, men du kan jo prøve at ringe og snakke med dem på: 86177088

    Men sikke en god fødselsdagsgaveidé til din bror :-)

    Tak, det var dejligt at ha´ dig 'med' :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  10. Kære Birthe

    Ja, det blev vildere og vildere. Og afslutningen var altså af en helt anden verden :-)

    Jeg nød hvert sekund og følte mig SÅ forkælet. Det er en aften som jeg ALDRIG vil glemme. Og der er så dejligt at se billederne her bagefter, man kan næsten smage det hele igen :-)

    Knus
    Malou

    SvarSlet
  11. Hej Piskeris

    Ha ha, jeg smider den lige i en prøvekuvert hvis den dukker op :-D

    Ja var det ikke? Det var simpelthen den vildeste madoplevelse nogensinde. Og jeg er ellers ikke lige sådan at imponerere :-)
    Mon ikke du kan lokke gemalen med sådan en omgang?

    Mange hilsner
    Malou

    SvarSlet
  12. Hej Vita

    Ha ha, ja - det sagde jeg også mange gange den aften :-D

    Knus
    Kikært

    SvarSlet
  13. Kære Hanne

    Ja, jeg var også helt blæst bagefter. Der blev bare ved med at vælte ind med lækkerier

    For pokker hvor var det bare godt!

    Hmm, det var jo ikke en dårlig måde at bruge sin SP-pension til. Om den bliver ædt af os eller staten kan vel være et fedt :-)

    Knus fra Malou

    SvarSlet
  14. Hej Lis

    Vi måtte slippe den nette sum af 3795,-. Men det kan altså sagtens gøres billigere :-)

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet
  15. Det tror jeg faktisk, jeg kan - om ikke andet har jeg nu i flere dage fablet om din anmeldelse af stedet, så jeg tror efterhånden, det er trængt ind, at der vil jeg rigtig gerne forbi ;-)

    SvarSlet
  16. Det er da ikke dyrt for sådan en oplevelse :-)

    SvarSlet
  17. Kære Malou

    God, god pointe!! du der har!!
    Knus

    SvarSlet
  18. Hej igen Piskeris

    Så er det jo bare om at sætte kursen mod Århus :-)

    SvarSlet
  19. Hej Anonym

    Well, det var dyrt - men ikke for dyrt :-)

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...