Klassisk 65...

Efter en hård uge fik vi os et velfortjent hvil på Klassisk 65. Det er den skønneste lille franske bistro beliggende midt på Jægergårdsgade. Max havde været der før og havde fået talt mig godt varm på stedet, så det var med stor forventning jeg åbnede døren. I det øjeblik jeg trådte ind af døren slappede jeg af. Der var bare en fuldfed, afslappede og uhøjtidelig stemning. Vi skulle sidde ved vinduet, Max i på en bænk i vinduet og jeg i en forbavsende komfortabel stol. Stedets karismatiske ejer Søren Andreasen bød velkommen og var nærværende hele aftenen uden på noget tidspunkt at blive påtrængende. Her er gæsterne velkomne og ikke bare nogen der skal bespises og så ud af klappen.

Der er ingen duge på bordene, hurra for det! En dug kan nemlig godt få en hård aften sammen med os to. Det skal dog lige siges at det eneste jeg væltede i går, var et glas vand. Vi vidste jo hvad vi ville ha´, så det var hurtigt bestilt. Der kom vand, vin og en brødkurv på bordet. Brødet var nybagt og velduftende, med sprød skorpe og luftig halvsej krumme. Det fik følgeskab af en skål hjemmerørt aïoli, som var syndig - men SÅ god. Det anbefales at bestille en forret, hvis man som os vil forlyste sig med stedets velrenommerede peberbeuf. Den er ca 45 min undervejs, da den skal tillaves langsomt og intervalsteges. Så fik vi også en undskyldning for at mæske os i en gang vinbjergsnegle i hvidløgssmør. Vi blev straks anbefalet at holde igen med brødet, da "voksne mænd var gået grædende derfra efter at ha´ levnet noget af bøffen". Så vi tog rådet til os og nippede forsigtigt af brødet til forretten kom.

Sneglende kom rygende varme og duftende. Det er dejligt at være fri for sneglehusene, det er så 80´er agtigt. Det var de møreste snegle jeg nogensinde har fået, trust me - det siger ikke så lidt. I mange år fik jeg ALTID snegle når vi var ude at spise, så jeg kender min snegl på biddet. Her dog på mangel af samme og det var en sand fryd. 

Men alt det smør kan jeg ikke klare i maven, så jeg nøjes med at dyppe brødet lidt og så ellers nyde det der hænger ved. Max er af en ganske anden støbning, så han dypper noget dybere i den liflige blanding af smør, hvidløg, persille og gyldent rasp.

Det var en skøn date vi fik os. Det er dejligt at man kan få sådan et sug i maven efter næsten 16 års samliv, så det nød vi i fulde drag. Vi fik en rigtig skøn vin: Francis Ford Coppola, Diamond Collection, Green Label, Syrah-Shiraz 2006. Frugtig, med lidt peber i næsen og lige en 'marmeladevin' som vi kan lide den. Her bestiller man en flaske, drikker det man har lyst til og lader resten stå. Prisen udregnes så efter hvor stort et indhug man har gjort på druerne. Der går 5 glas på en flaske og 1 glas koster således en femtedel af flaskens pris. Vi sad længe og hyggede os, nød vinen og hinanden til det var blevet tid til hovedretten. Og det er så her jeg som cater må sukke af misundelse. Flambering 'table-side' er ikke en af disciplinerne jeg er blevet undervist i, selv om jeg er uddannet gastronom. Men det gør så til gengæld at jeg kan nyde det som et godt udført håndværk af andre. 

Og godt håndværk - det var det vores franske ven udfører her. Først smøres den intervalstegte bøf med en blanding af dijonsennep og grønne madagaskar-peberkorn. Så steges den i smør og flamberes i cognac, ilden slukkes med en generøs regn af portvin og kraftig indkogt fond. Bøfferne fiskes op og trækker færdig i folie, mens saucen simrer færdig. Den bliver tilsmagt med appelsin og monteret med en næsten ulovlig mængde smør.

Og så kom den endelig på bordet. Serveret med et minimum af tilbehør, det er altså 250 g oksemørbrad der er hovedpersonen her. Dog var der en halv aromatisk langtidsbagt tomat, sprøde haricot verts og håndskårne rustikke 'sveller' til. Og det er der aftens eneste kritik falder, de var lidt for mørke for min smag. Men pyt, det er jo ikke kartofler jeg gør mest i for tiden. Så jeg brugte bare lidt af det skønne brød til at opsuge den sød-skarpe pebersauce. Uha, hvor var det godt. 

Når man intervalsteger kød og lader der hvile som her, får man et jævnt rosa og saftigt resultat. Der er ingen kødsaft der undslipper ud på tallerkenen, det bliver simpelthen 'optaget' i kødfibrene mens bøffen hviler. Normalt kan jeg godt lide en bøf der næsten siger muh, men det er kød med mere fedtmarmorering end her. Her var der fokus på tekstur og velsmag. Oksemørbrad kan alt for nemt blive halvkedeligt hvis det ikke bliver kælet for. Hvad nytter det at tage det fineste, dyreste kød og så skamstege det? På Klassisk 65 har de fat i den lange ende, her kæles der for detaljen og råvarene. Man kan mærke stoltheden over at leverer et godt resultat, det varmer godt nok mit hjerte når jeg oplever det. Der er ingen profitmaksimering her, ingen underlødige produkter eller turist-hejs. Kun god 'ren' ærlig mad lavet med hjerte og hjerne. 

Af en eller anden grund har vi fattet stor kærlighed til netop Syrah/Shirazdruen. Det er ofte de australske vi falder for, men den her californiske darling tog vi straks til os. Jeg ville bestemt ikke hade at få sådan en kasse på lager, så nu vil jeg på jagt efter en leverandør.

Det var dejligt at sidde og følge med i udendørslivet på Jægergårdsgade. Der er skam også udeservering og senere på sommeren kan jeg godt se os sidde derude og nyde (endnu) en peberbeuf. Men jeg sad hele aftenen og kiggede på Hjerteforeningens gule skilte, mens jeg ukritisk fyldte mig med mættet fedt, rødt kød og alkohol i ikke helt forsvarlige mængder. Hmm, jeg fik tøjlet den dårlige samvittighed mens vi lod os lokke af duften at nabobordets desserter. Vi bestilte det samme som de fik, med et par gode glas dessertvin til. Jeg fik desværre ikke fat på hvad det var vi fik i glassene, men det var afstemt præsis til at komplimentere desserternes sødme. Vi havde ellers aftalt at springe over desserten, da der jo var en økologisk rabarbercrumble der ventede herhjemme. Men vi har det med at glemme den slags aftaler når vinen flyder og musikken spiller. Her et lækkert mix af blød afdæmpet jazz, blues og andet 'voksenmusik'. 

Max fik en omgang Crêpe Suzette (også tillavet 'table-side') med en skøn is til. Han er en hund efter god dessert, så der kom mange uh og ah lyde fra ham. Jeg tænkte først da jeg så det her billede, 'hvorfor var den tallerkenkant ikke tørret af'. Sorry, det er en erhvervsskade. Det er lige nøjagtig derfor jeg føler mig så godt hjemme på Klassisk 65. Kvaliteten er i top - og det er det der betyder noget. Det er uprætentiøst anrettet på den helt rigtige afslappede måde.  

Men Max kunne få sin dessert i fred, jeg havde kun øje for min Crème brûlée. Perfekt brændt sukkerspejl og silkeblød kølig bagt vaniljecreme. Gudespise! 

Og så er der lige toiletterne. Det er ofte der fårene skilles fra bukkene. Og her blev jeg bestemt ikke skuffet. Selv om det var verdens næstmindste toilet, var der kælet for alle detaljer. Duftevand, lotion og lækker sæbe. Men det skønneste var nu godt nok stablerne med rene vaskeklude lige til at tørre hænder i. Og så bare i en kurv med dem bagefter. Det er ren luksus.

Vi tilbragte 5 timer på stedet før vi satte kursen mod en bus hjem. Det var en super god aften og vi følte bestemt at vi havde fået 'value for money'. Næste gang vil vi prøve stedets 'bondemenu' som er en 3 retters menu tilberedt af stedets 'ældste' kokkeelev. For ja, der bliver helt bestemt en næste gang :-)

Om 3 uger skal vi i Jægergårdsgade igen, da bliver det Malling & Schmidt der skal ha´ besøg.