"Alle går vi fra hinanden, babe"
Argh, har brugt lang tid på at tage beslutningen. Selv om jeg lige har haft en anfald af akut separationsangst, har jeg truffet et hårdt valg: Big Red skal sælges! Basta! Det nytter ikke at have den stående når jeg ikke kan bruge den. Den er simpelthen for tung. Det er nu jeg bliver gal over at jeg skal leve med fibromyalgi. Jeg havde ønsket mig den i så mange år. Skulle altid hen og ae den når jeg så den i en butik. Og så fik jeg den ENDELIG. Har kun brugt den en eneste gang. Og nu kan jeg slet ikke bruge den. Endnu en begrænsning er sat på hvad jeg kan. Når jeg får den solgt, inviterer jeg min mand på
Malling & Schmidt til en gang "Norden rundt". Så kommer der da noget godt ud af det, trods alt. Suk!
Åh, det er trist at høre, at du må skille dig af med den! Fibromyalgi må være en svær udfordring - men jeg håber meget, at du kan finde en måde at takle sygdommen på, måske med den rigtige kost og vitaminer ...
SvarSletHej Madame. Tak, det bliver et stort tab. Piv. Fibromyalgi er en underlig størrelse. Jeg må indrømme at jeg havde en del fordomme om det - før jeg selv blev ramt. Min øko omlægning begyndte mens jeg ventede på diagnosen. Jeg har fået kasser i et helt år nu og fakta er: I 2007 havde jeg 17 virusinfektioner og 3 gange influenza. Mod 1 infektion og 1 influenza i 2008. Så jeg tror at kosten hjælper på immunforsvaret. Desværre har det ikke ændret på smerterne, men man kan jo håbe :-)
SvarSletMvh Malou
Det lyder da som om, at det har en indflydelse med øko mad, det er i hvert fald noget af en forskel fra 2007 til 2008.
SvarSletHar du ikke maskinen stående fremme, så den er lige til at gå til? Mvh. Vibeke
Uaaarghhhh hvor traels! God ide at goere noget positivt med pengene.
SvarSletJeg fandt dig lige via, ehmmm... en eller anden blog og du roeg direkte i laeselisten. :)
Hej Vibeke.
SvarSletJa, der er stor forskel. Men jeg er bestemt ikke over-fanatisk med økologien. Det var jeg i starten, men er slappet lidt af hen ad vejen. Det er jo ikke en religion, men et tilvalg. Big Red står bag døren på en rullevogn. Mit køkkenbord er ikke stort nok til at den kan stå fremme. Problemet er at jeg ikke selv kan løfte den mere. Men jeg har vænnet mig til tanken, er helt klar til at sige farvel.
Mvh Malou
Hej Tina. Og velkommen til. Ja, så bliver det til et godt minde i stedet for en ærgelse.
SvarSletJeg har set navnet på din blog rundt omkring i "blog-land", jeg kikker lige på den senere :-)
Mvh Malou
ØV! det er altså bare så... argh... når sygdommen sætter begrænsninger for vores udfoldelsesmuligheder. Når den så også bremser vores drømme, bliver det slemt. Jeg synes dog, at jeg efterhånden er nået dertil, hvor jeg ikke i det daglige føler mig begrænset (ret meget) men jeg har selvfølgelig også brugt flere år på at indrette mig og lære min "følgesvend" at kende. Hvad er det i øvrigt ved den lækre røde, der gør den for tung for dig?
SvarSletHej Kagekone. Ja øv, det er hårdt at affinde sig med alle de begrænsninger. Det må være dejligt for dig, at du har fået dem passet ind i hverdagen. Der er helt klart meget jeg skal lære endnu, der er stadig mange mure at møde. Det er også derfor jeg bliver så glad når jeg finder noget der kan gøre livet lidt lettere. Jeg har mødt ret mange efterhånden, der læner sig op af deres diagnoser og kun fokuserer på det de ikke kan. Jeg ser begrænsningerne som noget jeg kan løse på en konstruktiv måde. F.eks. ved at bage brød på denne måde. Og Big Red er simpelt bare blevet for tung og uhåndterbar for mig. Jeg kan ikke selv løfte den over på køkkenbordet eller skifte dejkrog/pisker. Den vejer næsten 13 kg. Så den står kun til pynt. Meget ukonstruktivt :-)
SvarSletMvh Malou