lørdag den 1. maj 2021

Bread and Butter Pudding - af hvedeknopper...

Hvededagen er kommet og gået - og måske er du nu brændt inde med nogle halvkedelige hveder, som du overvejer at kyle ud? Stop, stands - her får du nemlig opskriften på en hurtig Stop Spil Af Mad kreation, jeg biksede samme her til formiddag, af et par hvedeknopper, til overs fra årets hvedeorgie. Den kan spises lun, som enten mellemmåltid og dessert - eller som her, som en slags brunch. Det er en fuldfed og laber sag, med masser af SMØR og smovs.... 

Bread and Butter Pudding er, kort fortalt: brød/kage, smurt med SMØR og evt marmelade, overhældt med en sødet æggemælk og bagt gylden i ovnen. Nogle sværger til at tilsætte rosiner, men det er no-go her. Jeg har lavet før lavet en version med ølkage og bergamottemarmelade - og en version, med croissanter og ahornsirup. Det er en perfekt resteret, hvis man har noget halvtørt og kedeligt brød på lager. 

Jeg havde 2 hvedeknopper på lager - som var som skabt til formålet, med deres touch af kardemomme. Var heldig at få en pose af Anne, af de gode fra Princip, med klid og skaldele. Dem er min mave lidt gladere for, end brød af helt kridhvidt mel. De fleste blev spist ristede -med ost på. Ja, du læste rigtigt: jeg har spist ostemadder - der er nemlig kommet en ny morgenost, som jeg ligefrem kan spise på brød. Hvis du er nysgerrig, kan du se osten her på Instagram (linket er reklame for Arla Unika).

Efter en rundtur i skuffer og skabe - havde jeg næsten det, der skulle til. Jeg ville gerne ha' brugt muscovadosukker, men måtte nøjes med den Sukrin Gold, der var på lager. 

Bread and Butter Pudding til 2 pers:

2 hvedeknopper (5-6 skiver toast- eller franskbrød)
Rigeligt SMØR
2 dl mælk
½ dl fløde
50 g mørkt sukker
1 æg
Lidt vanilje og kanel

Tag et fad på ca 20 x 20 cm og smør det indvendigt. Pisk mælk, fløde, sukker, æg og vanilje, let sammen - og hæld det i fadet. Og så til brødet:

Trim forsigtigt skorpen af hvedeknopperne, med en lille kniv. Skær hver knop i 3-4 skiver.

Dæk skiverne med en passende lag SMØR og skær det i trekanter.

Placer de smurte brødskiver oveni æggemassen. Pres forsigtigt brødet lidt ned i væden - og lad brødet suge til sig, i ca 20 minutter. Drys derefter med lidt kanel og bag fadet i ovnen, ved 180°C i ca 45 minutter. Kig til det efter 25 minutter og kom evt folie over, hvis kanterne begynder at blive for mørke. Æggemassen skal kun lige akkurat sætte sig og sufflere op - og være dirrende, som en budding, mens alle kanterne skal være gyldne og sprøde.

Hovsa, havde så travlt med at lave en story, at jeg glemte at tage et stillbillede. Men jeg lover dig, at den dirrede fint. Den synker lynhurtigt sammen, men forbliver smovset.

Lad det rygende varme fad, køle lidt af, inden servering. Og hvad skal man så servere til? Englænderne giver gerne en custard (kogt vaniljecreme) til - men det syntes jeg er for sødt. Cremefraiche eller rørt vaniljeis, er mine favoritter. Jeg havde dog ingen af delene - så endte med en creme af skyr, rørt lind med en sjat fløde, tilsat lidt vanilje. 

Og så syntes Pynte-Sisse lige, at der skulle rives lidt mørk chokolade ud over til sidst.
 
Den Høje Mand gjorde store øjne, da han fik overakt sådan en portion - og den forsvandt lynhurtigt, som dug for solen. Det var første gang, han havde fået brød, på den måde. Men står det til ham, så er det bestemt ikke den sidste. Han kørte hjem, mæt og glad - og jeg satte mig til tasterne, for at skrive dette indlæg.

Og nu vil jeg allerede gå i gang, med at skrive det næste indlæg. Det er også en Stop Spild Af Mad sag - dog af de mere outrerede. Det er mest for sjov, men tjener et velmenende formål. Jeg kan afsløre så meget, som at 'opskriften' kommer fra programmet 'Mig og min mor', men er havnet i min hjerne via Dybvaaaaad! Og ja, der er en blender involveret...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...