torsdag den 31. oktober 2019

Spiselig græskarmand med fyld...

Hvad enten vi vil det eller ej, så tordner Halloween-toget imod os på kollisionskurs - med fuld fart endda. Dansken har virkelig taget den amerikaniserede event til sig, med ALT hvad der hører sig til (det undlader jeg dog at lufte min mening om her). Jeg morer mig dog over at det også gælder på madfronten, hvor klam og/eller sjov mad er i høj kurs, hos børn og barnlige sjæle. Jeg hopper med på vognen og byder på en venligsindet græskarmand, med labert fyld. 

En sød og sjov servering, som nok skal få smilet frem. Der skal bruges et helt lille græskar pr mand. Jeg bruger økologisk hokkido, som kan fås alle steder.

De små græskar skal vaskes rigtig grundigt først - og skæres til, så de bliver helt flade i bunden.

Der snittes forsigtigt øjne, næse og mund, i skrællen, med en urtekniv. Man skal blot ridse forsigtigt op og ikke skære for dybt - og så fjerne det yderste lag, med spidsen af kniven. Mine arme arme og dumme hænder tillod kun et simpelt udtryk, men med det rette værktøj og fingersnilde kan man lave små kunstværker. Det udskærne græskar får et snit rundt om toppen, som forsigtigt løftes af og skæres flad. Indmaden skrabes ud med en ske - og så er de små græskar klar til at blive fyldt.

Og hvad skal der i? En spiselig græskarmand kan være et fremragende Stop Spild Af Mad projekt, da det kan fyldes med alt muligt. Her har jeg genbrugt min egen idé, fra indlægget Chili con calabaza, og brugt en rest chili con carne som fyld. Men du kan bruge lige det fyld du ønsker. Det skal bare være godt krydret (salt, spice og syre), da det fade græskarkød har brug for modspil. Jeg forestiller mig: kylling i karry, vegetarisk linsefyld, div supper (som i det her lillebitte portionsgræskar) en rest bolognese, svampestuvning eller fars (har du set mit farsbrød bagt i et græskar?).

De fyldte græskar bages low and slow, så de ikke bliver for mørke i skrællen. De her fik ca 1½ time på 160°C.

Sådan et fyldt græskar er meget blødt i blødt - så der er brug for noget knas. Og nachos er ekstra gode, da de også er glimrende små indføringsramper. Jeg lavede mine med 2 slags ost og et drys stødt spidskommen. De kom med i ovnen de sidste par minutter, inden græskarrene var færdige.

Det blev også til en kølende skyrcreme (skyr, mælk, salt, citronsaft) og en avocadosalsa (avocado i små tern, majs, tomat i tern, hakket koriander, limesaft, stødt spidskommen, salt og peber). 

Og så var der aftensmad. Min kæreste Morten, som jeg er genhuset hos i øjeblikket, gjorde store øjne. Sådan en anretning, havde han godt nok aldrig set før. 

Smørmørt græskar, spicy chili og kølende skyrcreme. Det hele kan enten graves op med ske, eller med de sprøde nachos.

*Smil* lille græskarmand, det er tid til dit close up. 

Jeg har allerede lyst til at lave fyldte græskar igen. Med vegetarisk chowder som fyld. Hvad kunne du finde på at fylde i?


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Personligt afsnit. Spring fra her, hvis du kun er interesseret i opskriften.

Tusind tak for de søde mails og private beskeder, der er tikket ind, siden jeg har skrevet her sidst. Det er virkelig dejligt at jeg ikke er blevet glemt - og at nogen rækker ud. Siden det sidste indlæg, er der nemlig sket en hel masse.

Det stod klart sidst på sommeren, at jeg var nødt til at skulle genhuses i en periode. Hele min afdeling af boligforeningen var ved at få nye vandrør, i både køkken og badeværelse. Det var et mareridt at høre på larmen fra naboblokken, mens den blev renoveret - og der var løbende larm fra den toiletvogn der er opstillet lige ud for mine vinduer (hvor den skal stå, til hele renoveringen er afsluttet til sommer). 

Så da de gik i gang med min blok, som ville gøre min lejlighed helt ubeboelig, lod jeg mig genhuse i Vestervang hos min kæreste. Det krævede tilladelse fra de højre instanser, så det ikke kan betegnes som socialt bedrageri, at vi bor sammen i en periode. Men da der er tale om genhusning, var det heldigvis ikke noget problem. Jeg troede jeg kunne flytte hjem nu, hvor de er rykket videre til blokken på den anden side af min, men nej. Larmen er stadig generende, fra både håndværkere og toiletvogn. Lyden af en vinkelsliber i metal, fra tidlig morgen til sen eftermiddag, hver dag - jeg magter det ikke. Og det er ikke bare at jeg ikke magter det, jeg bliver fysisk dårlig af det. Mit helbred er så dårligt, at jeg har brug for en meget stor bunke ro og hvile - og det er begrænset hvor længe jeg kan holde til at ha' mine støjdæmpende hørebøffer på. Jeg kan mærke lyden i kroppen og det stresser. 

I første omgang er genhusningen forlænget til d. 1/12 - og så skal der laves en ny aftale efter det. For når de rykker over på den anden side af parkeringspladsen og går i gang med de 3 lange blokke, bliver larmen endnu værre. Den kastes så både frem og tilbage mellem blokkene derovre - og over imod min gavl. Jeg er grædefærdig ved tanken om det støjhelvede, helt frem til sommer. Kan slet ikke opholde mig derude i dagtimerne - og tåler ikke at blive heflet for meget rundt med. Det er svært at tage bussen alene, da jeg går dårligt og ikke kan bære noget - og nu kommer årstiden, hvor jeg ikke kan fragte mig selv på el-scooteren. Jeg kan ikke holde ud til at være der - og jeg kan ikke holde ud til, kun at være her. Jeg prøver ikke at stresse for meget over det og håber der kan findes en tålelig løsning, der kan gælde frem til sommer.

Men puha, hvor jeg savner mit lille madbloggerkøkken (incl foto-set up), mine ting og min lille oase på altanen. Jeg tager derud, når savnet bliver for stort og helbredet tillader det. Det er dog lidt mærkeligt at der ikke er nogen katte - men det er også godt, for det giver mulighed for helt uforstyrret søvn.  

Nå ja, der er også sket en del på kattefronten. Jeg måtte lade Iskelil få fred, først på efteråret. Det værdige katteliv var på retur og jeg ville ikke byde hende en stressende genhusning et fremmed sted, så jeg valgte at trække stikket. Det blev et rigtigt fint farvel til hende, selv om det var trist. Fonzie flyttede med mig i Vestervang, hvor han efter voldsomme angst-startvanskeligheder, begyndte at trives. Men der manglede en puttekammerat til os begge. Han har aldrig været alene og jeg kunne godt bruge noget mere kat. Det var dog vigtigt at det blev den rigtige kat og ikke bare et plaster på såret. Og som ved et trylleslag, var der pludselig en lille rød 12 ugers hankat (moderløs, opflasket og ultra-tam) til afhentning i Varde. 

Han arvede straks navnet Iske (affødt af lækkerbisken) som den 4. i rækken. The Ginger Menace er nu 17 uger og har krammet på os alle. Glæder mig til at se, hvad han siger til Grøfthøj, når vi kommer derud. En indekat er heldigvis nem at flytte. Er dog meget glad for at der ER sat fintmasket hegn op derude, for han er en værre klatrefryns. Men det er godt nok perfekt at køre en ny killing ind mens jeg er genhuset, og bare skal slappe af. Vi tilbringer megen tid på sofaen, med at nusse og slumre. Åh, hvor er han dejlig. Og Fonzie elsker ham - og det var kærlighed fra første møde. Stor lettelse.

The Fuzzy Boys Vs 0.2

Og mig? Det går sin skæve gang. Mit helbred er uforudsigeligt og dårligt. Mange smerter, mange begrænsninger og mange bekymringer om fremtiden. Kan heldigvis stadig snitte med en stor kokkekniv, men det kniber med at kunne takle bestik. Ikke sjovt. Er ved at køre LDN (Low Dose Naltrexone) ind, og arbejder mig langsomt mod den rette dosis - prognosen er optimistisk ved fibromyalgi, så jeg har et håb om at det vil kunne hjælpe mig. Men det går langsomt og jeg lider noget i mellemtiden. Det handler om overlevelse nu, og livskvalitet på den lange bane - så jeg træder derfor gerne vande, mens jeg håber videre. Men de mange smerter udtrætter, udmatter og udvisker. Det er sgu lidt op af bakke...

Og bloggen her? Jeg vil SÅ gerne blogge. Og jeg finder jo stadig på, laver mad og tager billeder......når jeg husker det. Men jeg er ikke tilfreds med resultaterne. Der ikke godt nok. Jeg har ikke kræfter til at lave fancy mad, særlig tit, og må tage mange hurtige genveje - og har ikke lyst til at blogge om noget, jeg bare har smidt sammen, for at få mad i maven. Og når jeg så laver noget flot, lækkert og blogbart - så er anretningerne og billederne ikke tilfredsstillende. Jeg kan se mine begrænsninger i det og jeg HADER det. Desuden har mine kognitive evner også fået nye begrænsninger. Ordene er ikke mine venner længere og løber væk fra mig, når jeg forsøger at genne dem i sætningsrækker. Min sprog er i stykker, min hjerne er træt og forvirret, min hukommelse bliver værre og værre, tankemylderet er øredøvende og der er samtidigt helt tomt. Værsgo, blog løs....hvis du kan! Det bliver en kæmpe mental udfordring at få vendt bøtten. Jeg lider under, at det jeg laver er godt nok - for en som er syg. Det er en meget stor og meget ulden kamel at sluge. 

Jeg har tabt i kapløbet på alle platforme. Dur slet ikke til at være influencer (et ord og begreb som jeg afskyr som pesten). Er gastronom og opskriftsudvikler, med en blog som base - hvis formål er at dele ud af det jeg kan og inspirere. Men med stemplet influencer i panden, forventes det at gå lynhurtigt. Der skal postes, kommenteres og reklameres i stor stil. Jeg har ikke kræfter til at skrive indlæg, dele dem på Facebook, Instagram og Pinterest - og samtidig besvare kommentarer alle steder. Og så hopper folk fra. Jeg oplever et markant frafald. Man er aldrig bedre, end det sidste man har lavet - og man kan nemt blive glemt, hvis man ikke råber rigtig højt op om sig selv. Ikke alene glemmer folk en, de sociale mediers logaritmer straffer også en, hvis man ikke er deltagende nok. Influencerne generere hurtig salg af produkter med, links til varene og en personlig forsikring om kvaliteten, ofte på bekostning af troværdigheden. Ofte meget lidt indhold, meget varm luft og reklame med reklame på. Og det er ikke mig (har dog stadig Google Ads på bloggen for at dække driftsomkostnningerne). Tiden har virkelig ændret sig, siden jeg startede bloggen op for 10 år siden. Jeg nyder at følge dem, som mestre den svære balancegang mellem at inspirere og influere - for jeg vil ikke påvirkes til at købe noget, men inspireres til at lave noget. Og det er det, jeg også gerne selv vil gøre.....

Det er benhårdt at erkende, at man ikke kan det man kunne, og ikke kommer til at kunne det igen. For hvad skal man så? Lige nu ved jeg det ikke. Men nu har jeg endelig fået skrevet dette blogindlæg, som har simret i baghovedet i et stykke tid. 

Nåede du helt herned? Tusind tak, fordi du læser med. 



12 kommentarer:

  1. Jeg følger stadig med. Og genlæser nogle af dine tidligere indlæg. Og så henviser jeg ofte til din side, når folk er i tvivl om et opskrift eller en variant.

    Pas godt på dig selv.
    Husk: Du er et elsket barn af Universet <3

    SvarSlet
  2. Hej Malou
    Tak for en spændende opskrift og et dejligt indlæg.
    Jeg har fulgt dig siden starten og det gør mig ondt, at du skal have det så træls. Jeg håber, at den nye medicin hjælper dig.
    Jeg startede ligesom dig min blog for ca 10 år siden og må sige, at bloguniverset er meget forandret. Jeg stod af ræset for flere år siden - måske var det, da influencerne tog over.
    Jeg nyder stadig at læse dine indlæg og tyr ofte til dine gode og gennemprøvede opskrifter.
    De bedste ønsker for dig.
    Mvh Kathe

    SvarSlet
  3. jeg fölger stadig med og bliver glad hver gang jeg ser der er et nyt indlæg. det gör mig ondt at du nu har det så svært, men håber på lidt bedring.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  4. Dejligt at høre fra dig - og god bedring med det hele!

    Forresten - hvad blev der af Bussekatten?

    SvarSlet
  5. Rart at høre fra dig igen 😊

    SvarSlet
  6. Skøn skøn græskarret - ser så indbydende og dejlig ud <3

    Nyder når du blogger og forstår godt, at det er hårdt, at helbred og ideer ikke altid kan gå op i en højere enhed. Er dog glad for, at du kan søge ly hos kæresten, som du får så megen kvalitetstid med <3

    SvarSlet
  7. Åååååååh, Malou... Jeg følger også fortsat med og er fuldkommen ligeglad med, om du er influencer og med hvilken hast, du sprøjter indlæg ud med. Jeg kommenterer ikke ofte, for som så mange andre har jeg lidt rigeligt med jern i ilden, og så bliver kommenrarsporet noget af det, der ryger i svinget.
    Jeg håber, du får gavn og glæde af den nye medicin i den rigtige dosis og sender en bøn om, at du også lander på bloggeriet i den helt rigtige dosis.
    Kram og tak for dig

    SvarSlet
  8. Kære Malou,

    Har læst med siden 09. Holder meget af din madglæde og din store viden. Tænker på dig og håber på det bedste!

    Kram

    SvarSlet
  9. Det sidste først... jeg savner også de gode gamle blogdage, hvor man uskyldsrent bare kunne skrive fordi man lystede og de der kiggede ind gjorde det fordi de ville hygge lidt. Der er fart over feltet nu. Virkelig fart på. Jeg er så ked af at læse om din udvikling som den er lige nu, og håber bare at noget vil ske som kan ændre helbredet til det bedre. Boligforbedring ER et helvede at bo i. Mine forældre har netop gennemgået henved to år med totalrenovering og det er mig en gåde at der ikke er tilbudt genhusning! Især min far er ældet urimeligt og bliver dybest set aldrig sig selv igen. Han er 78 skal det dog lige tilføjes så her spilder alderen selvfølgelig også ind, men alligevel. Det tærer at bo i konstant uro. Færdig. Jeg er så glad for at du midt i al det sure har oplevet en ny dejlig kærlighed, og DET på trods af dine odds for et godt helbred. Og det mener jeg ikke på nogen måde andet end at jeg selv har opgivet troen på at der findes bare een der kan leve med mine egne helbredsproblemer. Jeg fungerer så elendigt på et andet plan end dit, og har bunker af oplevelser med mænd, der bare ikke gider/orker/magter/fatter mig. Så præcis derfor er jeg så glad på dine vegne. Det er SÅ velfortjent at du har en ved din side. Til sidst vil jeg bare sige at jeg ofte sender dig en tanke selvom jeg ikke husker at skrive, for jeg bliver nemlig også nødt til at indrømme, at fokus og hukommelse er helt ad h til. Jeg håber at I sammen kan se frem til lidt ro og hygge sammen i december. Kh Henriette

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...