torsdag den 25. oktober 2018

Bagt spicy hokkaido-hummus...

Yay, det er efterår - og dermed atter sæson for hokkaido-græskar. Den orangerøde basse gør sig både godt i det søde og i det salte køkken. Jeg har lavet et hav af forskellige græskarsupper, vafler, div kager, cheesecake, is og meget mere....og her får du så min nyeste kreation: hummus med hokkaido.

En cremet, krydret sag, som både mætter og luner.

Græskar-hummus:

1 ds kogte kikærter
300 g hokkaidopuré
2 spsk peanutbutter eller tahin
1 citron
1 fed hvidløg
Spidskommen
Chipotle eller anden chili
Urtesalt

Men først skal der lige laves en bagt græskarpuré.

Jeg benyttede mig af lejligheden, til at lave et lidt hyggeligt billede til Instagram. Du kan følge mig her, hvis du har lyst.  

Det er ikke nødvendigt at skrælle græskarret - det skal blot vaskes godt, men fjern evt grimme ar og udvoksninger. Flæk, udhul og skær i grove chunks. Læg hele herligheden i et ovnfast fad, sammen med 3 fed hvidløg i skiver og en tot timian. Dæk fadet med folie og bag græskarret meget mørt, ca 1 time ved 200°C. Tag folien af fadet, fjern timianstilkene og blend *wroom wroom* fadets indhold til en glat puré. Køl puréen ned - og den er klar til brug. 

Dræn kikærterne og skyl dem. Bruger du ikke dem fra dåse, så regn med ca 250 g (kogt vægt). Blend kikærter sammen med græskarpuré, saften fra ½ citron, spidskommen, chipotle og urtesalt. Vær forsigtig med krydringen - der kan altid tilsættes mere. Jeg kan godt lide at der er smæk på, så den får fuld gas her - og den røgede chipotle passer SÅ godt til det sødlige græskar. 

Smag til med mere citron og krydderier - og tilsæt et fed fintrevet hvidløg til sidst, som blot røres i. Blendning kan gøre hvidløg forfærdelig bittert, så det undlader jeg altid at blende med.

Den færdige hokkaido-hummus klar til servering.

Server den spicy hummus med bagte pita-chips eller ristede rugbrødsstæger - sammen med oliven og kapersbær. Den gør sig også fremragende som vegetarisk pålæg. Hov, og den er jo ganske vegansk og kan derfor spises af alle. 

Resten af den bagte græskarpuré kan f.eks bruges til suppe, i pastasauce eller kommes i brøddej. 

God torsdag til alle der kommer her forbi....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...