torsdag den 3. maj 2018

Black Magic Kiksekage...

Maj, den søde milde, er ankommet...endelig. Det fejrer jeg med en ny kage. Eller rettere et visuelt mash-up af to kager: den voldsomt populære Black Magic kage (svulstig chokoladekage, toppet med frugt og slik) og min egen bite size kiksekage. Det var meningen at kreationen skulle være med i min kommende kogebog, men jeg har ændret mening, så nu kommer den på her i stedet for.


*Haps haps* en nem, smuk og lækker lille mundfuld.

Idéen til de små kager, opstod en dag jeg ryddede op i en masse rester af forskelligt kagepynt. Det er utroligt hvad jeg har fået slæbt til huse af den slags. Det slog mig at man ville kunne lave en lille kiksekage med masser af sjov topping. Jeg har med vilje ikke lavet en Black Magic, da den er så voldsomt i vælten lige nu (men lur mig om jeg ikke falder til chokoladepatten og gør det alligevel). 

Jeg har bare brugt den oprindelige opskrift på de små kiksekager, med små saltkiks - men brugt en meget bedre chokolade: økologisk O'Payo fra Friis-Holm. Dyrt, men dårende dejligt - og bæredygtigt!

Til ca 20 små kiksekager:

150 g mørk chokolade
200 g kondenseret mælk (½ ds)
20 g SMØR
60 små saltkiks

Jeg repetere lige opbygningen af de små kiksekager - med genbrugsbilleder + tekst (kalder konceptet Stop Spild Af Tid).

Den kondenserede mælk kommes i en dyb tallerken, sammen med SMØR i tern og den hakkede chokolade. Blandingen zappes i mikroovnen i 30 sekunder, omrøres og zappes 10 sekunder igen. Derefter kan det nemt røres til en blank emulsion (blandingen kan også sagtens laves over vandbad eller direkte i en gryde). Jeg er bare doven og vælger den nemmeste løsning. 

De små kiksekager skal samles i mini-muffinforme. Det er nemmest at komme chokolademassen i en engangssprøjtepose uden tyl - og starte med at sprøjte lidt i bunde på hver form. Pres forsigtigt den første kiks ned i massen. Gentag. Pres forsigtigt så chokolademassen fordeler sig jævnt i formen. Kom den sidste kiks i og pres den på plads. Dæk med et sidste lag chokolademasse og brug bagsiden af en lun teske til at dække til med. De originale er toppet med små sprøde kugler af 'chokolade'. 


Men her skulle toppingen være næsten for meget at det gode. 

I Netto havde jeg fundet en pose med blandede sager. Det blev sorteret (OCD-Maren har jo brug for orden i tingene) og skåret i mindre stykker. Rosinerne, som der naturligvis var flest af, blev gemt til et andet formål - og jeg nøjedes med de 2 slags chokoladeovertrukne peanuts, pistacienødder og kokostern.

Jeg fandt også bittesmå flødekarameller, en bøtte med hvide chokoladedråber som var rystet med guldstøv, frysetørrede hindbær (som jeg brækkede i stykker med fingrene), de sprøde kugler fra de oprindelige kiksekager og lidt kulørt krymmel. Jeg vil ikke anbefale at bruge friske bær, som vil væske, men de frysertørrede, som så til gengæld vil trække en smule fugt. 

Det skal gå lidt tjept med at få toppingen på, da chokolademassen sætter sig, relativt hurtigt. 

Top de små kager med så meget gejl som de kan bære. Dæk til med film og lad de små kager stivne på køl i minimum 5 timer (og gerne natten over). Og så er de lige til at kaste sig over.....

Kiksekage a'la Kjelds Tivoli

Opbevar de små kager på køl, til de skal spises - og fjern papirsformen, inden servering.

Det er kraftig kost - som med fordel kan serveres i halve stykker. Der er både kulør, knas og velsmag. Og rart med lidt syre fra bærrene, som modspil til det søde og chokoladetunge. Så både skøn af skue - og pragtfuld at sluge. 

Skal du prøve?


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bloggen (og jeg) har fået nogle fine ord med på vejen i dag. Klidmoster.dk er nomineret til en 'Bedste madblog 2018' pris - som jeg nægter at deltage i, da det er det sædvanlige fis med et firma, som tror de kan lukrere på vores læserantal og engagement - og hvor det afgøres ved afstemning, hvem der er 'bedst' (læs: hvem der vil plage deres læsere mest om at stemme på dem). At jeg så blev kontaktet og tilbudt nominering, hvilket jeg ikke svarede på, for blot at blive indstillet og sat til afstemning, uden samtykke, taler vi ikke om. Den slags giver jeg ikke en pind for, da det er SÅ tydeligt at det er et ulækkert reklamestunt. Og 4000 kr til deling mellem de 'heldige' bloggere - som procentvis får den del af kagen, der svarer til stemmeprocenten. Nej, bare nej....

Men de fine ord sætter jeg stor pris på:

"Man er ikke i tvivl om at Malou der driver www.klidmoster.dk tager madlavning lidt mere seriøst end de fleste. Udover at hun er uddannet gastronom, lægger hun også både hjerte og sjæl i sin madlavning. Hvis man kigger bloggen igennem, ser man at hun både formår at lave opskrifter der er pirrende og nærmest provokerende i sin sammensætning (med stor succes endda), men også uden problemer nemt kan formidle de lækre, tungere og mere klassiske soul-food retter. Her finder du en perfekt blanding af alt hvad der er værd at spise, og måden hun har lavet opskrifterne gør, at selv vi herinde kan følge med. Helt klart et besøg værd!"

Jeg linker med vilje ikke til 'konkurrencen' da jeg ikke kunne drømme om at bede nogen stemme på mig. 

Men jeg er glad for at lige netop DU kigger forbi og læser det her lige nu. Håber du får en fremragende dag...

4 kommentarer:

  1. Man ved det er en god dag når du smider et indlæg !! Fantastisk, intet mindre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Awww, tusind tak - nu har du i hvert fald sørget for at jeg får en god dag <3

      Slet
  2. Hatten af for at du nægter at deltage i det reklame-gejl :)
    Overvejer om jeg skal lave dem engang....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bukker og takker - med integriteten i behold :)

      God overvejelse. Tror du ville kunne li' dem ;)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...