fredag den 28. juli 2017

Hjemmelavet kar til Sous Vide stav - af en køletaske...

Sponsoreret: bogen Sous vide i dit eget køkken af Karsten Tanggaard, er tilsendt som anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof. 

Oh yes, jeg ved at jeg virkelig er en last mover her - for de fleste kokke, madbloggere og andet gastronomiske godtfolk, har forlængst overgivet sig til enten den store dypkoger eller det lune vandbad. Sous Vide er tilberedningsmetoden der kan trylle velsmag, mørhed og laberhed frem i alverdens råvarer - i alskens kvaliteter og beskaffenheder. Det kan dog være en dyr disciplin at kaste sig ud i - men her får du en guide til hvordan du kan komme ret billigt i gang, hvis man allerede ejer en stav. Så kan man altid opdatere sin maskinpark, hvis det virkelig fanger en. Er du klar? Så kommer her min lille tutorial:  

Det færdige resultat er dette Sous Vide kar på 10 liter - for 79 kr. Ja, du pudser lige brillerne en ekstra gang nu, ikke? Det er jo rørende billigt!


Men først skal det lige handle lidt om Sous Vide generelt.

Sagt på godt dansk, er det mad forsejlet i vakuumposer, der simres mørt over kortere eller længere tid (hvorefter det brunes af, hårdt og kort, på en pande). Det kan enten laves med 'rigtigt' udstyr, nogle smarte hacks eller en kombination.

Helt 'alm' Sous Vide kræver et kar, eller stav, med indbygget termostat og/eller cirkulation. Har man et kar er man good to go. Det er dog både en pladskrævende og dyr løsning. Har man derimod en stav, skal man bruge en gryde eller et åbent kar - og det vil give både varmetab og fordampning.  Det resulterer i et højere strømforbrug, da staven så skal arbejde mere for at holde den rigtige temperatur. Derfor bør der enten bruges et låg eller en isolerende kasse til. Man kan også vælge at bruge isoleringskugler, liggende løst øverst i gryden.


Sådan en pakke med 100 stk koster 249 kr her og der skal ca 2 pakker til, hvilket jeg ikke vidste da jeg købte den her. Jeg magtede ikke lige at investere i en til - så både kuglerne og min stav (mere om den længere nede), har ligget ubrugt bagerst i et skab.

Men så blev jeg medlem af Danske SousVide Entusiaster på Facebook - og der spottede jeg en masse rigtig smarte løsninger. Det er også der, jeg har set hvordan man kan bruge lige netop denne her køletaske, til at lave et kar af. Så det er altså ikke en opfindelse jeg selv hverken kan eller vil tage æren for.   

Man kan lave 'fattigmands Sous Vide' på mange måder. Nogen sætter en gryde vand i ovnen og forsøger at styre temperaturen på den måde - og så er der dem der bruger en god køletaske. Vandet varmes til en bestemt temperatur i en gryde, hældes i køletasken og tilsættes det ønskede emne - og så venter man 2-3 timer. Det fungerer fint med ikke alt for store bøffer og den slags, men kan ikke bruges til længere tids tilberedning pga varmetabet. 


Men kombinerer man en stav med en køletaske - så begynder det at blive interessant.



Den anbefalede dims er denne Curver køleboks til 79 kr fra jem & fix - så sådan en cyklede jeg ud efter. 

Og så må jeg vist hellere skrive lidt om min stav. Det er denne Steba STSV50. 

 
Lige efter jul, vandt jeg en konkurrence på Facebook, hos Cateringinventar.dk - og præmien var 1.000 kr, til brug i deres webshop. Jeg spurgte om jeg kunne få den her, hvis jeg selv betalte differencen....og det kunne jeg heldigvis. Og så har den bare ligget og gloet siden. Johan har flere gange udtrykt ønske om at gøgle med den, men jeg skulle først investere i de pokkers isoleringskugler og en gryde der var dyb nok. Og nu kommer han så på sommerferie i næste uge, så det var ved at være deadline - så tippet med køleboksen kom som sendt fra himlen!

Jeg valgte at placere staven, som har en ret stor klemme på bagsiden, i det ene hjørne. Med en sort spirttush, tegnede jeg et forsigtigt omrids. Hellere for småt, med mulighed for udvidelse, end for stort fra start. Staven skal nemlig sidde perfekt i spænd, hvile på den sorte del, ikke røre bunden og nemt kunne tages op igen.


Da jeg umuligt kan bruge en alm hobbykniv, valgte jeg at bruge skærekniven fra mit gamle linoliumsskæresæt. Det stod stadig fremme, efter jeg havde brugt det til at dekorere den her vandmelon, med medfølgende salat med. Forsigtigt fulgte jeg stregen rundt og skar igennem plastikken. Dog besindede jeg mig, da jeg nåede til hullet til klemmen - og lavede det lidt mindre.

Det øverste lag plastik blev fjernet og tushen kom atter i sving. Og så var det 'bare' at gentage udskæringen i det næste lag også. Jeg skylder mine arme en kæmpe undskyldning efter den omgang.

Og så var det med at prøve om staven passede. Det gjorden den (heldigvis) ikke. Selve den runde del skulle udviddes - og så viste det sig at den oprindelige streg til klemmen passede perfekt! 

Så med en sidste rundte tilpasning og finpudsning, var hullet færdigt.

Staven sad nu perfekt. Du kan se her, hvor meget plastik jeg fjernede.

Behold: Den Blå Lagune - med låg!


Staven sidder faktisk så perfekt, at dens markering af maksimum vandstand nøjagtig følger kanten af køletasken. Så jeg kan fylde den den helt med vand, hvis jeg ønsker. 

Og så er det bare med at komme i gang. Jeg har en vakuumpakker, så det er ikke noget prolem. Har man ikke det, kan man suge luften ud af posen med munden, ved hjælp af et sugerør - eller benytte vandmetoden

Sous Vide er en hel videnskab - og der findes en hav af vejledninger....og vildledninger. Jeg er så heldig at ha' fået fingre i den her bog:

Sous vide i dit eget køkken af Karsten Tanggaard er en knaldgod indføring i hvad Sous Vide er og hvordan man kommer i gang. Jeg brugte sidste weekend på at læse den grundigt igennem igen, så jeg er KLAR til at komme i gang, så snart Johan træder ind af døren i næste uge. Alt hvad jeg ved er at det bliver mexikansk på den store klinge.....og det glæder jeg mig sygt meget til.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg holde en velfortjent weekend - som dog byder på en masse hyggelige planer. I dag er jeg inviteret på tex-mex frokost hos min veninde Sanne, som har hus i Texas sammen med hendes mand. Hun har haft nogle autentiske lækkerier med hjem i kufferten, fra deres sidste tur derovre - og vil forkæle mig med sådan en omgang. Lørdag skal jeg ud til Anne og Tom, som har kaldt hele familien og venneflokken til arbejdsweekend i deres nye hus - og jeg har lovet Anne at hjælpe lidt til med forplejningen. Og søndag er min søn et smut i Århus, så vi har mulighed for at spise middag sammen. Yay, det bliver godt at se ham igen. Resten af tiden skal jeg bare hvile mig og samle kræfter til næste uge.

God weekend til alle der kommer her forbi...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...